fredag den 29. oktober 2010

Undersøgelse af informationssøgeadfærd



her er første del, eller opgave 1 ud af 3 i faget Brugeradfærd og interaktive informationsrum på 5.sem,








Opgave 1: Undersøgelse af informationssøgeadfærd
I opgave 1 vil jeg afdække respondentens informationssøgeadfærd.
Ifølge opgaveformuleringen skal jeg interviewe, lave en fremstilling af resultaterne, samt perspektivere resultaterne i forhold til relevante teorier.
Interviewmetode
Jeg vælger, at lave et mailspørgeskema. Dette har en række fordele og ulemper, set i forhold til et fysisk interview. Af fordele kan nævnes, at det er hurtigt, jeg får svarene nedskrevet, og i dette tilfælde kort formuleret. Derudover har spørgeskemaundersøgelser en klar fordel i en kvantitativ undersøgelse med mange respondenter.
Af ulemper kan nævnes, at jeg ikke har mulighed for at aflæse kropssprog, diktion, pauser osv., som kan indikere hvorledes respondenten reagerer. Samtidig kan jeg ikke komme med opklarende spørgsmål, hvis svaret er mudret. En ideel situation, vil være først, at give min respondent spørgeskemaet, for derefter personligt at interviewe, hvilket sandsynligvis afdækker usikkerhedsperspektiver og give større indsigt i søgeadfærden.
Tanker inden spørgeskemaundersøgelsen
I udformningen af spørgsmålene har jeg, ud over at afdække informationsadfærd, Kulthau´s model[1], Information search process i tankerne, samt konvergent/divergent paradigmet[2].
Kulthau´s model er velegnet, fordi den ser procesorienteret på søgeadfærden i de forskellige faser af en opgaveskrivning, hvilket passer med egne erfaringer med akademisk projektarbejde. Den ser også på de affektive perspektiver i en søgeproces.
Spørgsmål og svar[3]
Jeg spørger til opgavens problemstilling og hvorfor respondenten har valgt denne.
Respondenten har skrevet i faget, Informationskompetence og har valgt problemformulering ud fra et tema i undervisningen, og egen interesse. Det er opklarende spørgsmål til, at komme ind på hvilken optik min respondent er i, men samtidig afklarende for indledende søgeadfærd,
der svarer meget godt til Kulthau´s stage 1 & 2; task initiation, og task selektion[4]. Altså forberedelse af emnevalg og valget af emne. På stage 1 er en handling (Action) at snakke med andre. Dette tolker jeg også som at snakke med, eller høre en underviser, der gennemgår pensum. På stage 2 er en tanke (thought) også at afstemme emne i forhold til personlig interesse, hvilket min respondent gør.
Næste spørgsmål er, hvordan søgning om emnet/problemstillingen, rent faktisk foregik. Altså hvilke baser, fysiske biblioteker respondenten brugte. Målet med dette spørgsmål er, at forsøge at se om respondentens søgning var konvergent eller divergent, samt om jeg kan dechifrere søgningen i de forskellige stages, Kulthau opererer med. Min respondent svarer, at han tidligere har skrevet opgave om emnet og derfor havde et forudkendskab til, hvilke materialer han skulle opsøge på sit lokale bibliotek. Altså her i stage 1, under tanker, relaterer han til tidligere erfaringer og tanker. Her viser respondenten et forudkendskab, hvilket man kan betegne som en hermeneutisk forforståelse af emnet/teorien, der sandsynligvis også har en affektiv indvirkning på valget. Forudkendskab kan ud fra hypoteser om søgestrategi i købssituationer, antage to ret forskellige former. Dels gør et forudkendskab til en varegruppe (emne), at forbrugeren kan foretage en mere kvalificeret søgning, da hun allerede er inde i problemstillingen, og dels kan et forudkendskab reducere motivationen til yderlige søgning, ud over det i forvejen kendte[5]. Jeg kan forholde mig til begge hypoteser og finder ikke anledning til, at antage hvilken vinkel, respondenten har valgt. Praksis ligger nok et sted imellem de to hypoteser. Ikke desto mindre er forudkendskab en vigtigt faktor i søgeadfærden, hvilket eksempelvis ikke synes underbygget af Kulthaus model. Forudkendskab kan bedre ses som et udtryk for teorien, Priciple of least effort[6], hvor man opsøger/bruger den viden der ligger lige for, hvilket vel også indebærer den viden man har i forvejen.
Jeg spørger om respondentens søgeadfærd ændrede sig under opgaveperioden. Netop en af de gode ting ved Kulthaus model er, at den ser på både tanker, følelser, handling og strategi[7], i hvert enkelt stage af informationsadfærden. Derfor håbede jeg at, hvad end respondenten svarede ved, at beskrive en ændring i handling eller følelser, at kunne sætte det ind på et bestemt stage. Jeg laver imidlertid en procedurefejl i spørgeskemaet. Jeg spørger uden at bruge et hv-spørgsmål og får svaret; Nej, respondenten har ikke ændret adfærd i opgaveperioden.
Omkring konvergent/divergent paradigmet kan man sige, at respondenten søger konvergent efter kendte dokumenter. I spørgsmålet om hvorledes hans søgning er struktureret, svarer han senere,
”Jeg starter ofte konvergent og ofte notere jeg hvilket sted det står på biblioteket og derefter ”græsser” jeg omkring de steder jeg har fundet bøger for at se om der er noget, som jeg ikke har tænkt på”[8]. Altså starter han konvergent, søgning efter known items, for derefter at have en mere eksplorativ adfærd ved græsning. Dette stemmer godt overens med Björneborns samspil mellem konvergent og divergent informationssøgeadfærd, der komplementerer hinanden[9]. En anden beskrivelse af adfærden er at det er en area scanning[10], en græsning eller scanning af et specifikt emneinddelt område, i dette tilfælde på et fysisk bibliotek, en divergent adfærd (græsning) inden for et konvergent område (dokumenter opstillet efter klassifikations system, emneord).
Det affektive
Her har respondenten ”ikke umiddelbart” noget svar når jeg spørger direkte til de affektive dimensioner, udover at jeg formoder, at det at opsøge known items er et affektivt træk.
Jeg kunne have analyseret respondentens personlighed ud fra en personlighedstest, beskrevet af Pors´ artikel om Personlighed og informationsadfærd[11]. Og jeg kunne have set om der er en sammenhæng mellem respondentens brug af forudkendt viden, og om han havde en høj score på emotionel stabilitet, der kan medfører en tendens til en ikke åben informationssøgning[12].
De svar på spørgeskemaet, der er bedst anvendelige i forhold til overordnet beskrive respondentens søgeadfærd, er at han søgte konvergent efter known items og søgte divergent i afgrænsede informationsrum.
For at illustrere respondentens græssende søgeadfærd specifikt, har jeg lavet en parafrase over Björneborns figur 1 og 2[13], for at beskrive, det jeg ser som to forskellige former for serendipitet, hvormed jeg konkluderer at respondentens søgeadfærd bedst beskrives af venstre cirkels
Konvergent serendipitet.
Serendipitet i lukket og åbent informationsrum
Ved græssende søgning i lukket og velordnet interesserum af emnet A(f.eks. del af bibliotek afgrænset af emneord), kan man søge efter known item Aa, men tilfældigt finde Ab. Dette betegner jeg konvergent serendipitet.(Aa og Ab har emnemæssig relation, men Aa kan ikke erstatte Ab)
Ved græssende søgning af åbne eller rodede interesserum (f.eks. hele det fysiske bibliotek, rod i opstilling etc.), kan man ved søgning efter Aa eller systematisk græsning, tilfældigt finde Bc. Divergent serendepitet.
Litteraturliste
Bates, Marcia J. (2005) Berrypicking. In Fisher et al. (2005) Theories of information behavior: A researcher's guide. Medford, NJ: Information Today
Bates, Marcia J. (1989) The design of browsing and berrypicking techniques for the online search interface. Graduate School of Library and Information Science University of California at Los Angeles. lokaliseret den 28.sep 2010 på http://gseis.ucla.edu/faculty/bates/berrypicking.html
Björneborn, Lennart (2008) Serendipitetsfaktorer og brugeradfærd på det fysiske bibliotek. In Dansk Biblioteksforskning årg. 4, nr. 2, 2008.
Case, D.O. (2007). Looking for information: A survey of research on information seeking, needs and behavior. 2.ed. Amsterdam: Academic Press
Kuhlthau, Carol Collier (2005) Kulthau´s Information Search Process. In Fisher et al. (2005) Theories of information behavior: A researcher's guide. Medford, NJ: Information Today
Kuhlthau's Model of the Stages of the Information Process. Humboldt State University Library
Narasimhan Srinivasan, Jagdish Agrawal (1988), "The relationship between prior knowledge and external search. In Advances in Consumer Research Volume 15, eds. Micheal J. Houston, Provo, UT : Association for Consumer Research, Pages: 27-31.
Pors, Niels Ole(2008) Personlighed og informationsadfærd
En introduktion til et forskningsområde. Dansk Biblioteksforskning årg. 4, nr. 2, 2008.
lokaliseret den 28. sep 2010 på http://www2.db.dk/dbf/2008/nr2/pors.pdf
bilag 1
Mail Spørgsmål til Daniel om informationssøgningsadfærd ved opgave på 4.sem.
Spørgsmål 1:
Hvor gammel er du?
24
Spørgsmål 2:
I hvilket fag og hvilket emne/problemstilling har du skrevet opgave på 4. sem?
Informationskompetence – Problemformulering: Kan man anvende Lloyds begreb informationspraksis på et fælleskab, som sammen spiller strategispil, og kan man i denne kontekst definere en særlig spilkompetence?
Spørgsmål 3:
Kan du kort beskrive hvordan du besluttede dig for dit emne/problemstilling til opgaven?
Ideen kom fra undervisningen omkring digitale kompetencer, og jeg kunne se en måde, hvorpå mine egne interesser kunne komme indover.
Spørgsmål 4:
Hvordan søgte du information om emnet/problemstillingen?
(Eksempelvis: Fysisk bibliotek, Biblioteksbaser, Databaser, personer, googlesøgninger.)
Har tidligere skrevet opgave omkring computerspil og har derfor kendskab til en række forskere inden for området, så tidligt kunne jeg gå på det lokale bibliotek og finde de bøger jeg skulle bruge. Udover det besøgte jeg biblioteket på IVA og ”græssede” reolen med nye bøger og derefter fandt jeg (med lidt hjælp fra bibliotekarene) en reol med de bøger jeg søgte, som omhandlede fællesskaber på internettet.
Spørgsmål 5: ændrede din søgeadfærd sig i løbet af opgaveperioden, hvis ja kan du identificere hvilken søgeadfærd, der var mest markant i henholdsvis:
1. valg af emne/problemstilling. nej
2. indsamling af dokumenter om valgte emne/ problemstilling. nej
3.sidste del af opgaveperioden (her tænkes på skriveperioden, yderlige informationssikring til at verificere eller falsificere evt. teser og konklusioner). nej
Spørgsmål 6:
Når du tænker på al den information du har samlet til at løse opgaven på 4.sem, hvor meget af den fik du ren faktisk brugt: (angiv gerne et tal, ex 1/10 del eller 10%)
Litterattur fra undervisningen brugte jeg 3 tekster og af det indsamlede litteratur fik jeg nok brugt 80% af bøgerne.
Spørgsmål 7:
Hvis du ser på din søgning, hvor struktureret vil du så beskrive den, eventuelt ved hjælp af begreberne, konvergent og divergent?
Konvergent søgning er den målrettet, rationel, fokuseret.
Divergent søgning er den eksplorativ, intuitiv, impulsive
Jeg starter ofte konvergent og ofte notere jeg hvilket sted det står på biblioteket og derefter ”græsser” jeg omkring de steder jeg har fundet bøger for at se om der er noget, som jeg ikke har tænkt på.
Spørgsmål 8:
Hvordan og hvornår konkluderede du, nu havde du nok litteratur/dokumenter til din opgave?
En del af litteraturen var alt hvad jeg kunne finde på biblioteket og som jeg havde brugt før, så jeg havde en god fornemmelse, hvor meget af det jeg kunne bruge. Udover det så skød jeg langt over resten og havde 3 bøger om fællesskaber på internettet, hvoraf jeg kun brugte den ene.
Spørgsmål 9:
Det affektive i søgeprocessen.
For at identificere hvorledes det affektive spiller ind i søgningen vil jeg her kommer med nogle spørgsmål:
9a:På en skala fra 1-10 Hvordan vil du beskrive dig selv som informationssøger? (1.dårlig --- 10. ekspert) 8
9b:Har du nogen foretrukne databaser ved informationssøgning til denne type opgaver?
(google, bibliotek.dk, IVAs Bibliotek, etc.) danbib, IVAs bibliotek
9c: havde du noget forud kendskab, eller en specifik ynglings teoretiker du vidste du ville bruge i opgaven? Har brugt adskillige computerspilsforskere fra en tidligere opgave.
9d: har du yderlige kommentarer til det affektive i din søgeproces? Ikke umiddelbart
1000 tak for hjælpen.
Humboldt State University Library Kuhlthau's Model of the Stages of the Information Process
Stage 1 -- Task Initiation
Task
Thoughts
Feelings
Actions
Strategies
To prepare for the decision of selecting a topic
Contemplating assignment
Comprehending Task
Relating prior experience and learning
Considering possible topics
Apprehension at work ahead
Uncertainty
Talking with others
Browsing the Library
Brainstorming
Discussing
Contemplating possible topics
Tolerating uncertainty
Stage 2 -- Topic Selection
Task
Thoughts
Feelings
Actions
Strategies
To decide on topic for
research
Weighing topics against criteria of personal interest, project requirements, information available, and time allotted
Predicting outcome of possible choices
Choosing topic with potential for success
Confusion
Sometimes Anxiety
Brief elation after selection
Anticipation of prospective task
Consulting with informal mediators
Making preliminary search of library
Using reference collection
Discussing possible topics
Predicting outcome of choices
Using general sources for overview of possible topics
Stage 3 -- Prefocus Exploration
Task
Thoughts
Feelings
Actions
Strategies
To investigate information with the intent of finding a focus
Becoming informed about general topic
Seeking focus in information on general topic
Identifying several possible focuses
Inability to express precise information needed
Confusion
Doubt
Sometimes threat
Uncertainty
Locating relevant information
Reading to become informed
Taking notes on facts and ideas
Making bibliographic citations
Reading to learn about topic Tolerating inconsistency and incompatibility of information encountered
Intentionally seeking possible focuses
Listing descriptors
Stage 4 -- Focus Formulation
Task
Thoughts
Feelings
Actions
Strategies
To formulate a focus from the information encountered
Predicting outcome of possible foci
Using criteria of personal interest, requirements of assignment, availability of materials, and time allotted
Identifying ideas in information from which to formulate focus
Sometimes characterized by a sudden moment of insight
Optimism
Confidence in ability to complete task
Reading notes for themes
Making a survey of notes
Listing possible foci
Choosing a particular focus while discarding others, or
Combining several themes to form one focus
Stage 5 -- Information Collection
Task
Thoughts
Feelings
Actions
Strategies
To gather information that defines, extends and supports the focus
Seeking information to support focus
Defining and extending focus through information
Gathering pertinent information
Organizing information in notes
Realization of extensive work to be done
Confidence in ability to complete task
Increased interest
Using library collect pertinent information
Requesting specific sources from librarian
Taking detailed notes with bibliographic citations
Using descriptors to search out pertinent information
Making comprehensive search of various types of materials, i.e., reference, periodicals, nonfiction, and biography
Using indexes
Requesting assistance of librarian
Stage 6 -- Search Closure
Task
Thoughts
Feelings
Actions
Strategies
To conclude search for information
Identifying need for any additional information
Considering time limit
Diminishing relevance
Increasing redundancy
Exhausting resources
Sense of relief
Sometimes satisfaction
Sometimes disappointment
Rechecking sources for information initially overlooked
Confirming information and bibliographic citations
Returning to library to make summary search
Keeping books until completion of writing to recheck information
Kuhlthau, Carol C. Seeking Meaning: A Process Approach to Library and Information Services. Norwood, N.J.: Ablex Publishing Corp., 1993, pp.45-51 [Used with permission of the Author]

[1] Kuhlthau (2005) In Fisher et al. 2005. s231
[2] Björneborn (2008) s45
[3] Spørgeskema er vedlagt som bilag1
[4] Kuhlthau´s model som bilag2
[5] Narasimhan Srinivasan (1988)
[6] Case (2007) s151
[7] Kuhlthau (2005) In Fisher et al. s231
[8] Spørgeskema som bilag1
[9] Björneborn (2008) s43
[10] Bates (2005) In Fisher et al. 2005. s61 og Bates(1989)
[11] Pors (2008)
[12] Pors (2008) s14
[13] Björneborn (2008) s46

spørgeskema

I forbindelse med en opgave på IVA- Det Informationsvidenskabelige akademi, (herligt mundret navn) har jeg lavet et spørgeskema...
Så hvis du er frisk ¨-tak-- det kører til den 10 november 2010.

søndag den 15. august 2010

If It's Not Broken, Don't Fix It!

Til
Hans Christian Nielsen
Studieadministrationen


If It's Not Broken,
Don't Fix It!

Det er med stor undren og ærgrelse at læse at vores hold 4
skal nedlægges.

Vi mener selv at vi både socialt og i undervisningen fungerer
særdeles godt og er et af de hold hvor det er færrest der er faldet fra. Vores hold vandt prisen for bedste rus-hold, og vi mener selv, at dette har vist sig rigtigt i disse 2 år på studiet, som vi har delt sammen.

At have et grundhold på studiet er særdeles vigtigt, det
giver stabilitet og et kendt og trygt miljø, så fokus kan være på
undervisningen. I det hele taget en Team Spirit "Vi klarer dette studie
sammen".

Vi forstår at det er en ren administrativ beslutning at lukke hold 4 fordi vi er det "sidste"
hold på listen Det er ikke engang baseret på antal studerende eller anden
saglig grund.

Det vil være ærgerligt at skulle starte på 5. semester uden den opbakning der ligger i at være i disse rammer, og dette vil skade vores glæde ved at gå på det informationsvidenskabelige akademi.


Vi ønsker derfor at denne nedlæggelse trækkes tilbage og vi
kan forsætte sammen som hold 4.



Denne skrivelse er underskrevet af

mandag den 21. juni 2010

Hvad skal vi med Medierådets aldersklassifikation af film?

Opgave af Buster Nykjær Björkman

Titel: Hvad skal vi med Medierådets aldersklassifikation af film?

Projektarbejde

Fag: Børnekultur og børns kultur

Vejleder: Tove Roed

4. Semester 2010

Antal ord: 6966

Det Informationsvidenskabelige Akademi

Abstract

Denne opgave i Børnekultur og børns kultur omhandler filmcensur for børn.

Jeg vil se nærmere på hvorledes kriterierne for vurdering af film, italesættes såvel historisk set som nutidigt, nærmere bestemt om de bygger på formodninger, følelser og moral, eller på forskningsresultater.

Desuden vil jeg komme ind på begrebet mediepanik, og på hvorledes et ønske om disciplinering af barndommen og aldersperspektivet gør sig gældende for censurkriterierne. Derudover vil jeg se nærmere på Medierådets virke i dag, hvor man, trods et videnskabeligt funderet virke, stadig har negative skadesvirkninger frem for positive aldersanbefaling i tankerne, i vurdering af film. Slutteligt anbefaler jeg Medierådet, at lade sig inspirere af folkebiblioteksområdets materialevurdering, hvor perspektivet netop er anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau.

Indledning

Nutidens forbrugere af kultur, børn som voksne, har mange medier at vælge i mellem. Om man er til at lytte til musik, læse litteratur, spille spil eller se film, så er der endnu et valg, der handler om på hvilken platform man ønsker, at konsumere kultur. Når man ser nærmere på filmen, så er platformsmulighederne ekspanderet i de seneste år.

”Film skal ses i biografen”, hed det i filmanmelder programmet Bogart, hvilket må siges, at stemme meget lidt overens med folks brug af film i dag, set i lyset af videoens indtog i familien Danmarks hjem i midt 80´erne, over til film på computeren og håndholdte enheder som telefoner, der er streemet over nettet.

I dag kan enhver med en netadgang få informationer i tekst, lyd, billeder og film af stort set enhver art. Børn tager de nye medier legende til sig, og bliver som digitale indfødte gode til, at bruge mediernes frie muligheder. Hvor børnene færdes frit på nettet, mødes de til gengæld af forbud fra statens censorer, Medierådet, hvis de skulle ønske at betale for en filmoplevelse i biografen som de af ikke er fundet aldersegnet til.

Er Medierådets vurdering af film blevet overhalet af medieudviklingen, når film ikke er længere end et museklik væk? Hvordan kan det være, at det lige netop er de levede billeder der aldersvurderes for? Er filmen et medie, hvor mediepanikken ikke har aftaget?

Disse er nogle af de spørgsmål jeg vil prøve, at finde svar på i opgaven.

Problemformulering, teori og metode

Problemformulering

Jeg vil se på hvorledes og med hvilken argumentation italesættelsen af skadelighedskriterierne af film er for børn, set i et historisk og nutidigt perspektiv. Jeg vil se om disse skadelighedskriterier bygger på følelser, etik og moral, på hvad børn ikke kan tåle og hvad de tager skade af, samt om argumentationen herfor rent retorisk bygger på patos, uden videnskabelig hjemmel og rygdækning, eller om de bygger på saglig argumentation ud fra evidens og forskningsresultater i en god videnskabelig tradition med brug af logos.

Bygger censur af film for børn på følelser eller fakta?

Teori

Jeg vil gøre brug af Leif Becker Jensens teori om patos og logos fra bogen, Fra patos til logos (2004), hvor hans påstand om de to begreber ses knyttet til den videnskabelige traditions fremstillingsform. Begreberne patos, ses her som det følelsesbårne udsagn og logos, om det fornuft bårne udsagt og kan ses som modsætningen mellem det rationelle og det irrationelle. Selv om der i Becker Jensens optik ikke bør være et enten eller, mellem patos og logos i videnskabelig fremstilling[1], vil jeg bruge begreberne til at angive udsagn der brugt i filmcensur debatten, som værende båret af enten evident forskning, logos eller følelses postulater patos.

Til at anskue hvorledes italesættelsen af filmcensur for børn er og har været – set i forhold til tidens børnsyn og hvorledes magten og disciplineringen af børn viser sig i filmcensuren, samt til at se hvem der har, eller tager definitionsretten, som taler på børnenes vegne. I denne forbindelse vil jeg trække på Foucaults magtteorier, om magt i et diskursivt perspektiv, hvor magtforholdene er selve interaktionen og relationen, og ikke som værende fastlåst i en institution eller et lovgivningsapparat[2].

Metode

Jeg vil gennemgå filmcensurens historiske udvikling, fra det lokale initiativ til etableringen af det landsdækkende, Statens Filmcensur. Her vil jeg især gøre brug af Ning De Coninck-Smith og Ebbe Villadsens historiske fremstillinger. Herefter vil jeg komme ind på aldersbegrebets betydning, magtanvendelse ved italesættelse af barndommen, filmen set i en mediepanik-diskurs, samt udviklingen af Statens filmcensur frem til dens afløser Medierådet. Angående Medierådet vil jeg se på, om det er på baggrund af professionalisme og videnskabelige evidens, eller følelse og moral, man vurderer skadesvirkninger ud fra. Slutteligt ser jeg på Medierådets relevans for filmmediet i det senmoderne samfund.

Filmcensur - fra lokal forankring til institutionalisering

Filmen er et medie, der kommer frem i industrialiseringen. Et medie, der fra sin start i Danmark i 1896, hurtigt bliver populært og folkeligt. En af de driftige filmpionerer i Danmark er tidligere markedsgøgler Ole Olsen, som i 1906 opretter Nordisk Film, og som kan tilskrives filmcensurens indførsel i 1907. Dette skyldes den foromtale som filmen Løvejagten får i pressen og den forargelse det vækker, at der skal skydes to løver[3]. På baggrund heraf reagerer justitsminister Alberti nemlig med en bekendtgørelse om, at indføre filmcensuren[4].

Bekendtgørelsen som rettere er en biografcensur for hovedstadsområdet indføres den 29.6.1907 og forbyder film:

”Der enten maa karakteriseres som anstødelige i sædelig Henseende, eller ved den maade, hvorpaa Udførelsen af Forbrydelser gengives, eller i øvrigt ved deres Beskaffenhed ere egnede til at virke demoraliserende paa tilskuerne og navnlig paa den i Reglen talrigt til Stede værende Ungdom”[5].

I dette kategoriseres indholdet i film som skulle forbydes som værende stødende for sædeligheden, altså dækkende over erotik, som man kan forestille sig som førægteskabelig omgang, utroskab og deslige, samt forbrydelser, her sandsynligvis bundende i en angst for Copycat fænomenet, man skulle ikke få gode ideer til forbrydelser.

”Det er ikke saa sjældent, at Politiet ved Anholdelse af unge Forbrydere har faaet den Tilstaaelse at de havde faaet Ideen til Forbrydelsen Fra en Forestilling Paa Biografteatret”[6].

Således citerer Coninck-Smith fra bogen Skolen, lærerne, eleverne og forældrene (2002), et kristent foreningsblad, Forældre og børn (1912).

I argumentationen for forbrydelser står, at det ikke er så sjældent, men hvor ofte er ikke sjældent? Her er ikke hjemmel i politirapporter, eller statistiske undersøgelser. Der er altså tale om en argumentation ud fra ren patos uden logos[7].

Man kan se at censuren navnlig skal beskytte ungdommen, men hvad der i bekendtgørelsen specifikt lægges i begrebet ungdom, er ikke tydeligt, idet der ikke er anført alder på ungdommen. Da der er tale om en beskrivelse til et generelt forbud for alle, er aldersbegrænsninger ikke vigtige.

Dog ser man altså her et forbud, der udover den almene befolknings velbefindende, i særdeleshed er møntet på ungdommen.

Den egentlige børnecensur på filmområdet starter ude i kommunerne i samspil mellem kommunalbestyrelserne og de pågældende skolekommissioner, i et mere eller mindre accepteret samarbejde med politimesteren, der på dette tidspunkt har bevillingsmyndighed for biografteateret.

Hovedårsagerne til indførselen af børnecensur bygger ifølge Coninck-Smith på et ønske fra lærerstanden om, at institutionalisere den biologiske alder og barndommen, i form af skolarisering, domesticering og infantilisering af børn[8].

Med den tiltagende urbanisering omkring århundredeskiftet kæmpes der fra skolen og lovgivningens side en kamp for hovedsageligt at lade børnene bruge deres tid i skoleregi. Samtidigt ses det af mange lærere som deres opgave at opdrage, ikke kun inden for almene skolefag, men også i forbindelse med hygiejne, manerer og i kampen mod børnearbejde som stjæler tid og kræfter fra proletariatets børn.

Magtbegrebet ses her tydeligt i alle afkroge af barnets hverdag, i de tilfælde hvor forældrene ikke er tilfredsstillende som opdragere. Og i tilfælde hvor udefrakommende fænomener som filmmediet synes skadeligt, så tager staten over, med initiativ fra skolelærere, med tiltag som overvågning, straf og forbud.

Det er derfor naturligt, at det er kommunelærer, A. Nicolaisen, der i august 1910 af Frederiksberg kommunalbestyrelse efter forslag af skolekommissionen udstyres med beføjelse til, at censurere film, samt give dem betegnelsen, ”forbudt for børn under 15 aar”, medmindre de godkendes til alle[9]. Altså indføres forhåndscensur.

Hvad er det så den arbejdsomme lærer Nicolaisen kikker efter og censurerer i filmende?

De ”vovede Nattescener, kvælningsscener, Kyssescener, Dueller og Knivkampe” bortklippes, mens en film, der er ”stærkt erotisk” eller film med ”skurkestreger, Svir og Sværm, Raaheder eller Apachedans” forbydes for børn under 15 år[10].

Man kan sige, at beskrivelsen af scener, der får saksen er mere specifik end de, der bliver børnecensureret. Forbudte scener dækker over to hovedtemaer; erotik og vold, hvorimod de, der forbydes for børn, er mangefacetterede. Her er, foruden erotik og vold, også forbrydelser i fokus. Man kan sige at de ”skadelige” fremstillinger, der skal censureres, i høj grad bygger på skøn fra censoren, hvilket Nicolaisen også vedkender sig. Dog ser han det som sin fremmeligste opgave, at komme ”spekulationsfilmen” til livs, altså film, der bevidst fremstiller slibrigheder, for slibrighedernes skyld[11].

Coninck-Smith pointerer at man, udover at frygte copycat forbrydelser, især frygter erotiske udskejelser. Det københavnske indremissionske byrådsmedlem lærerinde Blom, går så vidt som til at foreslå et forbud mod fuldstændigt mørke i biograferne[12]. Lærerinden er givetvis bange for hvad, der sker i biografmørket mellem unge drenge og piger.

Volden var, modsat i dag, en fuldstændig integreret del af mange børns hverdag, idet pryglestraffen levede i bedste velgående. Derfor var det heller ikke den voldelige film, der vakte mest opmærksomhed[13].

Med hensyn til spekulationsfilm, indarbejdede filmbranchen efterhånden en egen censur. I Nordisk Films vejledning til manuskriptforfattere fra 1911-12 hedder det, ”Forbrydelse, saasom Mord, Tyveri, Vekselfalsk o.l. maa absolut ikke vises, men kun antydes.”[14].

Det erotiske omtales ikke i vejledningen, til trods for de store censurproblemer inden for dette område, hvilket antageligt skyldes den store publikums appel[15]. Desuden er det disse sædelighedsdramaer med forbudte lidenskaber, som på dette tidspunkt er Nordisk Films hovedgenre, og en meget indbringende eksportvare[16].

Fra film- og biografbranchen er man træt af den store difference, man ser på censurområdet. Man ønsker i stedet en ensartet landsdækkende filmcensur[17]. Med til at tilskynde til en national forordning er også lærerstanden, som formodentlig ønskede at opnå censurretten, uden at politimyndigheden er ind over som den ellers er rundt om i landet. Dette vedtages med oprettelsen af Statens filmcensur i 1913[18].

Her ser man, at lærerne ønsker, at have magten til at disciplinere den gode kultur ud fra deres, i tiden, pædagogiske kompetencer. Det fremhæves at Lærer Nicolaisen, der også er en af de første nationale censorer, har et, på dette tidspunkt moderne syn på børns kompetencer og et børnekultursyn han beskriver med, ”Det sete afhænger af øjnene der ser. Børnene ser med barneøjne”[19]. Antageligvis er han inspireret af Child Study bevægelsen, der ser børn som sociale og kulturelle væsner med en egen ret[20]. Dette kan tolkes som at barnet i Nicolaisens børnekultursyn er tættere på begrebet ”beings” end ”Becommings[21]”, hvilket er set i forhold til samtidens kraftige disciplineringstankegang. Dog tyder det ikke på at han arbejdede ud fra et forskningsmæssigt grundlag, og det er altså, i hans optik, stadig et skøn af hvad børneøjne ser, hvilket igen er patos uden logos.

Den ensartede nationale censur betyder at man, ud over den fastsatte aldersgrænse på 16 år, må udligne de geografiske, klassemæssige og sociale forskelligheder i censur. Som beskrevet af den københavnske film og teatercensor Rosenberg,

”F.eks. kunne jeg tillade ”Afgrunden” med den meget debatterede Gauchodans i et stort Biografteater her inde paa Strøget, fordi jeg vidste at dets Publikum var voksne og dannede mennesker; men jeg maatte stryge Dansen, da denne Film gik ud til Forstædernes Biografteatere, der søges af Børn og Unge i den vanskelige Alder”[22].

Yderligere ”så virkede erotiske billeder ikke saa stærkt paa den 16-aarige biografvante Københavner som paa hans jævnaldrende paa Landet”[23], som Nicolaisen formulerer det.

Disse nationale udligninger betyder, at det er den mest sårbare, hvilket i denne optik må være proletariatbarnet fra landet, som var under 16 år, der skal skånes.

Aldersbegrebet – en biologisk eller social konstruktion, og

Magten til at disciplinere barnet

Et helt centralt perspektiv i filmcensuren må siges at være aldersgrænsen. For at danne sig en forståelse af denne, er det nødvendigt at se, hvorledes man kan karakterisere barndommen, for hvori skelner man mellem barn og voksen? Og hvordan kan dette vurderes?

Hvis barndommen kategoriseres på baggrund af alder og aldersskæl, kan man vel bare sætte censuren efter den. Ifølge Philippe Ariès lader det sig ikke gøre, idet han ser barndommen som en social konstruktion, der først opstod da den skriftlige kultur overtog den mundtlige og skolestrukturen voksede frem og adskilte børn fra voksne[24].

Barndommen er altså ikke en universel størrelse, men derimod en diskurs dannet af samtidens begrebsapparat for, hvad et barn er, og ved hvilken alder man kan sætte en grænsemarkør mellem barn og voksen.

Dette ærinde har også Coninck-Smidt i afsnittet ”Han undte børnene alt godt; men han vidste, at mange havde taget skade deraf.”[25], hvor hun prøver at forstå de mekanismer der, i 1913 var med til at sætte censuralderen til 16 år[26].

Den forståelsesramme hun anvender til at anskue aldersgrænser er samtidens, hvor lovgivning finder sted på baggrund af et aldersperspektiv. Der lovgives bl.a. om mindstealderen for fabriks- og børnearbejde, første gang i 1889 og sidenhen med flere revisioner[27]. Samtidig fører skolereformen fra 1903, med indførsel af mellemskolen, til et kontinuerligt skoleforløb fra folkeskole til gymnasium, hvilket indikerer i hvilken alder man er skoleelev – en periode i hvilken lærerne tager ansvar for, og kæmper for børnene og deres tid.

Når barnet når de 16 år vil det ofte befinde sig udenfor lærernes rækkevidde, idet dette, for manges vedkommende, er et tidspunkt i livet hvor man egenhændigt skal tjene til dagen og vejen. Med andre ord neutraliseres den biologiske alder på bekostning af en socialt konstrueret og historisk betinget aldersgrænse[28]. Skællet mellem barn og voksen, og hvad man kan tåle og ikke tåle at se, bliver et lovgivningsmæssigt spørgsmål, uden det udviklingspsykologiske perspektiv som Medierådet overordnet opererer ud fra i dag.

Magten anvendes til at forbyde adgang til filmens univers, og disciplinering af barnet og dets tid og udfoldelsesmuligheder udføres af lovgivningsapparatet, i stærk påskyndelse af lærerstanden.

Denne proces kan perspektiveres i en marxistisk magtforståelse, hvor der fra statsapparatet dikteres en aldersgrænse, i hvad man kan kalde et fastlåst top-down hierarki. Jeg finder det dog mere anvendeligt at bruge Foucaults forståelse af magtbegreb, som kommer til udtryk i, at magten er en flydende strategi der ikke er forankret i en institution eller i lovgivningsapparatet[29]. Det er altså ikke en magt der ejes, men en magt der udøves og derfor må analyseres ud fra den relation hvor magten er og indgår i[30].

At lærerstanden, i kampen om børnenes tid, støtter op om og opfordrer til filmcensurering ud fra antagelser og gisninger om skadesvirkninger, er netop et eksempel på Foucaults syn på magt der anskues positivt[31], i dens disciplineringen af barndommen.

Coninck-Smidts anvender citatet ”Han undte børnene alt godt; men han vidste, at mange havde taget skade deraf [32]” i overskriften til afsnittet om filmcensuren, hvilket både udtrykker en forståelse for børns lyst til at gå i biografen, og samtidig siger at magtudøvelse er en nødvendighed, for at skåne børn. Der er altså tale om magtanvendelse set positivt som lærerstandens forordning i forhold til børn, og samtidig kan citatet anskues som værende inden for en mediepanik-diskurs.

Statens filmcensurs virke og mediepanikkens tidsalder?

Hele diskussionen om filmens skadevirkninger som førte til oprettelsen af en statslig filmcensur instans, må siges at være et udtryk for mediepanik. Mediepanik er den offentlige debat, som ved fremkomsten af et nyt medie, menes skadeligt på børn og eller uudannede lavere sociale lag i samfundet. Kirsten Drotner stiller i Medier og kultur (1996), tre forhold der gør sig gældende når man taler om mediepanik; debattørerne, debatformen og debatmålene[33].

De debattører der er ivrigst, er autoriteterne inden for de etablerede medier eller magtsystemer. I kraft af deres position besidder disse definitionsretten, og som følge heraf ser de deres magtposition som truet. Af autoriteter kan nævnes lærere, bibliotekarer, (litteratur-) kritikere og litterater[34].

Debatformen er præget af følelser og ikke fornuft, hvilket synes at være i stik modstrid med debattørernes almene akademiske dannelse i videnskabelig formidling. Drotner går så langt som til at mene, at debattørerne overskrider den Habermaske borgerlige offentlighed, som er en arena for den fri og kritiske kommunikation[35]. ”Ingen tvivl, sikkert og formodentligt”[36], er termer der anvendes til, at underbygge argumentationen for films skadelighed. Disse termer, der ofte ytres af akademisk dannede, synes at være følelsesbetonede postulater, uden den nødvendige logos i argumentationen, hvis anvendelighed er at bibeholde magten og positionen i medielandskabet[37]. Mediepanik er, i følge Klaus Bruhn Jensen, et slet skjult generationens opgør[38], der opblusser når normskift og normopløsning er til stede og ses som truende mod den, af magten definerede dannelse og opdragelse[39].

Med Hollywoodfilmens fremkomst høres negative røster fra hele det politiske spektrum; de konservative ser med bekymring på tabet af dansk kultur og identitet, og de (kultur-) radikale, socialdemokraterne og socialisterne, finder folkets sociale og ideologiske bevidsthed truet[40]. Denne mediepanik blandt landets beslutningstagere vækkes i denne periode altså mere af filmenes indhold end af selve filmmediet, og derfor var der ikke den store politiske modstand for oprettelsen af Statens Filmcensur.

Lovgivningen på området revideres flere gange, og fra 1922 med en besætning af en justitsministeriel embedsmand, samt to andre censorer der stod for selve censuren. Udover førnævnte lærer, Nicolaisen er der censorer uden besiddelse af videre kvalifikationer i relation til film eller børn, eksempelvis den konservative politiker, John Christmas Møllers enke, Gertrud, der var censor fra 1949-68[41]. I dette tilfælde virker det som en honorær retrætepost, der viser med hvilken seriøsitet og professionalisme, eller mangel på samme, staten ønsker for Statens Filmcensur. Det bliver først i 1967, med udkastet til revision af lov om filmcensur, at det foreslås at der skal være censorer med pædagogisk eller psykologisk uddannelse[42].

I loven fra 1933 står, ”censuren må ikke godkende film, såfremt deres forevisning skønnes at kunne virke forrådende eller på anden måde moralsk nedbrydende”[43], og i 1938 blev et forbud mod film der kunne ”krænke ærbarhed”[44], tilføjet.

Hvilke værktøjer har Statens Filmcensur? De kan totalforbyde, forbyde til børn under 16 år eller påbyde fraklip. Især bliver påbuddet om fraklip benyttet, og accepteret af filmdistributører, navnlig hvis filmen derefter kan blive tilladt for alle[45].

Villadsen pointerer, at denne klipning, som synes at være en mindre hård foranstaltning, er en grov overtrædelse og krænkelse af instruktørens Droit Moral, krænkelse af ophavsmandens kunstneriske værk, og et bedrag af publikum[46].

Hvilke filmgenrer er der særligt fokus på? Det er især tre genrer, der er ofre for forbud og saks; westerns, gangsterfilm og gyserfilm. Som eksempel formår gyserklassikeren Frankenstein (1931) at blive forbudt i 1937, revurderet og ligeledes forbudt i 1958 og 1965[47]. Gys og vold er ilde set, hvorimod en vis form for erotik og nøgenhed, ikke giver anledning til censorens fraklik. På dette område er den danske censur liberal i forhold til andre lande[48].

Frem til slutningen af 50´erne, anser en stor del af den danske offentlighed filmen, som et moralsk problem og er på dette punkt i samklang med Staten Filmcensur. Fra starten af 60´erne begynder filmen at blive anerkendt som kunstnerisk genre.

Flere samtidige processer kan siges, at være skyld i dette brud på synet af film. Dels har vi fået det nye medie, fjernsynet som i løbet af 60´erne vinder indpas i mange danskeres hjem, hvormed biografen ikke længere har monopol på levende billeder, og hvormed en ny mediepanik opstår.

Desuden bringer strømninger fra den Franske nybølge, en nytænkende tilgang til filmsproget, hvor instruktørens personlige æstetik er betydningsbærende[49]. Instruktørens rolle i forhold til værket står stærkt, og auteurbegrebet introduceres med eksempelvis François Truffauts humanistiske film, Ung Flugt (1959) hvor det selvbiografiske barn som protagonist er fanget mellem forældrenes svigt og skolens disciplin[50]. Denne og andre nybølgefilm vinder genklang hos en ny generation af biografgængere og debattører, hvilket kan skyldes et højere uddannelsesniveau og en bredere mediekompetence, en generation der ydermere formår at nedbryde genreskel og samarbejde med tidligere ”modstandere” i mediepanikken, bl.a. litterater og filmskabere[51].

Rent lovgivningsmæssigt kan man sige, at der sker en gradvis ændring af statens syn på filmområdet, der går fra at behandle spørgsmål om tildeling af privilegerede biografbevillinger og inkassering af forlystelsesafgift (60 % af billetprisen fra 1946 til 1964) [52], til at ville støtte og fremme filmkunsten i Danmark. Dette tydeliggøres ved tre træk; en blåstempling af filmen som en kunstart, et medie der menes at kunne samle og integrere samfundet som folkeoplysende og dannende for vældfærdsstaten, samt statsmagtens tydelige medvirken i de fleste led i produktionen af film[53]. Denne udvikling påbegyndes ved oprettelsen af kulturministeriet i 1961, hvor der tages initiativ til revision af filmloven, som vedtages i 1964, for i 1972 at være yderligere gennemarbejdet[54]. Staten står således for uddannelse af instruktører på Statens Filmskole, støtte til manuskripter og gemmengående økonomisk støtte til produktion, distribution og fremvisning fra Dansk Filminstituts side[55], i de tilfælde hvor filmen lever op til statens definition på en god film. Dette kan sammenholdes lidt med den husmodel som Beth Juncker bruger, som er en model til at anskueliggøre aktørerne inden for børnebogsområdet i 70´erne. Her ser man et hus i 3 etager, nederst er adgangen til brugere, ved biblioteker og skoler, på 1. sal sidder konsulenter og forlæggere og øverst oppe er forfattere anbragt. Pointen med denne model er, at alle aktører tilhører den samme børnekulturelle diskurs, med samme akademiske baggrund som lærere og bibliotekarer[56]. På denne måde har de så at sige monopol på hvad der skal udgives og magt til at definere børnekultur. Husmodellen kan ikke bruges på samme måde på filmen, men tjener alligevel til at sætte perspektiv på staten som værende i alle led af filmen, lige fra manus til mødet med publikum.

Filmen bliver efterhånden ligesom bogen, fra især socialdemokratisk side, set som værende et betydningsfuldt kunstnerisk værktøj og dannelsesinstrument i opbygningen af velfærdsstaten[57]. I modsætning til børnebogen i 70´erne, som ikke kan klare sig alene på et kommercielt marked, men som er nødt til at have skolens og folkebiblioteks accept, er der publikum til den kommercielle (Hollywood) film. Derfor bliver Statens Filmcensurs rolle ikke udspillet ved filmloven af 1972, der blot tre år forinden har fået et ressourceområde mindre, nemlig voksencensuren. Denne ændring loven sker i marts 1969 og et par måneder senere afskaffes straffeloven for billedpornografi[58]. Dette giver fuldt fokus på børneområdet og Statens Filmcensur ansætter folk med pædagogisk og psykologisk viden i tidsbegrænsede stillinger[59].

Nye tider i distributionen af film kommer 1980´erne, idet videoen vinder indpas, som seriøs konkurrent til biografen som filmarena. Ikke længe efter, sker en liberalisering på tv-området, der fører til DRs monopolbrud, med oprettelsen af TV2 samt kabel- og satellit tv, som bliver alment tilgængelige. Denne eksplosion af medieudbud, kan ses som et brud med kulturpolitikken for public service i en dannende diskurs, idet der er tale om et sammenstød mellem kommercielle og offentlige mediers tilgang og interesser[60]. Man kan roligt sige, at den nye medieplatfom, videoen ikke bliver taget imod med kyshånd af folkebibliotekarer, der i 1982 afholder en konference med den lidet anerkendende titel ”Video: en trussel mod børnekulturen” [61]. En ny mediepanik er brudt ud.

I det hele taget kan man sige om mediepanik, at aktørerne i debatten, udover at tale ud fra følelsesbetonede postulater, oftest har skriftkulturen mod billedkulturen som omdrejningspunkt[62].

Neil Postman beskriver hvorledes billeder appellerer til vores følelser frem for fornuft[63], sådan som skriftsproget gør. Han mener, at vi med tillæring af skriftsproget bliver nødt til med tålmodighed, kendskab til sætningsopbygning, afsnit og sekvenser, at lære reglerne for logisk og retorisk tradition[64], der danner og gør at barnet ikke får kendskab til fremstillinger af emner det endnu ikke er modent til. Billeder derimod (i Postmans optik, TV) kræver ingen dannelse i forståelsen, hvilket bevirker, at der ikke sker en opdeling af publikum (børn kan godt se ting i tv, der er forbudt for børn), hvilket afstedkommer at barndommen forsvinder[65]. Denne tilgang taber dog efterhånden opbakning, og en anden tilgang til medieområdet etableres. Ved revisionen af filmloven i 1980 bliver kategorien, ”frarådes børn under 7 år” introduceret, hvilket peger i vejledende retning i stedet for forbud, og er et skridt mod 1997 loven[66]. Loven fra 1997 fører til oprettelse af Medierådet, og som de selv beskriver i deres første rapport, ”Nedlæg Statens Filmcensur - en forældet forbudsinstitution, men beskyt stadigvæk børnene med regler, der er bindende. Dette var der politisk bred enighed om, og Medierådet blev oprettet” [67].

Medierådet – vejledning frem for forbud?

Medierådet for Børn og Unge oprettes med filmloven af 12.03.1997, hvor hele filmområdet samles i en stor lovpakke. Hvori består da Medierådets arbejde? I §19 står at ”Kulturministeren nedsætter Medierådet for Børn og Unge, som skal vejlede forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn og unge.” [68].

Med dette kan man forledes til at tro, at der er tale om en institution der skal vurdere films kvalitet og egnethed i forhold til en given aldersgruppe, ligesom folkebiblioteket gør ved hjælp af lektørudtalelser – eller materialevurdering af biblioteksmateriale, hvor der gives en vurdering af og anbefaling for anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau[69].

Det er imidlertid ikke Medierådets ærinde, at vurdere og anbefale film i forhold til målgruppen. Som der står i vurderingsgrundlaget, Kriterier for filmvurdering 2010, så er ”fokus i vurdering af film (…) om filmen kan antages at være skadelig for børn. Medierådet (…) forholder sig ikke i vurderingerne til, om filmen er egnet til børn.”[70].

Film vurderes altså stadigvæk ud fra et negativt fortegn – de dømmes på om hvorvidt de indeholder scener ”der må antages at virke forrådende på børn og unge, navnlig ved at svække deres hæmninger overfor anvendelsen af vold.” [71]. Man ser på filmen ud fra skadelighedskriterier frem for at anbefale film i forhold til en given målgruppe.

Vi står altså stadig her i 2010 med en hierarkisk opdeling af medier.

Hvad angår bøger, så ser man på målgrupper, hvor man ved film ser på skadelighedskriterier. Dette illustrerer tydeligt magtforholdet til medievalg og mediehierarki. I 1997 ville 70 % af den voksne befolkning gerne beholde filmcensuren[72], hvilket tegner et billede af, at befolkningen er tilfredse med at lade Staten varetage en censurforanstaltning, med magt til at vurdere film. Kun 22 % synes om den vejledning, der blev indført med oprettelsen af Medierådet.

I et historisk perspektiv går nogle af de samme skadelighedskriterier igen fra 1907 – 90 år før 1997 loven.

I 1907 skulle der ses på om filmens ”Beskaffenhed ere egnede til at virke demoraliserende paa tilskuerne og navnlig paa den i Reglen talrigt til Stede værende Ungdom.”[73]. Jeg ser ”svække hæmninger” (1997 loven) og ”demoraliserende” (1907 loven) som udtryk, der begge beskriver tab af uskyld, fra hvilket barnet skal forskånes.

En anden måde at anskue disse udtryk, er at der er fundet en udvikling sted i det børnesyn film vurderes. I ”demoraliserende” kan da forstås, at film kan ødelægge den gængse moral. Kan man herved udlede, at man i 1907 var bange for at filmens demoraliserende effekt står i kontrast til den almene (kirkens og industrisamfundets) moral, hvor klasse, køn, seksualitet og aldersbestemte normer er gældende og determineret?

Med 1997 loven må hæmningerne ikke svækkes, og man kan foranlediges til at trække på Freuds fortrængninger af Libido, der er mere eller mindre sameksisterende med volden[74]. Uden at anvende Freuds teori al for tekstnært, medvirker Medierådets valg af fokus på hæmninger, til at illustrere at børnesynet nu er i en udviklingspsykologisk diskurs, hvor hjemmelen til filmvurdering findes i en videnskabelig tradition og ikke af angst for sædernes forfald.

I det følgende vil jeg se nærmere på det vurderingsgrundlag der ligger til grund for kriterierne for filmvurdering 2010, og i særdeleshed på Medierådets skadelighedskriterier.

Medierådet har valgt at opdele skadelighedskriterier i tre kategorier. 1. Forrådende, 2. Skræmmende og 3. Sex-skildringer på film[75], hvor det dog klart er den forrådende effekt, der synes at være mest fokus på.

Ved forrådende virkninger forstås, at man ved synet af vold på film, vænner sig hertil, hvorved man ikke længere reagerer følelsesmæssigt herpå, man desensibiliseres[76]. Hvis denne udledning er korrekt er det en ganske alvorlig sag at se film. Men er der videnskabeligt grundlag for denne antagelse eller udspringer den af følelser og angst for copycat fænomenet, som tidligere beskrevet?

”Det er vanskeligt at påvise en forrådende effekt,” [77], står der i rapporten, idet det er svært at løsrive og filtrere filmvolden fra andre forhold, i alle andre faktorer i barnets liv.

En del forskning af filmvold har laboratorieundersøgelser som forskningsmetode, og kritiseres for at være for langt væk fra almindelige hverdagssituationer, således at brugen af disse resultater er betænkelige[78]. Samtidig bidrager disse undersøgelser kun til resultater på korttids effekten hos barnet. I det hele taget er der, inden for forskning af medievold, ikke nogen klar konklusion om hvor vidt voldsfilm gør børn voldelige. I konklusionen i Kulturministeriets rapport, Medievold (1995) står, ”Som helhed synes de undersøgelser, der ligger til grund for denne sammenfatning, ikke at give belæg for, at voldsskildringer på levende billeder i sig selv kan afføde voldelig adfærd hos normalt fungerende børn.”[79].

Ydermere handler det, ifølge adjunkt ved IT-Universitetet, Simon Egenfeldt-Nielsen, om at forskerne grundlæggende har forskelligt børnesyn, og stiller spørgsmål med ønske om et givent svar. Inden for problematikken om vold og computerspil siger han, ”Hvis de vil, kan de påvise, hvad som helst[80]”.

Det tyder dog på, at forskere inden for medievold, driver seriøs forskning og at der ses på om deres teser er falsificerbare. Da det ikke kan påvises, at medievold gør børn voldelige eller ej, bliver lovgivningen skrevet på baggrund af denne tvivl. I Kriterier for filmvurdering 2010, gøres opmærksom på at faktorer som social belastning og kulturelle forhold gør børn særligt sårbare over for filmvold. ”Det er en vigtig, måske afgørende faktor”[81], skriver de.

Vi står altså stadig på et ståsted, hvor vi skal beskytte det sårbare barn mod filmens vold, et perspektiv, der lå til grund for den første nationale filmcensur, hvor de svageste i proletariatet skulle beskyttes.

Jeg antager at det er en vanskeligt at klassificere film ud fra børns sårbarhed. ”Tilladt for børn der ikke er socialt belastede” er ikke rigtig en gangbar kategori. Hele synet på barnets udvikling og kompetencer inkluderer Medierådet i alderens betydning, der refererer til barnets kognitive udvikling. Medierådet vurderer altså film på baggrund af det typiske barns udvikling, og på hvad der karakteriserer mange børn på et givent alderstrin[82].

Man skal altså beskytte det svageste barn ved hjælp af kategoriseringer af det typiske barn, hvilket virker som en vanskelig præmis at arbejde ud fra.

Dog viser det meget godt det spændingsfelt som Medierådet opererer i, mellem forskningsbaseret evidens og folkelige følelser, eller som Coninck-Smith beskriver i sin tiltrædelse i Medierådet, ”Udfordringen for Medierådet (…) bliver at nå frem til et sæt af begrundelser, som både tager højde for børn og unges mediekompetencer på den ene side - og samfundets forestillinger om moral og etik på den anden.”[83].

Der skal altså ideelt set, både advares ud fra en evident aldersvurdering, og vejledes i målgruppe vurdering, ud fra en folkelig moral.

Et eksempel på et sammenstød mellem udviklingspsykologisk forskning og folkelig moral ses i vurderingen af ungdomsfilmen, American Pie (1999), som er tilladt for alle. I vurderingen står at ”Filmen indeholder ingen skræmmende scener. Filmen indeholder flere scener med et erotisk indhold. På en humoristisk måde præsenteres tilskueren for nogle af de temaer, der optager mange unge. Medierådet vurderer ikke, at disse scener vil kunne skræmme børn, da scenerne ikke er pornografiske. Vi vil imidlertid gøre opmærksom på, at nogle af scenerne - ud fra en moralsk vurdering om hvornår børn og unge skal præsenteres for seksuelle temaer - kan virke anstødelige. Ud fra en målgruppevurdering er filmen således egnet for unge, selvom den ud fra en skadelighedsvurdering er "tilladt for alle".”[84].

Især er det i forbindelse med erotiske og seksuelle skildringer, at Medierådet synes at være nødsaget til at tage hensyn til folkestemningen.

I Kriterier for filmvurdering 2010 citeres betænkning om filmcensur fra 1967, hvor det lyder, at ”det ikke vil være samstemmende med den overvejende opfattelse i befolkningen, hvis man ved afgørelsen af om en film skal tillades vist for børn, undlader at tage hensyn til filmens erotiske og seksuelle indhold.” [85].

I sidste ende er det dog skadesvirkningskriteriet, der gør udslaget i aldersvurderingen, og den endelige anbefaling.

Medierådets virke i det senmoderne samfund

Vi er i år 2010, i det senmoderne samfund, hvor globalisering, aftraditionalisering og selvrefleksivitet[86] gør, at relativiteten råder, og at de store fortællinger dør. Hvordan kan vi da stadig have en institution som Medierådet? Hvorfor opretholde at forbyde børn, at se film i biografen, når de på nettet har fri adgang til al den vold, mord og modbydelighed de orker? Hvorfor kun vurdere biograf- og DVD film for skadesvirkninger, og ikke bøger, musik, billedkunst og teater. Er disse medieformer da uskadelige for børn? Og hvordan kan man forhåndscensurere filmværker, når ytringsfrihed som begreb står så stærkt og når der rent faktisk står skrevet i grundloven af 1953 § 77 at ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres[87]”?

At leve i en tid hvor normer og værdier er en relativ størrelse giver en vis værdiforvirring og værdikrise. Ifølge psykolog, Ole Varming stiller dette krav til, eksempelvis skoleområdet om at skabe ”øget bevidsthed om, hvilke forestillinger vi gør os om tilværelsen, og hvilke antagelser vi gør os om, hvordan livet leves på den mest ægte måde”[88]. På samme måde som skoleområdet er garant for at finde og italesætte nationale værdier og normer, kan man se Medierådet som en garant for at italesætte nationale standarder for skadelighedskriterier, og er på denne måde en institution, der varetager at sætte værdier i ellers værdiløse tider. Når Medierådet således sætter aldersgrænser som standarter for skadelighedskriterier, er det vejledende for forældre og børn, som hermed mødes med tillid til selv at finde deres værdier og normer, og sætte grænser på baggrund heraf. En sådan vejledning kan ses som mere positiv end et forbud, en vejledning behøver man jo ikke at rette sig efter.

Medierådet ligger i det hele taget selv op til relativitet, både i dets vejledning, men også idet dets kriterier for filmvurdering er til gentagende forhandlinger. I ”samvirke med samfundsudviklingen – den teknologiske og kulturelle udvikling, ændringer i filmiske udtryksformer og genrer, børns mediekompetence og forskningen inden for feltet”[89]. Med dette menes, at Medierådets kriterier kan ændres, hvis toneangivende forskere skulle udvikle sit børnesyn, såfremt børn får mere nuancerede mediekompetencer, hvis filmens udvikler nye udtryksformer, eller hvis teknologien udvikler nye muligheder/medier.

Der er altså mulighed for et for paradigmeskift i kriterierne.

Et eksempel på dette, ses i Kriterier for filmvurdering 1999, hvor beskrivelsen af børns mediekompetence, førhen har bygget på filmteori og på alderens betydningsdannelse i en udviklingspsykologisk diskurs. Udover disse teorier, begynder Medierådet at inddrage nyere børnekultur og medieforskning. ”Denne forskning studerer børns egenkultur og dens kulturelle mønstre, og undersøger de muligheder børns egne netværk giver for på andre måder end de udviklings-psykologiske - at udvikle symbolske, æstetiske og mediemæssige kompetencer og dermed for at bearbejde skræmmende eller angstfremkaldende oplevelser.[90]”.

Jeg mener, at kunne se en tydelig afsmitning af eksempelvis Beth Junckers syn på det æstetiske i børnekulturen, fra Når barndom bliver kultur (1998).

Det nye børnesyn, synes bedre implementeret i Kriterier for filmvurdering 2010, hvor det kort lyder at, ”Medierådets syn på børn er baseret på nyere forskning i børns hverdagsliv samt mere

generelle teorier om børns udvikling og kognition. Vi anlægger et børneperspektiv på

mediebrug, og ser børn som aktive deltagere i et sammensat hverdagsliv.”[91].

Ved et overordnet syn på Medierådet refleksivitet, virker det som at Medierådet står rigtig stærkt og har indarbejdet et sæt retningslinjer, der gør at de, uafhængigt af synet på børn og børnekultur, formår at holde på magten til filmvurderingen i fremtiden.

Når jeg ser på spørgsmålet om den censurerede biograf- og DVD film og nettet uden censur, er det mig en gåde, hvordan man kan opretholde en filmcensur, når nettet er frit. Rent praktisk er det umuligt at indføre netcensur, der afskærmer børn fra forrådende vold, idet man ikke har nogle absolut sikre værktøjer. Der findes diverse filtre, men hvad angår computer og internet er der næsten ingen mulighed for helt sikre børnefiltre. Her er Medierådets strategi, at forældre skal lære deres børn at bruge nettet, idet ”Børns mediebrug er i dag kompleks, sammensat og næsten umuligt at regulere ”fra oven”.”[92]. Trods denne umulighed i regulering ”fra oven” på nettet, så fortsætter den dog på filmområdet, da dette rent faktisk er muligt.

Hvorfor det kun er biograf- og DVD film der skal vurderes for skadevirkninger, og ikke andre medier som bøger, musik, billedkunst og teater skyldes blandt andet mediehierakierne. Bogen er god og opbyggende, hvor filmen kan være skadelig og nedbrydende.

Hvis man anlægger Postmans tese, om billedlæsning versus bogstavlæsning, er der det indbyggede ”filter”, at man skal lære at læse før man kan forstå, hvorfor man ikke læser noget man ikke kan tåle. Dog blusser der med jævne mellemrum historier op, i medierne, om at børn skal skånes fra de medier der ikke er censurbeskyttede. Et af de kendte eksempler er Bent Hallers Katamaranen (1976), der skaber stor debat. K.E. Løgstrup udtaler om bogen i 1977, at ”Kun en nidding tager livsmodet fra et barn” [93], hvormed han nærmest betegner Hallers værk som kriminelt. Også inden for nyere børnelitteratur er der debat om hvad børn kan tåle, ud fra hvilket børneperspektiv man antager, eksempelvis i meningstilkendegivelser om at børnelitteratur omhandlende emner som død og selvmord skal have ”happy end”. Lektor ved Center for børnelitteratur, Anna Skyggebjerg opsætter to forskellige syn på børn, som synes at være omdrejningspunkt for hele debatten for og imod børnecensur. ”På den ene side en delvist romantisk forståelse af barnet som et uskyldigt væsen, der skal stimuleres, men også beskyttes. På den anden side en forståelse af barnet som kompetent og allerede bevidst om rædslerne i verden.”[94]. Altså er vi i Beth Junckers paradigmeskift på børnekultur, hvor børn ses som becomings eller beings[95].

Også inden for billedkunst har debatten fundet sted. I en udstilling med Michael Kviums billeder på Aros i 2006, udarbejdede museet en brochure til børneformidling af de, i nogens øjne, makabre billeder, hvormed børnepsykolog, John Halse udtaler, ”Selv synes jeg, at Kviums univers er (…) så væmmeligt, at det nærmer sig kvalmegrænsen. Hvis jeg som voksen har det sådan, hvorfor skal vi så udsætte børn for det[96]?”, en ”jeg synes”-udtalelse, uden den nødvendige logos og inden for et børneperspektiv hvor børn ses som sårbare becomings.

Den grundlovssikrede ytringsfrihed har Danmark haft siden 1849, med seneste revision i 1953. Her står, at ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”[97]. Ytringsfriheden gælder altså medier på tryk, i skrift og tale. Men så længe fremstillingsformen er levende billeder kan man sanktionere og censurere mod ytringer af tanker, idet denne form ikke nævnes i grundloven på trods af at filmen ikke, heller ikke i 1953, er et nyt medie.

Ebbe Villadsen skriver, ”at staten ikke har nogen ret til at blande sig i, hvad borgerne ser, hører eller læser er et synspunkt, der altid har haft trange kår, også i lande der kalder sig demokratiske. At staten heller ikke har nogen ret til at blande sig i, hvad borgeren lader sine børn se, høre eller læse, er et synspunkt der har haft endnu trangere kår.”[98].

Vores ytringsfrihed er altså ikke så ukrænkelig som vi bryster os af, især ikke inden for børneområdet, hvor der trods dét, at Medierådets filmkriterier kun er vejledende, findes et faktisk forbud hvis man er under 7 år eller 15 år og ikke ifølge en voksen.

Konklusion

Til spørgsmålet som er titlen på opgaven, ”Hvad skal vi med Medierådets aldersklassifikation af film?”, kan man i første omgang sige, at både folkestemningen og selve Medierådet ser sin magt til at vurdere film som en positiv foranstaltning, hvilket svarer overens med Foucaults magtbegreb som værende et positivt instrument til kontrol[99].

Medierådet har mange flere opgaver end blot at vurdere film, og dets position vurderes, af mange medieinteressenter, som vigtig og nutidig.

Medierådet virker på filmområdet, ganske godt i brydningen mellem følelser og fakta, og synes som Coninck-Smiths udtagelse at leve op til at se både ”børn og unges mediekompetencer på den ene side (forskning, logos) - og samfundets forestillinger om moral og etik på den anden (folkelig moral, patos)”[100], hvormed Medierådet formår at vurdere hvad folket mener, børn skal skånes for, og det som forskningsresultaterne inden for området viser. Dog anvendes denne vurdering til forbud frem for positive anbefalinger.

I lyset heraf ser jeg det som en interessant vinkel for Medierådet, at lade sig inspirere af lektørudtalelserne/materialevurderingen for Folkebiblioteket, og komme med en anbefalet aldersvurdering, som eksempelvis ”filmen anbefales fra 7 år”, ”fra 11 år”, eller ”fra 15 år”. Medierådet ville da se på filmens oplevelses- og anvendelsesmuligheder ud fra et moderne børnesyn, og ikke ud fra de nuværende skadelighedskriterier. På denne måde kunne det udvikle sig til at have en kulturvejledende funktion på filmområdet, ligesom dets funktion, hvad angår mobiltelefoner, chat med mere. Ved en sådan funktion ville Medierådet komme mere på linje med Folkebiblioteket, hvor mantraet for materialevurdering er ”kvalitet, alsidighed og aktualitet (…) Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.”[101]. Herved ville man også leve bedre op til Filmloven fra 1997 hvor der i § 19 står at ”Medierådet for Børn og Unge, (…) skal vejlede forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn og unge.”[102].

Mit endelige bud på et svar på opgavens titel er, at vi skal bruge Medierådets aldersklassifikation af film til, at se på egnethed frem for skadesvirkninger.

Litteratur

Becker Jensen, Leif (2004): Fra patos til Logos. Roskilde universitetsforlag

Betænkning om filmcensur (1967): Betænkning nr. 468. Statens trykningskontor

Boe, Susanne (red.) (1995) Medievold –børn og unge. Kulturministeriet

Bruhn Jensen, Klaus (Red) (2001): Dansk mediehistorie 1880-1960. Samfundslitteratur

Bruhn Jensen, Klaus (Red) (2001a): Dansk mediehistorie 1960-1995. Samfundslitteratur

Chayesteh, Shida (2008): Adjunkt: Diskussion om computerspil er useriøs. In Politiken den 10.april 2008. lokaliseret den 3.maj 2010 på http://politiken.dk/tjek/digitalt/spil/article493108.ece

Coninck-Smith, Ning De (2002): Skolen, lærerne, eleverne og forældrene. Klim

DBC(2008): Retningslinjer for Lektørudtalelser om bøger. Lokaliseret den 12.maj 2010 på http://www.dbc.dk/produkter/materialevalg/lektorretning.htm

Due Steffensen, Mirian(2010) Må man slukke lyset, før det er blevet tændt? In Dagbladet Information.

Drotner, Kirsten, Klaus Bruhn Jensen, Ib Poulsen & Kim Schrøder(1996): Medier og kultur. Borgen/ medier

Faurholt, Gry (2002) Computeren og den forsvundne barndom. In Vera no.18. Januar 2002

Filmloven af 12.03.1997. Lokaliseret den 28. april 2010 på http://www.dfi.dk/Service/OmDFI/Lovgrundlag/Filmloven.aspx

Grundloven § 77 (1953). Lokaliseret den 4. maj 2010 på http://www.grundloven.dk/

Hansen, Mogens, Poul Thomsen & Ole Varming (2003) Psykologisk pædagogisk ordbog. Gyldendal

Internet & mobil. Hvad synes medierådet. Lokaliseret den 5. maj 2010 på http://andk.medieraadet.dk/Internet/Filtre/Hvad_synes_MR.aspx

Juncker, Beth (2006): Om Processen. Det æstetiskes betydning for børns kultur. Tiderne skifter

Juncker, Beth (1998): Når barndom bliver kultur. Forum

Kriterier for filmvurdering 2010. Lokaliseret den 3. maj 2010 på http://film.medieraadet.dk/upload/kriterier_for_filmvurdering_2010.pdf

Kriterier for filmvurdering 1999. Lokaliseret den 3. maj 2010 på

http://www.medieraadet.dk/html/bibliotek/diverse/kriterier_for_filmvurdering.

Lov om biblioteksvirksomhed af 17/05/2000. § 2. Lokaliseret den 25. maj 2010 på http://www.bs.dk/content.aspx?itemguid={00F0018D-D6F3-437D-BAB2-F43C06D3F4C2}

Medierådet for Børn og Unge Årsberetning 1997 / 1998. Lokaliseret den 28. april 2010 på

http://www.medieraadet.dk/html/bibliotek/annual97_98.pdf

Medierådet for børn og unge. Årsberetning 2002/2003. Lokaliseret den 3. maj 2010 på http://www.medieraadet.dk/html/bibliotek/arsberetning0203/arsberetning2002.htm

Mortensen, Rune (1997): Den farlige alder. In NYT fra Odense Universitet Nr. 2, februar 1997. Lokaliseret den 13. april 2010 på http://www1.sdu.dk/Adm/InfoK/Webnyt/NYT97/NYT2/Boernecensur.html

Petersen, Sofie (2006): I kunstens blodspor; Adr hvor ulækkert. In Børn & Unge Nr 16. 2006

Postman, Neil (1987): Når barndommen forsvinder. Hekla

Raffnsøe, Sverre, Marius Gudmand- Høyer & Morten Thaning (2008): Fouault. Samfundslitteratur

Schepelern, Peter (Red) (2001): 100 års dansk film. Rosinante

Schepelern, Peter (Red) (1999): Filmleksikon. Rosinante Paperback

Skouvig, Laura (2008): Michel Foucault- viden, magt og biblioteket. In: Jack Andersen, Henrik Jochumsen & Casper Hvenegaard Rasmussen (2008): At forstå biblioteket. Danmarks Biblioteksforening

Varming, Ole (1993) Skolens opgave. In uddannelse 9. Undervisningsministeriet

Villadsen, Ebbe (2006): Filmcensurens uransalige veje. In Ekko #32 marts-april 2006

Tak til Sekretariatsleder i Medierådet for Børn og Unge, Susanne Boe for tilsending af rapport


[1] Becker Jensen (2004) s 131

[2] Skouvig (2008) s 223

[3] Bruhn Jensen (2001) s 134

[4] Ibid.

[5] Schepelern (2001) s 21

[6] Coninck- Smith (2002) s 58

[7] Becker Jensen (2004) s 7

[8] Coninck- Smith (2002) s 66

[9] Ibid s 52

[10] Coninck- Smith (2002) s 54

[11] Ibid

[12] Ibid

[13] Mortensen, Rune: Den farlige alder. NYT fra Odense Universitet Nr. 2, februar 1997. lokaliseret den 13. april 2010 på http://www1.sdu.dk/Adm/InfoK/Webnyt/NYT97/NYT2/Boernecensur.html

[14] Bruhn Jensen (2001) s 139

[15] Ibid s 140

[16] Schepelern (2001) s 38

[17] Coninck- Smith (2002) s 55

[18] Bruhn Jensen (2001) s 140

[19] Coninck- Smith (2002) s 56

[20] Ibid s 57

[21] Juncker (2006) s 154

[22] Bruhn Jensen (2001) s 140

[23] Coninck- Smith (2002) s 63

[24] Faurholt (2002) s 56

[25] Coninck- Smith (2002) s 49

[26] Ibid s 50

[27] Ibid s 64

[28] Ibid s 68

[29] Skouvig (2008) s 223

[30] Raffnsøe m.fl. (2008) s 33

[31] Skouvig (2008) s 223

[32] Coninck- Smith (2002) s 49

[33] Drotner m.fl. (1996) s 70

[34] Ibid s 71

[35] Habermas (2009) s 83

[36] Coninck- Smith (2002) s 59

[37] Becker Jensen (2004) s 7

[38] Bruhn Jensen (2001) s 165

[39] Coninck- Smith (2002) s 51

[40] Bruhn Jensen (2001) s 160

[41] Villadsen (2006) s 55

[42] Betænkning om filmcensur (1967) s 42

[43] Betænkning om filmcensur (1967) s 8

[44] Villadsen (2006) s 55

[45] Ibid

[46] Ibid

[47] Ibid s 56

[48] Ibid

[49] Schepelern (1999) s 371

[50] Ibid s 516

[51] Bruhn Jensen (2001a) s 225

[52] Forlystelsesafgift fra Sen Store Danske. Lokaliseret den 20. april 2010 på http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Film/Filmproduktion,_distribution_og_forevisninger/forlystelsesafgift

[53] Drotner m.fl. (1996) s 56

[54] Ibid

[55] Bruhn Jensen (2001a) s 201

[56] Juncker (2006) s 65

[57] Drotner m.fl. (1996) s 57

[58] Villadsen (2006) s 56

[59] Ibid

[60] Bruhn Jensen (2001) s 165

[61] Ibid s 164

[62] Ibid s 165

[63] Postman (1987) s 97

[64] Ibid s 101

[65] Ibid s 105

[66] Villadsen (2006) s 57

[67] Medierådet for Børn og Unge Årsberetning 1997 / 1998. Lokaliseret den 28. april 2010 på

http://www.medieraadet.dk/html/bibliotek/annual97_98.pdf

[68] Filmloven af 12.03.1997. lokaliseret den 28. april 2010 på http://www.dfi.dk/Service/OmDFI/Lovgrundlag/Filmloven.aspx

[69] DBC (2008): Retningslinjer for Lektørudtalelser om bøger. Lokaliseret den 12. maj 2010 på http://www.dbc.dk/produkter/materialevalg/lektorretning.htm

[70] Kriterier for filmvurdering 2010 (2010) s 6

[71] Ibid

[72] Tal fra analyseinstittutet Sonar har lavet for Jyllands-Posten den 13. januar 1997. lokaliseret den 29. april 2010 på http://www1.sdu.dk/Adm/InfoK/Webnyt/NYT97/NYT2/DanskereVilHaveCensur.html

[73] Schepelern (2001) s 21

[74] Hansen (2002) s 146

[75] Kriterier for filmvurdering 2010 (2010) s 6

[76] Ibid

[77] Ibid

[78] Boe (red) (1995) s 20

[79] Ibid s 59

[80] Chayesteh, Shida (2008) Adjunkt: Diskussion om computerspil er useriøs. Politiken den 10. april 2008. lokaliseret den 3.maj 2010 på http://politiken.dk/tjek/digitalt/spil/article493108.ece

[81] Kriterier for filmvurdering 2010 (2010) s 7

[82] Ibid s 4

[83] Medierådet for børn og unge. Årsberetning 2002/2003. lokaliseret den 3. maj 2010 på http://www.medieraadet.dk/html/bibliotek/arsberetning0203/arsberetning2002.htm

[84] Vurdering af American Pie (1999) Film og vurderinger, medierådet for børn og unge. Lokaliseret den 3. maj 2010 på http://www.medieraadet.dk/Soeg/afgorelse?vurdnr=1001047

[85] Kriterier for filmvurdering 2010 (2010) s 8

[86] Juncker (2006) s 23

[87] Grundloven § 77 (1953). Lokaliseret den 4. maj 2010 på http://www.grundloven.dk/

[88] Varming (1993) s 430

[89] Kriterier for filmvurdering 2010 (2010) s 7

[90] Kriterier for filmvurdering 1999 (1999) s 4

[91] Kriterier for filmvurdering 2010 (2010) s 9

[92] Internet & mobil Hvad synes medierådet. Lokaliseret den 5.maj 2010 på http://andk.medieraadet.dk/Internet/Filtre/Hvad_synes_MR.aspx

[93] Due Steffensen (2010)

[94] Ibid

[95] Junker (2006) s 154

[96] Petersen (2006)

[97] Grundloven § 77 (1953). Lokaliseret den 4. maj 2010 på http://www.grundloven.dk/

[98] Villadsen (2006) s 55

[99] Skouvig (2008) s 223

[100] Medierådet for børn og unge. Årsberetning 2002/2003. lokaliseret den 3.maj 2010 på http://www.medieraadet.dk/html/bibliotek/arsberetning0203/arsberetning2002.htm

[101] Lov om biblioteksvirksomhed af 17/05/2000. § 2

[102] Filmloven af 12.03.1997. lokaliseret den 28. april 2010 på http://www.dfi.dk/Service/OmDFI/Lovgrundlag/Filmloven.aspx