Duften af barndom, duften af Østre Anlæg

Duften af barndom, duften af Østre Anlæg

Forleden dag, da jeg kørte igennem Stockholmsgade, bragte duften af de blomstrende syrener, mig tilbage til barndommens Østre Anlæg.

Østre Anlæg er en del af Københavns gamle fæstningsanlæg, sammen med Ørstedsparken og Botanisk have. Østre Anlæg omkranses dels af Oslos plads ved Østerport station, samt banelegemet mellem Østerport og Nørreport. Sølvgade og hele Stockholmsgade og dens mange herskabslejligheder.

Igennem min skolegang fra 1982-1993 blev de fleste spisefrikvarterer brugt i Østre Anlæg.

Øbro Fri Skole har ikke nogen en skolegård, så turen til parken var en fast del af skoledagen.

Østre Anlæg var tør ved skolestart i sensommeren, med afsvedet græs og støvede stier. Efteråret og frisk kulde til kinderne og skolernes motionsløb, rundt om anlæggets søer.

Vinteren og den fede kælkebakke, der i dag står amputeret efter udbygningen af Statens Museum for Kunst. Dengang i 80erne var der ingen halmballer som beskyttelse ned til søen.

På legepladsen henne ved legeskibet, kunne vi tjekke om isen på søen kunne holde os. Det kunne den sjældent, med våd sok som følge.   

Den langsomme overgang til foråret og den korte varme tid inden sommerferien, med et anlæg fuld af liv, leg og frodig fauna.

De friske brændenældeskud der skulle plukkes og spises med behændighed. En lille, men ofte ret stikkende delikatesse.

Vagabonden der sad og råbte på bænken lige ved indgangen ved Sølvgade lige ved siden af statuen, der ligner en vagabond. Junkkanylerne og de tomme flasker der lå ved bunkerne. Fascinerende og spændende. Hvis man i dette vildnis kunne finde to tomme flasker, var der lige til at veksle til en Filuris, dagen Clou.

I min barndoms Østre Anlæg var der en særlig gruppe vi som børn skulle tage os særlig i agt for.  Da jeg blev lidt ældre og læste Hans Scherfigs, Det forsømte forår, var det den samme gruppe der var frygtede, nemlig Parkere, Parkbetjenten.

I børneperspektiv var de altid sure og slog ned på ethvert kreativ eller legende initiativ. Lige fra at stoppe søsætningen af en tvivlsom tømmerflåde til klassikeren ”Man må ikke løbe på skrænterne”. Dette tilråb var også en fast remse for bemandingen på legepladsen. Inde i det lille hus, som øverst har toiletter var der et lille lokale med bolde, bat og andet legetøj, der mod behørig pant og efter en kritisk granskning, kunne lånes.

Halvdelen af legepladsen består af en stort stykke kvadratisk asfalt på vej ned til legeskibet og søen. Et perfekt sted at spille rundbold og skrabe knæ. I den anden ende af legepladsen ligger et decideret boldbur, fortidsvis til fodbold. Her blev der spillede kamp mod læreren til 10 klasse afslutning.

De gamle elever kunne fortælle røverhistorier om Øbro Fri Skoles fodboldkampe mod arvefjenden, nemlig snobberne, på Krebs' Skole. Det sparede ikke på detaljer om voldsomme glidende tacklinger mod prinserne som var elever på Krebs.

Da man blev ældre, var det her i Østre Anlæg man rev cellofanen af den første 10pak Prince. Der blev røget, både det ene og det andet, drukket øl fra Esthers kiosk på Øster Farimagsgade.

Østre Anlæg er den af Københavns mange parker, jeg er hjemme i. Det er for mig, `Parken’.         

Jeg sætter pris på, og har gode minder fra mange andre parker, lige fra Fælledparken til den lille Kildevældsparken, med Østre Anlæg, den forgreninger, hemmelige steder, har jeg helt ind under huden.

Derfor blev jeg nok også ekstra glad da jeg under lockdownen, så hvor mange der har taget parken til sig. De mange skoleklasser der er rykket ud i parken. Her tumles både med undervisning i geometri, skattejagt og den klassiske rundbold. Man kan virkelig håbe at nogen af disse undervisningstiltag bliver permanente.

Det klæder Østre Anlæg at være fyldt med glade brugere, børn, hunde som voksne.

Derfor blev jeg også forundret over et læserbrev I Østerbro Avis (Uge 22, 2020), fra en beboer i Stockholmsgade, hvor hun, ud over at klage over unge mennesker der fylder, larmer og sviner, synes at have en særret til anlægget:

”Vi der bor i området omkring Østre Anlæg og bruger det flittigt, må nu sande, at de tider er forbi, hvor man, for det meste, kunne gå i fred og i nogenlunde ro, sætte sig på en bænk og nyde naturen”

Selv om jeg bor 4 kilometer væk, og kun kommer på besøg i ny er og næ, har jeg stadig Østre anlæg i min hjernekugle, og gudskelov for der er plads til det.