Så er endnu en opgave forsvaret og hermed poster jeg den, nok mest for min egen skyld!
Indledning
Jeg har i synopsen, i Videnskabsteori og metode, valgt at beskæftige mig med den samme problematik som er grundlaget for min projektopgave. Jeg har skrevet projektopgave i faget Børnekultur og børns kultur, hvor jeg ser på hvorledes og med hvilken argumentation italesættelsen af skadelighedskriterierne af film er for børn, set i et historisk og nutidigt perspektiv. Dette gør jeg ved at se om disse skadelighedskriterier bygger på følelser og moral, og om argumentationen rent retorisk bygger på patos, uden videnskabelig hjemmel og rygdækning, eller om de bygger på saglig argumentation ud fra evidens og forskningsresultater i en videnskabelig tradition med brug af logos.
Altså har jeg set på om censur af film for børn bygger på følelser eller fakta.
Hvorfor er dette interessant og relevant?
Grunden til at jeg har valgt, at se nærmere på filmcensur for børn, gennem tiden og i Medierådets virke, er at det er det eneste sted hvor en forhåndscensur bruges overfor et medie. Dette synes jeg rejser nogle spørgsmål. Hvorfor er det lige netop film der skal forhåndscensurers, og ikke bøger, musik, billedkunst eller teater? Hvorfor opretholde at forbyde børn, at se film i biografen, når børn i dag på nettet har fri adgang til vold og porno? Samtidigt er der spørgsmålet om forhåndscensur, når ytringsfrihed som begreb, står stærkt og når der står i grundloven af 1953 § 77 står at ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres” [1]?
Teorier, metoder og materialer
Til at anskueliggøre det retoriske i argumentation og italesættelse af skadelighedskriterierne i opgaven, fra de involverede, bruger jeg Leif Becker Jensens teori om patos og logos fra bogen, Fra patos til logos (2004).
I hans teori påstår han at de to begreber ses knyttet til den videnskabelige traditions fremstillingsform. Begrebet patos ses her som det følelsesbårne udsagn, hvor logos ses som det fornuftbårne udsagn. Begreberne kan altså ses som modsætningen mellem det rationelle og det irrationelle. Selv om der i Becker Jensens optik ikke bør være et enten eller, mellem patos og logos i videnskabelig fremstilling[2], har jeg brugt begreberne mere bogstaveligt til at karakterisere udsagn i filmcensur debatten, som værende båret af enten evident forskning / logos eller følelsespostulater / patos.
Jeg finder at jeg, ved at have gjort brug af Becker Jensens patos/logos begreber, har kunnet se på forskellige ytringer i filmcensurdebatten, og har kunnet karakterisere dem som værende bygget på formodninger og følelser (patos), eller evident forskning (logos).
Et andet begreb, jeg fandt særdeles relevant at gøre brug af, når nu min projektopgave handler om et medie der statscensureres, er begrebet mediepanik. Her bruger jeg Kirsten Drotner, som skriver i Medier og kultur (1996), at tre forhold skal gøre sig gældende, når man taler om mediepanik; debattørerne, debatformen og debatmålene[3].
Debattørerne er de, der er autoriteterne inden for de etablerede medier eller magtsystemer. I kraft af deres position besidder disse definitionsretten, og som følge heraf ser de deres magtposition som truet. Af autoriteter kan nævnes lærere, bibliotekarer, (litteratur-) kritikere og litterater[4].
Debatformen er præget af følelser og ikke fornuft. ”Ingen tvivl, sikkert og formodentligt”[5], er termer der anvendes til, at underbygge argumentationen for films skadelighed. Dette ses også i Becker Jensens patos/logos begrebsforståelse. Min brug af mediepanik diskursen synes at være med til at identificere aktørerne og debatformen.
Det sidste forhold, debatmålende er med til at anskueliggøre, hvilke farer man i debattørernes optik, ønsker at skåne børn fra. Hertil gør jeg brug af forskellige vinkler, heriblandt Neil Postmans teori, som ser skrift- og billedsproget som hinandens modsætninger. Han mener, at der er et indbygget ”filter” i dét, at man skal lære at læse først, før man kan forstå det læste. Derfor læser man ikke noget, man ikke kan tåle. Billeder derimod kræver ingen dannelse før forståelse, hvilket bevirker, at børn kan se ting, der ikke er egnet til børn, hvilket afstedkommer at barndommen forsvinder[6].
Jeg har valgt at bruge Postman, da han i sin teori står stejlt på at der kun er negative vinkler på (levende) billeders indvirkning på børn. På denne måde bliver han brugbar til at anvende komparativt i forhold til andre lidt mere nuancerede vinkler på børn og film.
Af mere nuancerede vinkler ser jeg selve argumentationen som Medierådet bruger i deres rapport, Kriterier for filmvurdering 2010 (2010) [7]. Denne rapport er i det hele taget en vigtig kilde i min projektopgave, da den giver indsigt i, ud fra hvilken argumentation Medierådet aldersvurderer film.
Medierådet opdeler skadelighedskriterier for film i tre kategorier. 1. Forrådende, 2. Skræmmende og 3. Sex-skildringer på film[8]. Det er især den forrådende effekt som børn skal skånes for. Ved forrådende virkninger forstås, at man ved synet af vold på film, vænner sig hertil, hvorved man ikke længere reagerer følelsesmæssigt, man desensibiliseres[9].
Kriterier for filmvurdering 2010 er en gennemarbejdet rapport, med hvad man kan kalde, klar videnskabsteoretisk tradition. Herved ses også på om tesen om den forrådende effekt kan falsificeres, hvilket det må siges at kunne. ”Det er vanskeligt at påvise en forrådende effekt,”[10], står der i rapporten.
En anden vinkel som ville være vanskelig ikke at berøre, når nu min opgave handler om censur af film for børn, er at se på børnesyn/børnekultursyn hos aktørerne i debatten. Her bruger jeg igen opsætningen af to modpoler, på samme måde som ved patos/logos. I børnekultursynet er det becomings/beings begreberne jeg gør brug af. Ved at se børn som becomings menes at der ses på børnene som væsner der skal dannes og uddannes, børn ses som et udviklingsprojekt[11], og samtidigt ses de som sårbare. Ved beings ses børn som kulturelt formende og socialt handlende væsner[12], der derigennem er kompetente. Dette er de to fløje i opfattelsen af børn som kulturbrugere, hvilket sættes meget klart op af lektor, Anna Skyggebjerg. ”På den ene side en delvist romantisk forståelse af barnet som et uskyldigt væsen, der skal stimuleres, men også beskyttes. På den anden side en forståelse af barnet som kompetent og allerede bevidst om rædslerne i verden”[13].
Af mere overordnet teori gør jeg brug af Foucaults magtdiskurs hvor magtforhold ses som selve interaktionen og relationen, og ikke som værende fastlåst i en institution eller et lovgivningsapparat. Magten ses som et positivt instrument til kontrol[14].
Det positive magtperspektiv, synes at stemme overens med tankerne bag filmcensur af film for børn, helt fra den første filmcensur i 1907, til Medierådets virke med aldersvurdering af film i dag. Dette skildres i kapitel titlen i Ning De Coninck-Smiths bog, Skolen, lærerne, eleverne og forældrene (2002): ”Han undte børnene alt godt; men han vidste, at mange havde taget skade deraf” [15], hvor der implicit menes; derfor skal vi censurere.
Den væsentligste konklusion i projektopgaven
Den væsentligste konklusion i projektopgaven må siges at være svaret på projektopgavens
problemformulering: Bygger censur af film for børn på følelser eller fakta?
Til dette kan svares, at censur rent historisk har bygget på følelser (patos). Dette konkretiserer jeg ved, at analysere forskellige udtalelser fra bl.a. censorer og fra lovbekendtgørelser. ”Ingen tvivl, sikkert og formodentligt”[16], er og har ofte været en del af argumentationen for filmcensur. Jeg ser dog at der efterhånden kommer en ændring i tilgangen til, samt fremførelsen af argumenter til censurering af film for børn. Mest markant finder jeg det ved at oprettelsen af Medierådet i 1997, overgår fra at være forbydende til at være vejledende i kriterier for filmvurdering. Dette ses tydeligt idet Medierådet arbejder ud fra pædagogisk, psykologisk og medieforskning. Dermed er deres argumentation for filmvurdering tydeligt båret af fakta (logos).
Dog finder jeg det ikke helt dækkende at konkludere, at før byggede filmcensur for børn på følelser, nu bygger det på fakta.
Det er ikke et enten eller. Men et både og. Jeg ser at begge begreber (følelser og fakta) stadig spiller ind på filmvurdering fra Medierådets side. Denne konklusion bygger jeg blandt andet på Coninck-Smiths udtalelse i sin tiltrædelse i Medierådet, ”Udfordringen for Medierådet (…) bliver at nå frem til et sæt af begrundelser, som både tager højde for børn og unges mediekompetencer på den ene side - og samfundets forestillinger om moral og etik på den anden.”[17].
Perspektivering, uenigheder og diskussionspunkter
Udover at kunne konkludere, at Medierådet virker på baggrund af viden om børns mediekompetencer og folkelig moral, så kommer jeg med en perspektivering til en ændring af dette. Medierådet er, på trods af at være videnskabelig funderet, en institution der vurderer films negative skadesvirkninger frem for at komme med positive aldersanbefalinger. På det grundlag anbefaler jeg Medierådet, at lade sig inspirere af folkebiblioteksområdets materialevurdering, hvor perspektivet er anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau.
Dét at se på positive filmanbefalinger frem for forbud rejser, hvor sympatisk jeg end måtte finde det, dog en masse problematikker. Hvem skal vurdere om en given film er god? I dag ser Medierådet kun på om der er ting i film der kan virke forrådende. Hvad er en god film, og hvordan kan dette på nogen måde beskrives objektivt? Samtidigt går jeg ikke i dybden med forskellen på Medierådets og folkebibliotekets virke. Folkebiblioteket stiller egnet materiale til rådighed, hvorfor der er et til- og fravalg, hvorimod Medierådet vurderer alle indsendte film.
Et andet kritikpunkt til projektopgavens anbefalinger til Medierådet er, at jeg ikke har forelagt min anbefaling til Medierådet eller på anden måde har taget kontakt for at høre hvordan de selv forholder sig til min tese – at de selv mener at de vurderer film, både ud fra evident forskning og folkelig moral.
Jeg kunne have lavet en form for kvantitativ undersøgelse af en større mængde konkrete filmvurderinger for at optælle og analysere, for herved at kunne pege på, på hvilket grundlag (evident eller moralsk) vurderingerne er udarbejdet. Jeg fandt det dog mest relevant at tage fat på selve grundlaget for filmvurdering, i deres rapport og bruger da kun en enkelt filmvurdering til at eksemplificere.
Jeg havde fra starten af skrivefasen intentioner om at se komparativt på den danske og svenske filmcensur, da Sverige i disse år er ved at droppe voksencensuren og overgå til ren børnecensur. Jeg fandt dog, efter at have forholdt mig til betænkningen, Avskaffande av filmcensuren för vuxna (2009) [18], at Sverige, stort set i dag er der, hvor Danmark var ved afskaffelsen af voksencensur i 1969. Derfor fandt jeg det lige så hensigtsmæssigt at koncentrere mig om de danske forhold fra indførslen af den første filmcensur i 1907 og frem til i dag.
Valg og fravalg af teorier, metoder og materialer
Jeg har valgt ud fra hvad jeg mente bedst kunne tjene til at give en historisk og nutidig gennemgang af filmcensuren. Her er det især Ning De Coninck-Smiths bog (2002), Skolen, lærerne, eleverne og forældrene, der har haft en historisk vinkel og en analyse af aldersbegrebets betydning. Bogen er også valgt på grund af at det nærmest er det eneste værk med en teoretisk tilgang til filmcensur af film for børn. Men kunne jeg have valgt en anden overordnet teori end Becker Jensens patos/logos? Ja, jeg kunne have valgt at koncentrere mig om hvorledes de udsagn og citater jeg bruger, svarer til forskellige børnesyn, eksempelvis med brug af diskurser fra handoutet fra undervisningen, Otte diskurser om barndom – fra Barbro Johansson / Margareta Rönnberg. (Vedlagt som bilag A)
En vinkel jeg kunne være gået mere i dybden med, er mediepanik set i et nutidigt perspektiv. Jeg kunne have bevæget mig væk fra filmen som hovedfokus og have taget fat i en aktuel mediepanik diskussion, for eksempel på den polemik som serien ”Specialklassen” på DR Ramasjang, har rejst. Jeg tænkte at det kunne være relevant med et nutidigt mediepanik perspektiv og have korresponderet med en ansvarshavende for hjemmesiden www.stop-specialklassen.dk. (Mail vedlagt som bilag 1). Jeg valgte dog ikke at bruge det i min projektopgave, da filmcensuren og en mere generel beskrivelse af mediepanik synes at give stof nok til opgaven. Jeg har dog inddraget nutidige censurproblematikker både med hensyn til billedkunst og bøger.
Jeg kunne have sammenlignet Medierådets filmvurdering med PEGI, som er den mærkningsordning der gælder indenfor computerspilsområdet. PEGI virker ud fra brancheselvjustits og er en fælles mærkningsordning for 16 europæiske lande[19]. Hvad er fordele og ulemper med de forskellige mærkningsordninger? Kan man overhovedet sammenligne filmcensur og computerspilscensur? Hvad betyder det, at det er branchen selv der mærker og hvad betyder for vores forholdsvise liberale syn på obskønt sprog og nøgenhed, at vi skal gå på kompromis med den ”katolske” moral fra eksempelvis Italien?
Det ville have været oplagt, at lægge mig klods op af Beth Junckers (2006), Om processen, der netop beskriver den teoretiske proces i at nå frem til et nyt børnekulturbegreb, om end jeg dog bruger begreberne becomings og beings som teori i opgaven. Jeg kunne også have ladet mig inspirere af Junckers teoretiske vinkler, eksempelvis Thomas S Kuhns (1973), Videnskabens revolutioner. Men netop Kuhns teori om videnskabelige revolutioner synes ikke at stemme overens med min konklusion om et både og, i følelser og fornuft. Paradigmeskiftet inden for filmvurdering har ikke været så voldsomt at jeg betragter det som en revolution.
Endelig kan siges, at valg af materiale og teori oftest bunder i, ens kendskab, sym- og antipati, samt om teorien passer til ens undersøgelsesfelt. Det sidste blev tydeligt for mig da jeg op til skrivefasen af projektopgaven, prøvede at finde en teoretisk vinkel af censur af film for børn ud fra Center for Vild Analyses klasseteori fra Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken (2009).
Jeg fik endda, en til lejligheden skrevet referenceliste til værket. (Vedlagt bilag 2).
Jeg måtte dog til sidst erkende at brug af klasseteorien, i mit perspektiv ville blive for søgt, jeg måtte så at sige ”kill my darling.”
Jeg kan altså sige, at jeg har valgt materiale og teori ud fra sympati, tilgængelighed og derudfra at teori og materiale skulle kunne bruges hensigtsmæssigt på hinanden.
Litteratur
Avskaffande av filmcensurenför vuxna (2009) Lokaliseret den 02. juni 2010 på http://www.sweden.gov.se/content/1/c6/12/79/25/16fd1b8a.pdf
Becker Jensen, Leif (2004): Fra patos til Logos. Roskilde universitetsforlag
Børn, Unge & Computerspil. Lokaliseret den 2. juni 2010 på
http://www.medieraadet.dk/html/computerspilsrap/html/sub203.html
Center for vild analyse (2009): Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken. Informations forlag.
Coninck-Smith, Ning De (2002): Skolen, lærerne, eleverne og forældrene. Klim
Due Steffensen, Mirian (2010): Må man slukke lyset, før det er blevet tændt? In Dagbladet Information.18. marts 2010
Drotner, Kirsten, Klaus Bruhn Jensen, Ib Poulsen & Kim Schrøder (1996): Medier og kultur. Borgen/ medier
Holm Sørensen, Birgitte og Carsten Jessen (2000): ”Det er bare noget, der er lavet…”. Medierådet for børn og unge.
Juncker, Beth (2006): Om Processen. Det æstetiskes betydning for børns kultur. Tiderne skifter
Kuhn, Thomas (1973): Videnskabens revolutioner. Fremad
Kriterier for filmvurdering 2010. Lokaliseret den 3. maj 2010 på http://film.medieraadet.dk/upload/kriterier_for_filmvurdering_2010.pdf
Medierådet for børn og unge. Årsberetning 2002/2003. Lokaliseret den 3. maj 2010 på http://www.medieraadet.dk/html/bibliotek/arsberetning0203/arsberetning2002.htm
Otte diskurser om barndom – fra Barbro Johansson/ Margareta Rönnberg. Handout fra undervisningen i Børnekultur og børns kultur ved Tove Roed. 4. semester 2010.
Postman, Neil (1987): Når barndommen forsvinder. Hekla
Skouvig, Laura (2008): Michel Foucault- viden, magt og biblioteket. In: Jack Andersen, Henrik Jochumsen & Casper Hvenegaard Rasmussen (2008): At forstå biblioteket. Danmarks Biblioteksforening
[1] Grundloven § 77 (1953). Lokaliseret den 4. maj 2010 på http://www.grundloven.dk/
[2] Becker Jensen (2004) s 131
[3] Drotner m.fl. (1996) s 70
[4] Ibid s 71
[5] Coninck- Smith (2002) s 59
[6] Postman (1987) s 105
[7] Kriterier for filmvurdering 2010 (2010)
[8] Kriterier for filmvurdering 2010 (2010) s 6
[9] Ibid
[10] Ibid
[11] Junker (2006) s 153-154
[12] Junker (2006) s 154
[13] Due Steffensen (2010)
[14] Skouvig (2008) s 223
[15] Coninck- Smith (2002) s 49
[16] Coninck- Smith (2002) s 59
[17] Medierådet for børn og unge. Årsberetning 2002/2003. lokaliseret den 3. maj 2010 på http://www.medieraadet.dk/html/bibliotek/arsberetning0203/arsberetning2002.htm
[18] Avskaffande av filmcensurenför vuxna (2009) Lokaliseret den 02.juni 2010 på http://www.sweden.gov.se/content/1/c6/12/79/25/16fd1b8a.pdf
[19] Børn, Unge & Computerspil. Lokaliseret den 2. juni 2010 på
http://www.medieraadet.dk/html/computerspilsrap/html/sub203.html
Fra: Buster Nykjær Björkman [mailto:busterid@yahoo.dk]
Sendt: 6. maj 2010 12:43
Til: kommentar@stop-specialklassen.dk
Emne: videnskabelig teori, forskning og undersøgelser
Jeg må sige at det var med en vis undren jeg faldt over siden ”STOP SERIEN SPECIALKLASSEN PÅ DR RAMASJANG.” Jeg troede at tiden for mediepanikker var forbi.Når jeg ser på argumentationen, for at stoppe serien, er det følelser der præger. Jeg vil forholde mig til om der er valid forskning på området som bakker jeres argumentation på. Eksempelvis på film og computerspils området hvor der har været meget debat om det havde en skadede effekt på børn at se vold er ”Det er vanskeligt at påvise en forrående effekt” side 6 i Kriterier for filmvurdering 2010 fra Medierådet for børn og unge: http://film.medieraadet.dk/upload/kriterier_for_filmvurdering_2010.pdf.Samstemmende er konklusionen på kulturministeriets rapport Medievold- Børn og unge(1995):”Som helhed synes de undersøgelser, der ligger til grund for denne sammenfatning, ikke at give belæg for, at voldsskildringer på levende billeder i sig selv kan afføde voldelig adfærd hos normalt fungerende børn.”Er det frygten for at hvis børn ser fremstilling af mobning i Tvfiktion vil de selv begynde af mobbe?Om mobning skriver de i Kriterier for filmvurdering 2010 fra medierådet for børn og unge, side 27”Det er altså ikke temaet som sådan, der er skadeligt, men derimod fremstillingens mulige skræmmende karakter.”Jeg er bare interesseret på om jeres ønske om at stoppe programmet er underbygget med videnskabelig teori, forskning og undersøgelser, eller der blot er en følelse i har, at dette ikke er godt for børn.Venlig HilsenBuster BjörkmanBibliotekar Studerende. |
Fra: "Torben Klint"
Til: 'Buster Nykjær Björkman"
Sendt: Søndag 9. maj 2010 12.58
Hej Buster
Når et barn der går i specialklasse græder efter at have set ”Specialklassen” på TV fordi barnet føler sig personligt ramt af fremstillingen af specialklassebørn i serien så er det et faktum, det behøver man ikke en videnskabelig teori, forskning eller undersøgelser til at påvise – man kan bare kigge på barnet. Hvis barnet mister selvtillid – bliver bange for at være sammen med sine ”normale” kammerater – bliver bange for om de nu tror man er ligeså tosset som dem fra TV – som følge af de tanker der bliver sat i gang af et TV-program – så er det et faktum man må forholde sig til. Er der mange børn fra specialklassemiljøet der får denne ikke teoretiske men faktuelle følelse, efter at have set et børneprogram på TV er det relevant at spørge om det er en god ide at sende programmet på en børnekanal.
At børn der har behov for ekstra hjælp i skolen bliver kaldt ”Jeppe Ebbe” og bliver drillet med elementer fra serien er desværre også et faktum.
Jeg ved ikke hvor udbredt det er at serien har påvirket specialklassebørn, men ved at åbne hjemmeside om emnet er der kommet en overraskende stor mængde udsagn der går på at specialklassebørn er blevet kede af det eller er blevet moppet . 4% af alle skolebørn går i sådanne klasser og jeg formoder at kun en ganske lille brøkdel af dem, deres forældre eller deres lærere har set denne side.
DR skriver selv om serien:
”Hele spørgsmålet om hvordan vi tackler de udfordringer som specialklasse-elever står over for er svært og tabubelagt.
Derfor bruger vi komedien til at tage fat på et hjørne af emnet. Det er vores erfaring, at netop ved at fortælle med humor,
er det muligt at få børn til at lytte til emner, som ellers er tunge at beskæftige sig med. Det er bestemt ikke hensigten at
give skyts til mobning, men tværtimod, i fiktionens skikkelse, at skildre hvordan det føles at være ved siden af det normale
og her i gennem opnå en forståelse for, hvordan det er at være uden for normen.”
Der er en stærk modsætning mellem de fakta der er kommet frem via hjemmesiden og DR´s teoretiske intentioner med serien. Man kan sige at de fakta der nu er kommet frem tyder på at serien virker stik mod hensigten. Det er derfor relevant at spørge DR om deres programudvikling i dette tilfælde er underbygget med videnskabelig teori, forskning og undersøgelser der kan understøtte teorien om at en komedie serie som denne kan opfylde intentionerne. Det er der ikke noget i de argumenter DR foreløbig har lagt frem der tyder på.
Jeg vil ikke kalde det mediepanik – men nødvendig kritisk stillingtagen til verden omkring os.
Med venlig hilsen
Torben Klint
40 32 35 36
Hej Center.
Tak for jeres bog KNOLDESPARKEREN, FLOTTENHEIMEREN OG GLATNAKKEN.
Rigtig herlig klasseteori, som jeg glæder mig at bruge til i en kommende opgave.
Jeg ved godt det er en bog der sigter bredt i dens formidling, altså som populær faglitteratur. Men som den bibliotekar studerende jeg er, mangler jeg en litteratur liste. I referere i jeres værk til forfattere/ filosoffer, men jeg kunne godt tænke mig at vide hvilke værker i bygger på.
Med venlige hilsner
Buster Björkman
Feb 03, 2010 fra CVA
Kære Buster Björkman,
Tak for din henvendelse. Du har ret i, at vi er noget tilbageholdende med de eksplicitte referencer i bogen. Det skyldes som du også nævner, at bogen falder indenfor den populære faglitteraturs område. Det skyldes nok også til en vis grad, at vi er fire forfattere bag bogen som, selvom vi har en del fællesinteresser indenfor filosofien og den politiske teori, også har visse forskelle. Når vi så i bogen har forsøgt at bringe disse forskellige tilgange sammen, giver det en lidt særegen bog og teori:-)
Jeg vil nu alligevel forsøge at give en slags kommenteret litteraturliste:
...................
Selve tilgangen - at lave sociologi ved hjælp af skældsord - er i høj grad vores egen opfindelse. Men det med at angribe "lavkulturelle" fænomener med højtravende (psykoanalytiske) teorier er i høj grad inspireret af Slavoj Zizek. Man kan læse hans "Everything you always wanted to know about Lacan, but was afraid to ask Hitchcock," men jeg vil ikke direkte kalde det en reference.
Kirkegaard-citatet (s. 10) findes i Søren Kierkegaard, Gjentagelsen.
Selve problematikken omkring samfundsklasserne og antagonismerne refererer til Karl Marx. Dog ikke noget specielt værk af ham.
- Lacan er en af hovedinspirationerne. Igen refererer vi ikke til et bestemt værk, men en rimelig sikker reference er hans Seminar XI: "PSykoanalysens fire grundbegreber". Den findes på dansk. Heri taler Lacan f.eks. om 'det ubevidste' som noget før-ontologisk. (Vi siger noget lignende om flokken i kapitel 3.) I denne bog finder man også bla. Lacans skelnen mellem 'realiteten' og 'det Reelle'.
- Flere elementer fra både klasseskemaet og kapitlet "Flokken og folket" er taget fra artiklen "Subjektets subversion" i LAcan's Écrits. Den findes i dansk udgave i artikelsamlingen: "Det ubevidste sprog - psykoanalytiske skrifter", Rhodos 1973. (Ideen om, at vi allesammen har en lille smule Knoldesparker i os, kommer bla. herfra.) En anden vigtig artikel fra samme Écrits er den om "Spejlstadiet.
Benedict Andersons, "Forestillede fællesskaber" er en reference, men ikke en vigtig én af slagsen.
Filosoffen Giorgio Agamben og hans bog "Homo Sacer" er i en vis grad inspirationskilde til begrebet om Røvbananen.
Der refereres også til Freuds essay "Det uhyggelige." Ligesom der i øvrigt refereres til hans bog "Drømmetydning"
Louis Althusser og hans bog "De ideologiske statsapparater" refereres i kapitel 3.
Kapitel 4.
I Kapitel 4 refereres der til Slavoj Zizek, The Ticklish Subject.
Der refereres også til Sørensen, Meyer og Petersens 'Oprør fra midten'.
Kapitel 5.
Francis Fukuyamas "The end of history and the last man" nævnes (men jeg tror ikke nogen af os har læst hans bog)
Alain Badiou refereres. Der er særligt tale om bøgerne "Being and Event" og "Etikken" (der findes på dansk, oversat af Brian Benjamin)
Desuden refereres til Rune Lykkebergs "Kampen om Sandhederne."
Og til Jacques Rancieres "Hatred of Democracy". (Lidt mindre eksplicit trækkes der også en hel del på hans bog "Disagreement")
Og til Pierre Bourdieus "Fjernsynet og journalistikkens magt".
...............
Altså:
Kierkegaard, Gentagelsen
Lacan: Psykoanalysens fire grundbegreber
Ècrits
Marx:...
Benedict Anderson: Forestillede fællesskaber
Giorgio Agamben: Homo Sacer
Sigmund Freud: Det Uhyggelige
Drømmetydning
Louis Althusser: De ideologiske statsapparater
Slavoj Zizek: The Ticklish Subject
Sørensen, Meyer og Petersen: Oprør fra midten
Francis Fukuyama: The end of history and the last man
Alain Badiou: Being and Event.
Etikken
Rune Lykkeberg: Kampen om Sandhederne
Jacques Ranciere: Hatred of Democracy
Disagreement
Pierre Bourdieus: Fjernsynet og journalistikkens magt
.....................
Det var en lidt rodet liste, men jeg håber det i det mindste kunne hjælpe en smule.
Held og lykke med opgaven!
Venlig hilsen
Kasper Porsgaard
- på vegne af CVA
Ingen kommentarer:
Send en kommentar