Duften af
barndom, duften af Østre Anlæg
Forleden dag,
da jeg kørte igennem Stockholmsgade, bragte duften af de blomstrende syrener,
mig tilbage til barndommens Østre Anlæg.
Østre Anlæg
er en del af Københavns gamle fæstningsanlæg, sammen med Ørstedsparken og
Botanisk have. Østre Anlæg omkranses dels af Oslos plads ved Østerport station,
samt banelegemet mellem Østerport og Nørreport. Sølvgade og hele Stockholmsgade
og dens mange herskabslejligheder.
Igennem min
skolegang fra 1982-1993 blev de fleste spisefrikvarterer brugt i Østre Anlæg.
Øbro Fri
Skole har ikke nogen en skolegård, så turen til parken var en fast del af skoledagen.
Østre Anlæg var
tør ved skolestart i sensommeren, med afsvedet græs og støvede stier. Efteråret
og frisk kulde til kinderne og skolernes motionsløb, rundt om anlæggets søer.
Vinteren og
den fede kælkebakke, der i dag står amputeret efter udbygningen af Statens Museum
for Kunst. Dengang i 80erne var der ingen halmballer som beskyttelse ned til
søen.
På legepladsen
henne ved legeskibet, kunne vi tjekke om isen på søen kunne holde os. Det kunne
den sjældent, med våd sok som følge.
Den langsomme
overgang til foråret og den korte varme tid inden sommerferien, med et anlæg
fuld af liv, leg og frodig fauna.
De friske brændenældeskud
der skulle plukkes og spises med behændighed. En lille, men ofte ret stikkende
delikatesse.
Vagabonden
der sad og råbte på bænken lige ved indgangen ved Sølvgade lige ved siden af
statuen, der ligner en vagabond. Junkkanylerne og de tomme flasker der lå ved
bunkerne. Fascinerende og spændende. Hvis man i dette vildnis kunne finde to
tomme flasker, var der lige til at veksle til en Filuris, dagen Clou.
I min
barndoms Østre Anlæg var der en særlig gruppe vi som børn skulle tage os særlig
i agt for. Da jeg blev lidt ældre og
læste Hans Scherfigs, Det forsømte forår, var det den samme gruppe der var
frygtede, nemlig Parkere, Parkbetjenten.
I børneperspektiv
var de altid sure og slog ned på ethvert kreativ eller legende initiativ. Lige fra
at stoppe søsætningen af en tvivlsom tømmerflåde til klassikeren ”Man må ikke
løbe på skrænterne”. Dette tilråb var også en fast remse for bemandingen på
legepladsen. Inde i det lille hus, som øverst har toiletter var der et lille
lokale med bolde, bat og andet legetøj, der mod behørig pant og efter en kritisk
granskning, kunne lånes.
Halvdelen af
legepladsen består af en stort stykke kvadratisk asfalt på vej ned til
legeskibet og søen. Et perfekt sted at spille rundbold og skrabe knæ. I den
anden ende af legepladsen ligger et decideret boldbur, fortidsvis til fodbold. Her
blev der spillede kamp mod læreren til 10 klasse afslutning.
De gamle
elever kunne fortælle røverhistorier om Øbro Fri Skoles fodboldkampe mod
arvefjenden, nemlig snobberne, på Krebs' Skole. Det sparede ikke på detaljer om
voldsomme glidende tacklinger mod prinserne som var elever på Krebs.
Da man blev
ældre, var det her i Østre Anlæg man rev cellofanen af den første 10pak Prince.
Der blev røget, både det ene og det andet, drukket øl fra Esthers kiosk på
Øster Farimagsgade.
Østre Anlæg
er den af Københavns mange parker, jeg er hjemme i. Det er for mig, `Parken’.
Jeg
sætter pris på, og har gode minder fra mange andre parker, lige fra
Fælledparken til den lille Kildevældsparken, med Østre Anlæg, den forgreninger,
hemmelige steder, har jeg helt ind under huden.
Derfor blev
jeg nok også ekstra glad da jeg under lockdownen, så hvor mange der har taget
parken til sig. De mange skoleklasser der er rykket ud i parken. Her tumles
både med undervisning i geometri, skattejagt og den klassiske rundbold. Man kan
virkelig håbe at nogen af disse undervisningstiltag bliver permanente.
Det klæder
Østre Anlæg at være fyldt med glade brugere, børn, hunde som voksne.
Derfor blev
jeg også forundret over et læserbrev I Østerbro Avis (Uge 22, 2020), fra en
beboer i Stockholmsgade, hvor hun, ud over at klage over unge mennesker der
fylder, larmer og sviner, synes at have en særret til anlægget:
”Vi der bor i området omkring Østre
Anlæg og bruger det flittigt, må nu sande, at de tider er forbi, hvor man, for
det meste, kunne gå i fred og i nogenlunde ro, sætte sig på en bænk og nyde
naturen”
Selv om jeg
bor 4 kilometer væk, og kun kommer på besøg i ny er og næ, har jeg stadig Østre
anlæg i min hjernekugle, og gudskelov for der er plads til det.
.jpg)
