ARBEJDERMUSEET

Objektiv formidling på et politisk museum,

eller

Politisk formidling på et objektiv museum.

Opgave af Buster Nykjær Björkman

Projektarbejde

Vidensformidlende institutioner

2. semester 2009

Underviser: Laura Skouvig

Danmarks Biblioteksskole

Antal ord: 6820

Abstract

Denne opgave i Vidensformidlende institutioner, omhandler Arbejdermuseet og dens Lenin statue.

Jeg vil se nærmere på, om man kan betegne museet som agerende politisk eller ej. Dette vil jeg gøre gennem perspektiver på dens historie, udstillinger og udstillingens praksis. Desuden ser jeg nærmere på bestyrelsenssammensætningen, samt perspektiverer på den udstillede Lenin statue. Gennem opgaven er der tre teoretiske vinkler jeg veksler imellem for at anskueliggøre problemstillingen. Den ene er Bernard Erik Jensens 3 diskurser til kulturarvsbegrebet. Den anden er hans figur til analyse af materielt begreberne. Den tredje er Stefan Bohmans opdeling af kulturarven i 3 begreber til objektforståelse. Jeg ser, at trods en politisk forankret bestyrelse, formår museet i høj grad, at handle professionelt og objektivt, dog finder jeg, at museet i udstillingspraksis har en grundlæggende socialdemokratisk vinkel.

”Når jeg ser et rødt flag smælde på en blank og vårfrisk dag,

kan jeg høre det sælsomt fortælle om min verden, mit folk og min sag.” [2]

Indledning

Arbejdermuseet er et museum uden sidestykke i Danmark. Museet er bygget af arbejderbevægelsen for, at fortælle og formidle arbejdernes historie, med fokus på opbygningen af velfærdsstaten. Museet har til huse i det gamle forsamlingshus, etableret af selvsamme arbejderbevægelse, som stadig i dag er stærkt involveret i museet.

Min interesse og nysgerrighed blev vakt af den, i 2004, verserende debat om genudstillingen af en stor Lenin statue i museets gård. En gruppe ledende socialdemokrater skrev direkte til museets bestyrelse med krav, om fjernelse af statuen. Over for dette pres lod Arbejdermuseet sig ikke påvirke, men pointerede derimod, deres egen selvbestemmelsesret. ”I den opståede situation lægger bestyrelsen stor vægt på, at museets professionelle troværdighed ikke kan drages i tvivl.”[3]

Problemformulering, opbygning og metode

Da jeg først begyndte, at kikke nærmere på museet, udstillings praksissen, modtagerne og den organisatoriske opbygning, hovedsageligt i bestyrelsen, rejste spørgsmålet sig,

Problemformulering:

Er arbejdermuseet et politisk agiterende museum, eller formås en objektiv formidling?

Eller formuleret som underoverskriften på opgaven,

Er der tale om objektiv formidling, på et politisk museum, eller politisk formidling, på et objektivt museum?

Metode:

Dette vil jeg se på ved, at komme ind på hvem som etablerede Arbejdermuseet, hvordan museet er opbygget, hvilke udstillinger de har, og hvordan udstillingen, sproget og strategien er.

Jeg vil se nærmere på sammensætningen af museets bestyrelse, og på hvilken magt den har.

Sidst vil jeg komme ind på debatten om Lenin statuen ved, at forholde mig til hvilke holdninger pressen og museet kom frem med.

Gennem hele opgaven vil jeg analysere, ved hjælp af Bernard Erik Jensens 3 diskurser om kulturarv, som er den samfundsteoretiske, professionsbaserede og partipolitiske.

Derudover vil jeg gøre brug af Stefan Bohmans syn på tolkningen af kulturarven som objekt, samt Bernard Erik Jensens figur til tolkning af spændingsfeltet for begrebet kulturarven, set som materialitet eller immaterialitet.

Jeg har valgt, at lægge min vægt på udstillingerne, bestyrelsen og Lenin på Arbejdermuseet. Dette gør jeg fordi udstillingerne er det umiddelbare, som de besøgende ser, og at de derfor står som udtryk for, hvad Arbejdermuseet ønsker, at fortælle. Da jeg forholder mig til udstillingerne, mener jeg også det er relevant at se hvem, der stå bag, og som bestemmer udstillingernes emne – i dette tilfælde bestyrelsen. Det er bestyrelsen som viser, ad hvilken vej Museets skal gå. Jeg har i min opgave valgt, at have fokus på museumsdelen af institutionen, som jo desuden består af et bibliotek og arkiv. Museet er det mest besøgte, og samtidig er det dét, jeg ser som værende den mest markante del af institutionen. Her mener jeg, at jeg bedst kan forholde mig til praksisser, der bygger på til- og fravalg i formidlingen, end jeg vil i forhold til biblioteket og arkivet.

Man kunne mene, at en overordnet institutionsanalyse ville være interessant i og med, at Arbejdermuseet er en af de eneste ABM institutioner i Danmark. Dette er dog ikke min vinkel.

Teori

Overordnet vil jeg gøre brug af 3 tilgange til min tolkning i opgaven, som er Jensens 3 diskurser, Bohmans 3 hovedbetydnings begreber af objekter som kulturarv, samt dér hvor det tjener til afklaring, Jensens kompas figur af kulturarv i en begrebsanalytisk forstand. Jeg vil i det følgende gøre rede for teorierne.

1. Jensen

Bernard Erik Jensen har i sin bog Kulturarv – et identitetspolitisk konfliktfelt (2008), opsat en diskursiv model til, at se nærmere på begrebet kulturarv og dens tolkning. Denne finder jeg meget relevant, at overføre og bruge til, at se nærmere på begrebet arbejderkultur, samt på hele Arbejdermuseet virke.

En hovedpointe som Jensen fremsætter i sin bog er en opdeling i syn og italesættelsen af kulturarvs begrebet i 3 diskurser; samfundsteoretisk, professionsbaseret og partipolitisk[4].

Set ud fra Jensens samlede socialkonstruktivistiske optik, som er udarbejdet i en Foucaultiansk diskurs forståelse, beskriver han disse begreber. Den samfundsteoretiske diskurs tager udgangspunkt i, at kultur er uomgængelig for mennesker. Vi lever i, og er kultur, idet kultur dannes og omdannes med selve jeg´et som bærer af en given kultur[5].

Den professionsbaserede diskurs knytter an til professionelle formidlere, forskere og museumsfolk som, ud fra eksempelvis den enkelte institutions vedtægter eller museumsloven, fremstiller en objektiv tolkning af kulturarvsbegrebet, ud fra almindelige teoretiske vinkler, hvilket man også kan kalde et akademisk syn på kulturarven.

Den partipolitiske diskurs er klart den, Jensen ønsker, at beskrive som problematisk i sin bog. Denne diskurs er i Jensens beskrivelse, et nøglebegreb, som den borgerlige regering, under Anders Fogh Rasmussen, har gjort brug af i dens ideologiske kultur og værdikamp. Dette udmøntes i, hvad man blandt andet kan betegne som kanon-tankegangen, hvor man inden for kultur og historie kan beskrive og opstille en (hit)liste, der er den almen gyldige for en fælles kulturarv[6].

Udover denne meget borgerlige / ideologiske beskrivelse af den partipolitiske diskurs, vil jeg anvende denne mere bredt på hele det politiske spektrum, hvormed jeg kan beskrive de politiske aktører fra Socialdemokratiet og LO, der har stor indflydelse på Arbejdermuseet.

2. Bohman

Stefan Bohman er museumsmand, og har i sin bog set nærmere på, hvordan museer historisk har udstillet og beskrevet kultur og kulturarvsbegrebet. Dette har han især gjort med udgangspunkt i nationale symboler og udstillinger. Bohman opstiller 3 hovedbetydningsbegreber af kulturarv inden for objektforståelsen, som kommer fra hans bog Historia, museer och nationalism (1997).

”1) kulturarvet är de lämninger vi ser som et positivt arv (som vi uppskatter), vilka därfor skall prioriteras i bevarandet och användandet.

2) kulturarvet är våra mest symbolbärande lämningar (oavsett om vi uppskatter dem eller inte), vikla därfor skall prioriteras i bevarandet.

3) kulturarv är i grunn och botten allt vi ärvt.”[7].

Dette kulturarv begrebsapparat, vil jeg overføre til Arbejdermuseets udstillingspraksis, for at se nærmere på, med hvilken af disse optikker de ser med, og ønsker at formidle arbejderkulturarven.

Jeg mener, at begreberne kan overføres fra kulturarven som værende nationalt forankret til kulturarven, der er ’klassemæssigt’ forankret. Det er i begge tilfælde syn på artefakter, der skal generere en følelse.

Jeg mener at Bohmans model er god til at beskrive valg, fravalg og perspektiv på objekterne i museets udstillinger.

Derudover vil jeg, i mindre omfang, bruge Jensens figur som en anden optik til at pejle mig ind på kulturarven som værende en konkret eller ukonkret genstand.

3. Jensens Figur 1

[8]

Her er den deskriptive vinkel beslægtet med Bohmans anden hovedbeskrivelse af kulturarv, som i Jensens optik signifikant skal ses som al kulturarv, både positiv og negativ.

Den normative, kan her sammenlignes med Bohmans første hovedbeskrivelse, altså som det man ser positivt på. (im)materielt begreberne, er der hvor jeg især vil sætte modellen i spil og forholde mig til hvordan objekterne skal ses som dels noget fysisk, som en genstand eller noget der indgår i en mere uhåndgribeligt begrebs forståelse.

Museets etablering

Med Arbejdermuseet er fortællingen om den danske arbejder og den danske arbejderbevægelse kommet på museum.

Arbejdermuseet fortæller, fortrinsvis gennem de faste udstillinger med interiør fra hjemmet og arbejdspladsen, om arbejdernes livsvilkår med særligt markante nedslag i 1930’erne og 1950’erne.

Arbejdermuseet har til huse i Rømersgade 22, i det gamle Arbejdernes Forening og forsamlingsbygning. Museet er fordelt fra kælder til 3. sal, med festsalen som et naturligt fikspunkt.

Museet bæger præg af, at ligge i en gammel bygning, hvis historie er med til at forstærke udstillingernes autenticitet, samtidigt med at den bibringer en ægte sammenhæng, i forhold til arbejderbevægelsens historie.

Arbejdermuseet er en mangesidig institution. Udover fire faste udstillinger, festsalen til store arrangementer, blandt andet er det her at Socialdemokraterne i København starter deres 1. maj,

er der tilknytning mellem festsal og udstilling om 1950’erne er der en kaffebar, fra netop denne periode.

I kælderen findes der plads til særudstillinger. Ligeledes er der i kælderen en ”Cafe og Ølhalle” – en rekonstrueret beverding, fra 1892, og en museumsbutik, med hovedvægt på bøger og plakater.

Ved en sammenlægning i 2004, af Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, skabtes en ABM- institution, altså en institution der både rummer et museum som er statsanerkendt, samt et arkiv, og et (forsknings) bibliotek.

Dermed skulle alt være til stede for, at ”indsamle, bevare, forske i og formidle såvel arbejderklassens liv som arbejder bevægelsens virke i alle dens forgreninger.”[9].

Udover at holde museumslovens ord, har Arbejdermuseet også skabt et samlet sted for det forgrenede begreb, som arbejderbevægelsen er.

Etableringen af museet kom på tale ved, at to grupperinger erfarede, at arbejderne og deres historie blev underprioriteret af de gængse museumsinstitutioner (læs Nationalmuseet).

Der var her tale om lærere ved LO-skolen og en beboergruppe på Nørrebro[10].

Lærerne ved LO-skolen manglede et sted til intern undervisning af tillidsrepræsentanter i arbejderhistorie, og beboerne var frustrerede ved saneringen af arbejderbeboelsen i den sorte firkant, hvor de så en kulturarv gå tabt[11]. Derudover var der, fra den etablerede museumsverden, repræsentanter fra Nationalmuseet og Købehavns Bymuseum[12]. Her kan man se, at der allerede i museets opstartsfase var repræsentanter for, hvad man med Jensens optik, kan kalde den partipolitiske og den professionsbaseret diskurs[13]. Disse to grupperinger vil jeg mene, har været et bærende element for museet helt op til i dag. Dermed finder jeg, at museet på den ene side repræsenterer et politisk ideologisk fundament, hvor målet er at anskueliggøre arbejderbevægelsens sejre, og fremme af livs- og levevilkår for arbejderne, samtidig med at museet leve op til lovgivningens bestemmelser og formidler med en professionel, troværdig og objektiv fremstilling.

De permanente udstillingers opbygning

Den eneste genstand som museet rådede over ved etableringen var festsalen i Rømersgade 22.

Efter etableringen af museet, i 1982/83, blev hele huset hurtigt fredet som den første arbejderbygning i Danmark[14].

Gennem en massiv annoncering i forskellige fagblade efter effekter fra 50’erne[15], blev de første udstillinger opbygget. Man kan sige, at museet stod i en ret speciel situation, af en sådan institution at være. De havde lokalerne og de havde et ønske om at formidle, men de havde ingen genstande. Allerede i løbet af foråret 1983 var der indsamlet omkring 12.ooo genstande[16]. Dermed kunne den første udstilling, ”1950’erne – en udstilling om arbejderfamilien”, åbne i maj 1984. Udstillingen, som senere blev permanent, er hvad man kan kalde et portræt af en brydningstid, hvor velfærdsstatens goder er opnåelige for arbejderne, efter krigen og rationeringen. Dét, at påbegynde en udstilling omhandlende 50’erne, har nok flere grunde. Dels kan man forestille sig, at der var rigeligt af interiør fra denne tids arbejderhjem, i folks kældre og loftsrum, og at det derfor var nemt, at indsamle. Og dels var det ud fra en partipolitisk udstillings diskurs, i Jensens optik, et smart sted at starte. Her kan man se de goder, der var mulige for en arbejderfamilie, at anskaffe sig, på grund af arbejderbevægelsens kamp for bedre forhold og økonomisk fremgang. Derudover var vi så tæt på nutiden i 1980’erne, at den også kunne være med til, at etablere en ’rejse tilbage til barndommen’, for mange besøgende, eller en personlig formidling til yngre generationer af, at ’sådan boede vi da mor/bedstemor var barn’.

Hertil ansloges også formidlingsprincippet af udstillingen, som er blevet et gennemgående princip på Arbejdermuseet. Der bliver formidlet i interiører eller tableauer, uden anden tekst end den helt nødvendige til, at forklare en speciel genstand. Hermed gør de brug af den i Jensens diskurs professionsbaserede udstillingsform, hvormed en saglig og objektiv formidling er hovedprincippet. Den politiske tolkning af udstillingen ligger dog implicit, men forekommer alligevel tydeligst med etableringen af udstillingen ”trange tider – en lejlighed fra 1930’erne”, hvor man som gæst kan opleve udviklingen, ved at gå fra 1930’ernes økonomisk dårlige tider, til 1950’ernes velfærdsopbygning. I sammenhængen mellem udstillingerne ligger en usagt fortælling om, og en rejse i historien i, hvad arbejderbevægelsen har skabt og gjort for den almindelige arbejder. Arbejdermuseet har udstukket rejseruten, og det man ser er det, som museet specifikt har udvalgt. Da til- og fravalg er naturlig del af museumsdrift, er det ikke alt det bevarede, der er udstillet. Mange museer har depoter, der bugner. Det interessante ved Arbejdermuseets til- og fravalg af artefakter inden for udstillingsemnet, er om hvor vidt det er med til, at bevare en kulturarv eller om de rent faktisk skaber en.

Selve etableringen af udstillingen om 1930’erne var rent konkret lidt sværere at opbygge[17], nok på grund af, at vi her bevæger os længere tilbage i tid. Dog fik museet i 1990 et helt hjem forærende af familien Sørensen, et hjem som stort set stod uforandret siden 1915. På denne måde kunne et fuldt autentisk hjem virkeliggøres, uden at noget skulle rekonstrueres. Dette må siges, at være et tydeligt eksempel på en klassisk museumsarbejdsgang, i den professionsbaserede diskurs, på samme måde som når frilandsmuseet udstiller autentiske huse.

Efter dette scoop, arbejdede museet på en udstilling om de første arbejdere i anledning af LO’s 100 års jubilæum. ”Folkets århundrede”, som udstillingen hed, var et brud på Arbejdermuseets gængse udstillingsform, hvor de havde arbejdet i interiører og formidlet med, at iværksætte beskuerens tankevirksomhed og egen erindring. ”Folkets århundrede” var opbygget af specifikke genstande, hvad man lidt frækt kunne kalde museumsstykker, uden en decideret indbyrdes relation, ud over dét, at de alle skildrede arbejderbevægelsen. Af eksempler kan nævnes Staunings whisky karaffel, som ’flittigt’ blev brugt under Kanslergadeforliget, skilte fra arbejderbevægelsens bryggeri Stjernen, samt den famøse Lenin statue[18].

Ifølge direktør Peter Ludvigsen, fungerede udstillingen dog ikke, idet den var for tænkt i sin form[19].

Udstillingen, ”Folkets århundrede”, blev derfor udskiftet med ”Arbejde i industrien”. Dog er mange af genstandene stadig udstillet rundt på museet. Med ”Arbejde i industrien” var der ikke tale om interiører fra arbejderhjem, men fra fabrikker. Man kunne nu se og mærke stemningen fra arbejdspladsen. Da Arbejdermuseet ligger i en fredet bygning har det vist sig, at være en stor udfordring, at skabe rum til flere udstillinger, og det blev derfor besluttet at udvide kælderen i 2003-2004. Hermed blev der skabt et udstillingsrum til skiftende særudstillinger, især inden for foto- og billedkunst, og dermed fik museet, udover formidling af historien i form af interiører, også mulighed for, at formidle arbejderbevægelsen i billedkunst og fotografier. Dette står formuleret i vision og vedtægt, som ”gennem målrettet brug af alle muligheder tilbyder brugerne højest mulig oplevelse af og indsigt i arbejderklassens historie, kulturhistorie og kunsthistorie.”[20].

Udstillingernes formidling og de besøgende

Som begyndelses citat til opgaven har jeg valgt en linje fra sangen, Når jeg ser et rødt flag smælde, ”kan jeg høre det sælsomt fortælle om min verden, mit folk og min sag”

Dette har jeg gjort, da jeg mener, at det er et meget dækkende billede på hvorledes og til hvem Arbejdermuseet har valgt at formidle. Arbejdermuseet formidler i sin optik, Min verden, Mit folk og Min sag.

Dette mener jeg at se i den formidlingsmæssige vinkel, museet har valgt. I Floris og Vasströms bog På Museum,(1999) inddeler Annette Vasströms i afsnittet, ”National og global- lokal og social”, Arbejdermuseets publikum i to grupper; ”Os selv og ” De andre”.

Med os selv, menes lønarbejdere, deres familie og de, der i det hele taget er bærere af arbejderkulturen. De andre, er alle dem, hvis liv ikke er inden for arbejderkulturens rammer[21].

Personligt vil jeg våge, at påstå, at den største del af danskerne har en eller anden form for personlig relation til hvad, man kan kalde arbejderkulturen. Hvis man ikke selv er arbejder, er det ens forældre, bedsteforældre eller anden familierelation, der i mange tilfælde er garant for arbejderkulturen. Derudover kan man se på medlemstallet fra LO, der i 2008 havde 1,2 millioner medlemmer[22], hvilket er det samme som 1/5-del af alle danskere, så os selv-gruppen af besøgende er betydeligt større end, de andre-gruppen. Hertil skal nævnes, at LO’s medlemmer har gratis adgang.

Et andet tegn på målgruppen, os selv, er museets slogan, ”Hjem til din historie”. I dette ligger både vinklen på de udstillede arbejderhjems interiører, alt imens optikken, der belyser, at dette er Din fortid, bliver vist. Undertekstuelt kan man sige, at dette er Din historie og Dit museum, set i forhold til andre museer, som er De andres historier.

På hvilken måde er det så, at Arbejdermuseet vælger at formidle Vores historie?

Allerede ved indgangen til selve udstillingen, mellem festsalen og ”1950’erne”, finder man en kaffebar, der er rekonstrueret som i 50’erne. Her serveres Rich’s kaffe og kiksekage som, udover den af udstillingens vakte visuelle sans, skal bidrage med at aktivere de besøgendes lugt og smag sanser [23], i et ønske om at vække erindringen eller en fornemmelsen af, at være havnet i ens forældres eller bedsteforældres ungdom. Derudover signalerer kaffe og kage noget positivt, en uhåndgribelig følelse af hygge.

Vi befinder os hermed i en begrebsforståelse inden for Jensens model, figur 1 i syd/øst feltet, hvor vi ser kulturarven i en immateriel, normativ ramme[24].

Selve de visuelle udstillinger er, som før nævnt, opbygget af åbne interiører, hvor man kan gå rundt blandt genstandene. På denne måde bliver man en aktiv del af udstillingen, og grænsen mellem det udstillede, objekterne og én selv, subjektet bliver integreret. Personligt følte jeg det selv markant i udstillingen om familien Sørensen, hvor jeg pludselig var en del af en hvervning af daglejere i havnen.

[25]

Her står ”figurerne” ude midt i rummet, så de er integreret med de besøgende.

Den grundlæggende formidlings idé er, ifølge direktør Peter Ludvigsen, ”åbenhed, nærhed,

enkelforståelse, ukompliceret fortællestruktur, genkendelighed og en meget stor detaljerigdom.”[26].

Hermed bliver os selv-begrebet meget inkluderende, idet der her ikke er brug for en skolet forforståelse.

I Jensens diskursforståelse, er vi nu i en professionsbaseret optik, hvor der formidles med åbenhed til alle. Dog vil jeg argumentere for, at museet også kan siges, at befinde sig i den partipolitiske diskurs.

Valget at formidle enkelt og ukompliceret passer godt på målgruppen, os selv, som værende et ’medlem’ af arbejderbevægelsen, og som derfor ikke nødvendigvis har en akademisk (ud)dannelse, til at analysere og dechifrere en kompliceret formidling, som i udstillingen fra LO’s 100 års jubilæum, hvor det var for svært for gæsterne, at forstå symbol værdierne i udstillingen[27]. Dermed sagt, at der ikke automatisk sker en bevidst kobling mellem den førnævnte Stauning karaffel, altså selve den materielle arbejderkulturarvs genstand, og så indsigten i socialreformen og samarbejdspolitikken, der var med til at opbygge vældfærdssamfundet. Ydermere argumenterer Vasström for, at det er den samlede mængde genstande inden for interiørerne, der har en udsagnskraft[28]. Helheden tæller i forhold til detaljen, og i forhold til Jensens figur kan man argumentere med, at det individuelle materielle ophører med, at have konkret værdi idet, det er den samlede interiørs fortælling, der er i fokus og som er historieformidleren.

I nærmere øjesyn med en gæste profil, som museet undersøgte i 1997, er der udarbejdet 2 profiler af de besøgende. Den ene er en offentligt ansat kvinde på 48 år, med afsluttet folkeskole. Hun synes ”at museet er interessant, fordi det fortæller en historie hun selv er en del af”. Den anden er en elev fra en skole eller ungdomsuddannelse, som kom i undervisnings øjemed[29].

Da i hvert fald den første profil står som en klar repræsentant for os selv, rammer Arbejdermuseet den målgruppe, de ønsker med deres formidling af udstillingerne.

Underteksten i udstillingerne som jeg, samlet set, læser dem er, ’Se hvorledes vi, med hjælp af fagbevægelsen og Socialdemokratiet skabte en velstand og et vældfærdssamfund til gavn for arbejderne’.

Dette er i min optik heller ikke historisk usandt. Men det bliver formidlet i normativ forstand, uden en egentlig skildring af forgangs interne konflikter, og en splittet arbejderbevægelse. Og tydelig er Kommunisternes arbejde i bevægelsen underprioriteret i udstillingsformidlingen. Dermed ikke sagt at hele institutionen Arbejdermuseet, forholder sig enøjet og uden en objektiv og professionel tilgang til formidlingen. På biblioteket, og i arkivet kan man finde en kæmpe samling om alle aktører, også kommunisterne i arbejderbevægelsen.

Det politiske Arbejdermuseum og dets bestyrelse

Jeg vil i det følgende se nærmere på hvorledes bestyrelsens sammensætning og dens arbejdsområde er med til at skabe, hvad man kan kalde, et politisk museum.

Kan man forestille sig et Arbejdermuseum, som ikke har et fundament i arbejderbevægelsen?

Kan man formidle objektivt inden for ens egen forståelses horisont, det man i Jensens diskurs kan kalde den samfundsteoretiske?

Hvis man ser på et næsten hvert andet museum, så vil de, der skal formidle en kunstart, kunstner eller et historisk ophav, have en positiv tilgang til emnet. Dog forholder det sig lige modsat med, hvad man kan kalde kontra museer, hvor emnet der skildres, vises i et negativt perspektiv. Et eksempel på dette, er det indtil videre, kun netbaserede museum, www.marxismemuseum.dk.

Navnet antyder, at man her får en tilgang til den økonomiske ideologi, som Karl Marx har lagt navn til. Men hvis man ser undertitlen som er ’Museet om marxismens ugerninger[30]’, fornemmer man klart den politiske agenda og tilgang til emnet. I det hele taget må man være agtpågivende og se nærmere efter hvem afsenderen er hvad angår udstillinger med emner, der i en politisk forstand er i et spændingsfelt.

Det har jeg følgelig gjort ved Arbejdermuseet, i et nærmere eftersyn på bestyrelsens sammensætning, som er:

1 Socialdemokrat, 1 SF’er, 1fra Københavns Kommune, i denne periode Lars Gaardhøj som er folketingskandidat for Socialdemokraterne, 2 medarbejdere ved museet, 1 fra Kooperationen, 1 fra Arbejdermuseets Venner, 1 fra Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, samt 5 medlemmer udpeget af LO.

Som observatører uden stemmeret er: 1 fra Nationalmuseet, 1 fra Rigsarkivet, 1 fra Biblioteksstyrelsen, og 1 medlem udpeget fra Historisk Institut ved KU[31].

En enkel opdeling af bestyrelsen er, at skelne mellem dem, der har stemmeret og dem, der er observatører. Her vil man i Jensens diskurs forståelse kunne sige, at de med stemmeret, alle befandt sig i en partipolitisk diskurs og alle uden var i den professions baserede diskurs.

Groft sagt kan man således konkludere, at bestyrelsen er partipolitisk, uden objektivitet for øje.

Dette forekommer måske nok forhastet, set i lyset af, hvad bestyrelsens opgaver er. Bestyrelsen skal føre tilsyn, sørge for overholdelse af lovgivningen, der i Arbejdermuseets tilfælde drives som et statsanerkendt museum. Derudover er det bestyrelsens rolle, at henstille til kommende udstillinger på museet, hvorefter museets medarbejdere stabler udstillingen på benene[32]. Dermed har Arbejdermuseet sikret, at det såkaldte armslængde princip bliver overholdt, og at udstillingerne bliver opbygget i den Professionsbaserede diskurs.

For at vende tilbage til spørgsmålet om, hvor vidt man kan drive et Arbejdermuseum, uden en repræsentation af arbejderbevægelsen, vil svaret være, at dette ikke forekommer sandsynligt. Men i sig selv finder jeg det heller ikke problematisk, at Arbejdermuseet er drevet af arbejderbevægelsen. Mon ikke andre museer har bestyrelses medlemmer, der befinder sig inden for det specifikke museums interessesfære? Eksempelvis er formanden for Dansk Jødisk museums bestyrelse, også næstformand for mosaisk trossamfund. Da museumsloven overholdes på Arbejdermuseet og det ikke er en specifik organisation, der bruger museet som platform til, at agitere fra, så er det også i overensstemmelse med loven.

Dog vil jeg komme med indsigelser på opbygningen af denne med Vasströms ord, ideologiske institution[33], og dens organisatoriske bestyrelsesopbygning. Hvis man køber præmissen der lyder, at institutionen rent fagligt fungerer med en bestyrelse som har en ideologisk vinkel på Arbejdermuseets grundlag på den baggrund vælger emner og udstillinger ud fra LO’s og Socialdemokratiske værdier, så er det vel ikke problematisk. Jeg vil dog mene, at arbejderbevægelsen er mere og større end kun Socialdemokraterne og LO. Af politiske partier i bestyrelsen udover Socialdemokraterne, er Socialistisk Folkeparti repræsenteret med et enkelt medlem. Et parti som jeg mener, hører under betegnelsen arbejderparti og som er repræsenteret i folketinget, men ikke i Arbejdermuseets bestyrelse er Enhedslisten, som er en fusion af tre venstrefløjspartier, deriblandt DKP. Dette prøvede jeg, at gå videre med. Er det selvvalgt ikke at være med, fra Enhedslistens side? Vil Arbejdermuseet gerne have dem med? I denne forbindelse kontaktede jeg kulturordfører fra Enhedslistens folketingsgruppe, Per Clausen. På det lidt ladede spørgsmål, om hvor vidt det ikke var på sin plads, at Enhedslisten fik en plads i bestyrelsen, var svaret, ”Jeg mener bestemt det ville være rimeligt, hvis Enhedslisten var repræsenteret i Arbejdermuseets bestyrelse. Jeg ved faktisk ikke, hvrfor vi ikke er det. MVH Per Clausen.”[34].

Hermed fik jeg afkræftet, at det er Enhedslistens eget valg. Måske var LO ikke interesseret i andre aktører end Socialdemokraterne og SF? Med dette spørgsmål gik jeg videre til Arbejdermuseets direktør Peter Ludvigsen, der svarer, ”Det har aldrigr været på tale, og de har aldrig udtrykt interesse for museet. med venlig hilsen - Best regards Peter Ludvigsen Direktør.”[35]. Disse to responderende mails viser, at der ikke er en etableret kommunikation mellem parterne, og min tolkning af museets svar er desuden, at der ingen stor interesse er for, at have Enhedslisten med i bestyrelsen. Måske føler man allerede, at der er tilstrækkelig med politisk indflydelse, eller også er det Socialdemokraterne og LO, med deres historisk tætte samarbejde, der ønsker et monopol på Arbejdermuseets bestyrelse. Sidstnævnte kan tolkes som en stærkt politiserende og ensidig måde, at drive en institution på. Hvis det forholder sig sådan, må det også komme til udtryk i udstillingerne. Man kan her argumentere for, at vi befinder os inden for punkt 1, af de begreber til objekt forståelsen som Stefan Bohman betegner, genstande set som en positiv arv, som vi værdsætter[36](min oversættelse). Med dette mener jeg, at grunden til, at der i udstillingerne ikke er flere genstande, interiører og andet med kommunistiske symboler, samt skildringer af arbejderbevægelsens uoverensstemmelser er, at man ønsker at vise arbejderbevægelsen som en samlende og homogen masse under de Socialdemokratiske faner. Er det mon en almen bestyrelsespraksis, kun at have sine venner med? Problemet opstår vel først når det går ud over udstillingspraksis. Kunne man forestille sig, at Dansk Jødisk museum, kun skildrede de mellemeuropæiske jøders historie og ikke de russiske, grundet bestyrelsens sammensætning? Jeg ser, efter fusionen med Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, at hele institutionen bedre kan leve op til sin egen Vision og Vedtægt hvor der står, at institutionen skal ” indsamle, bevare, forske i og formidle såvel arbejderklassens liv som arbejder bevægelsens virke i alle dens forgreninger.”[37]. Arkivets og bibliotekets objektivitet og brede samling legitimerer at museet udstiller mere subjektivt, i forhold til bestyrelsens ideologi. Dette uden at vedtægterne brydes. Der hvor jeg ser en problematik, er i den måde hvorpå de beskriver formidlingen i vedtægterne, ”formidle (…) gennem udstillinger, publikationer og anden formidling kan vise arbejderbevægelsens historie, (…) organisationsforhold, organisationernes virke og historie samt andre sider af arbejderklassens liv, således at der skabes et alsidigt og dækkende billede af arbejdernes og deres organisationers forhold op til nutiden.”[38]. (mine markeringer). I forhold til Bohmanns tankegang mener jeg at bestyrelsen undlader, at formidle de genstande, man her ikke værdsætter så højt. De synes at underprioritere, det som befinder sig i Bohmans punkt 2 og 3, altså det som er symbolbærende, samt alt som er efterladt om emnet.

Der er dog undtagelser, som blandt andet vedrører de store DKP billeder og det som inspirerede mig til at give mig i kast med opgaven, nemlig Lenin statuen. Inden jeg kommer dertil, har jeg blot en sidste vinkel på bestyrelsen. Af frustration over ikke, at kunne få et dækkende svar vedrørende bestyrelsessammensætningen, skrev jeg til den sagkyndige inden for arbejder-, københavner-, samt fagbevægelsens historie, Allan Mylius Thomsen. Hans svar på mit spørgsmål om bestyrelsessammensætningen er, ”Jeg tror at sammensætningen af bestyrelsen er historisk betinget. Det var Fællesorganisationen i København (nu LO Hovedstaden) og Socialdemokratiet, der startede museet op. Dengang var der kold luft mellem arbejderpartierne, og Sociualdemokratiet sad på magten i Fællesorganisationen. Hvordan det kan ændres er jeg ikke klar over, men det er absolut en sag, der bør ses på, Med venlig hilsen Allan Mylius Thomsen.”[39]. Svaret viser, at der var tale om en splittet venstrefløj og et stærkt Socialdemokrati i starten af 80’erne, og at dette danner grundlaget for en bestyrelsessammensætning, der ikke er rykket ved siden.

Lenin statuen og debatten

I dette afsnit om Lenin statuen og debatten, vil jeg prøve at give belæg for, i hvilken af Jensens diskurser museet handlede og inden for hvilken af Bohman objekt beskrivelse til kulturarven museet og medierne ser/ så Lenin statuen. Jeg vil opsætte 5 grundholdninger, som kommer til udtryk i stort set alle avisartiklerne om Lenin statuen.

Statuen af Lenin var en gave fra Sømændenes Forbund, et af de få forbund, der byggede på et leninistisk og marxistisk grundlag.

Deres kursus ejendom, Tidens højskole, som Lenin statuen blev skabt til og opstillet på, gik konkurs i 1996, hvorefter statuen blev givet til Arbejdermuseet. Den kom på depot, indtil udstillingen ”Folkets århundrede”[40]. Denne udstilling gik, som før nævnt, væk fra museets gængse udstillingssprog, og man udstillede derfor også i den forbindelse den flere tons tunge Lenin i museets gård, uden en objektmæssig sammenhæng med andre genstande. Dette valg af Lenin statuen, som en repræsentation af objekt i forhold til udstillingens tema, viser at Arbejdermuseet i Jensens diskurs har en professionsbaseret tilgang til emnet[41], og har ligeledes set statuen ud fra Bohmans punkt 2[42]. Arbejdermuseet har forholdt sig til, at denne genstand er en del af kulturarven, og om den så i dag står i et positivt eller negativt forhold til institutionen og bestyrelsen har de ikke forholdt sig til. I første omgang blev opstillingen ikke genstand for mediernes opmærksomhed. Det var først i forbindelsen med udbygningen i 2004 hvor, det på forhånd var besluttet, at statuen skulle have en mere ydmyg plads, at mediestormen brød ud. Hvem og hvad der foranledigede debatten står lidt uklart. Den faktor som jeg mener, har haft stor betydning for debatten, og også i forhold til Arbejdermuseets bestyrelse, er det brev der, på foranledning af Henning Tjørnehøj, blev sendt i foråret 2004, og som var underskrevet af 20 ledende Socialdemokrater, heriblandt de tidligere statsministre Anker Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen, altså en personkreds med samme politiske ståsted som bestyrelsen. Hvad, de ønskede med brevet var, at give ”udtryk for undren over, at museets ledelse har kunnet få sig selv til at opstille en statue af Lenin, skønt han i enhver henseende optrådte forræderisk mod den demokratiske socialistiske idé, og skønt man skulle synes, at der - for et dansk arbejdermuseum - var andre og nok så indlysende statue-emner (…) (vi) opfordrer (… )bestyrelsen til at sikre, at der ikke sker en genopstilling af Lenin-statuen.”[43].

Det, der udtrykkes er tydeligvis en holdning om, at det er deres museum, idet de forestiller sig, at Arbejdermuseet arbejder ud fra deres og bestyrelsens ideologi. Når man forholder sig til dette, i Jensens samfundsteoretiske diskurs[44], mener jeg, at de i deres selvforståelse ikke ser det problematiske i, at diktere en uafhængig institutions virke, og de mener ikke umiddelbart de handler inden for deres partipolitiske diskurs.

De kan med deres samfundsteoretiske diskurs ikke se, at Lenin statuen, ud fra museets professions baserede diskurs, er udstillet, ikke opstillet. Denne betydningsfulde forskel, giver museet legitimitet til, at have en konkret statue af Lenin i deres gård.

Det, at opstille statuer og skulpturer er forbundet med mange følelser og en stor symbolværdi, samtidig med, at der udtrykkes beundring for den, der bliver afbilledet. Som i forordet om billedkunst i Kulturkanon (2006) bliver skulpturer i Saddams og Lenins personificeringer, betegnet som den mest voldelige og virkelige kunstart[45].

I museets svarbrev til de 20 socialdemokrater beskrives statuen som et objekt og deres brug af den, ”Statuen er tænkt til det offentlige rum, Der opstiller man statuer på grund af deres symbolværdi. Vi udstiller statuen på grund af dens fortælleværdi.”[46]. Dette skildrer en tydelig kollision mellem den professionsbaserede og den samfundsteoretiske diskurs, mellem det udstillede og opstillede. Sidst i svarbrevet slås et slag for deres professionelle virke. Det ”kan det næppe (…) være meningen, at vi på Arbejdermuseet skal rette vores formidling ind efter folketingsmedlemmers historiesyn. Hvis man ikke kan stole på, at museumsfolkene efter bedste evne arbejder både uafhængigt og med perspektiv og professionalisme, hvad skal vi så egentlig med museer?”[47].

5 grundholdninger i den skrevne debat om Lenin statuen

På Arbejdermuseets hjemmeside finder man en underside der hedder, ”Arbejdermuseet og Lenin”. Heri er samlet omkring 160 unikke avisartikler, læserbreve, klummer og interviews, af de i alt omkring 600 poster om emnet[48]. Efter gennemlæsning af en stor del, sås et tydeligt mønster. Dette har jeg samlet i 5 grundholdninger, der alle forholder sig til statuen. Dem vil jeg holde op imod min teori.

Lenin statuen skal fjernes, da Lenin var en diktator og ikke havde forbindelse med arbejderbevægelsen, (eller, i det mindste skal statuen forsynes med en tekst, der beskriver ham som bøddel/diktator/udemokrat).
Lenin statuen skal være på Arbejdermuseet, da han var (er) et positivt symbol for dele af arbejderbevægelsen.
Lenin statuen skal være på Arbejdermuseet, til skræk og advarsel for hvor udemokratisk arbejderbevægelsen var og (er).
Ingen skal blande sig i en uafhængig institutions udstillings praksis.
Kan ikke lide statuen, men ingen skal blande sig i en uafhængig institutions udstillings praksis.

Overordnet kan man sige, at mange avisindlægs argumentationer, havde en historisk tilgang til Vladimir Lenins liv og levned, set i et positivt eller negativt perspektiv, til begrundelse for opretholdelse eller fjernelse af statuen.

I forhold til første grundholdning var det sådan at, de socialdemokratiske partifolk argumenterede for en fjernelse, og som før nævnt er vi i en samfundsteoretisk diskurs. Lenin sås som en symbolladet genstand, uden sammenhæng med de andre genstande på museet. Samtidigt drages også den tolkning, at Lenin er opstillet og at museet på den baggrund hylder ham. Man kan sige, at deres syn på Lenin statuen, er at den er immateriel, i normativ forstand, set i forhold til Jensens figur 1. Dette går i stik modsatte retning af, hvad museet mener, idet de ser Lenin statuen som noget materielt, i en deskriptiv forstand[49].

Anden grundholdning blev fremført af historikere, museumsfolk, og venstrefløjspolitikere som ser positivt på Lenin statuen, i en ideologisk partipolitisk diskurs. Han skal hyldes, eller han skal anerkendes. Hedin (2004) skriver i kommunisternes blad Skub, ”Lenin og hans værk et uomgængeligt emne for ethvert arbejdermuseum hvor som helst i verden.”[50].

Den tredje grundholdning stammer typisk fra politikere; Socialdemokrater eller højrefløjen, der ser Lenin statuen som et symbol for arbejderbevægelsen, og som ser argumenterne for en fjernelse som et udtryk for, at arbejderbevægelsen, ønsker at fortie dele af fortiden. Lars Weiss skriver i sin artikel i JP den 17. maj 2004, ”Vi andre kan så glæde os over, at den rigtige Lenin ligger i mausoleum, og at hans politiske tanker - i hvert fald i Danmark - kun findes på museum.”[51]. Til denne holdning kan man sige, at man ikke ser statuen inden for en professions baseret diskurs. Der er en klar politisk holdning og partipolitisk diskurs bag, hvorfor statuen skal bestå. Den fjerde grundholdning er en klar professions baseret diskurs. Museet arbejder professionelt, og bestemmer helt uafhængigt.

Den femte giver et lidt mere mudret udtryk for den professions baserede diskurs, som den forhenværende kulturminister, Brian Mikkelsen eksemplificerer. Han kan i kraft af sin post ikke blande sig i udstillingens praksis, men han ønsker på ingen måde, at forholde sig objektivt til emnet. I et svar til Louise Frevert skriver han, ”Arbejdermuseet har ansvaret for, at formidlingen af museets skulptur af Lenin sker på en museumsfaglig forsvarlig måde (…) Jeg er enig med dig i, at Lenin er en af verdenshistoriens største bødler, så jeg forstår godt, hvis statuen virker stødende på dig.”[52].

Sammenfattende kan man sige om debatten, at den viser fronterne, for og imod opstillingen af Lenin, samt for og imod politisk indblanding. Der hvor jeg mener, at debatten har rykket er i forhold til Arbejdermuseet og deres bestyrelse, som blev tvunget til at tage en stilling til, hvordan man navigerer og ytrer sig offentligt når de befinder sig i politisk spændingsfelt.

Konklusion

I gennemgangen af Arbejdermuseet historie, virke, udstillingspraksis og ikke mindst bestyrelsens sammensætning, har jeg mødt et spændende museum, der formidler en måske lidt overset del af vores kulturarv. Særligt deres interiører fra historiske hjem tiltaler og aktiverer en fælles forståelse af livs- og levevilkår. Heri ser jeg virkelig deres formidlingsmæssige force, og de lever i min optik helt op til åbenhed, nærhed, enkelforståelse, ukompliceret fortællestruktur, genkendelighed, samt en meget stor detaljerigdom, som netop er deres grundlæggende formidlings idé[53].

Nøgleordet enkelforståelse er helt til stede, og heri synes jeg de formidler ensidigt. Jeg mener, at man ved at beholde de andre begreber, godt kunne udskifte enkelforståelse med flerforståelse, og på denne måde vise et mere alsidigt billede på arbejderbevægelsen, hvilket nok kan være svært når den beslutningsdygtige del af bestyrelsen har en mere eller mindre enkelforståelse af arbejderbevægelsens historie. Trods disse kritiske syn på en manglende diversitet, har debatten om Lenin statuen vist en professionel institution, med en professionel bestyrelse. Dette blev dog først italesat da medieomtalen blev omfattende.

Til spørgsmålet om, hvor vidt der er tale om objektiv formidling på et politisk museum, eller politisk formidling på et objektiv museum, må svaret være, at trods et stærkt politisk ideologisk ståsted fra museets bestyrelse, formår Arbejdermuseet i det store hele, at udstille ret apolitisk. Dog kan man fornemme en underliggende socialdemokratisk vinkel, omend den ikke virker propaganderende. Arbejdermuseet vil samle arbejderbevægelsens historie, med henblik på, at formidle til os alle. Du er kommet hjem til din historie.

I det hele taget beskriver jeg bedst deres virke i en blanding af Jensens 3 diskurser. Således er Arbejdermuseet partipolitisk i deres valg af udstillinger, eksempelvis den kommende udstilling om Danmarks 8 socialdemokratiske statsministre. Det er professions baseret når, de på udefrakommende kritik ytrer, at museets professionelle troværdighed ikke skal drages i tvivl, samt i deres opbygning af udstillingerne. Den samfundsteoretiske diskurs ses i deres valg af bestyrelse, samt i grundtonen for hele institutionens virke. Slutteligt vil jeg nævne, hvordan hele debatten om Lenin statuen, har bevirket, at den nu fortæller en helt ny historie, som ironisk nok drejer sig om at, det der ved Sovjets kollaps stod som symbol for topstyring og magtmonopol, nu på Arbejdermuseet er blevet til et symbol for selvbestemmelse, egenrådighed og professionel museums virksomhed.

Stor Tak til:

Medlem af folketinget Per Clausen

Direktør for Arbejdermuseet Peter Ludvigsen

Allan Mylius Thomsen

Bibliotekar ved Arbejderbevægelsens bibliotek og Arkiv, Dorte Ellesøe Hansen

Samt ikke mindst

It-konsulent fra Arbejdermuseet, Hans Uwe Petersen

Litteraturliste

Obs

Med hensyn til artiklerne og udtalelserne fra Arbejdermuseet, er de fundet på Arbejdermuseets hjemmeside underdelingen, Arbejdermuseet og Lenin: http://www.arbejdermuseet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=126:arbejdermuseet-og-lenin&catid=73:om-emner-og-personer&Itemid=151〈=da

Her ligger de forskellige artikler i PDF format til download, derfor har de ikke unikke url adresser, og jeg henviser i hvert enkelt tilfælde til overstående url.

Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Årbog 2007(2008) Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Bohman, Stefan. Historia, museer och nationalism(1997) Carlssons.

Clausen, Per. mail fra 17. marts 2009, bilag 1.

Erik Jensen, Bernard. Kulturarv – et identitetspolitisk konfliktfelt (2008) Gad.

Floris, Lene & Vasström, Anette. På museum (1999) Roskilde Universitetsforlag.

Hedin, Henrik Stamer. Lenin er en del af dansk arbejderbevægelses historie.(2004) Skub nr. 7. september 2004. Lokaliseret den 13. maj 2009 på Arbejdermuseet og Lenin. http://www.arbejdermuseet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=126:arbejdermuseet-og-lenin&catid=73:om-emner-og-personer&Itemid=151〈=da

Kulturministeriet. Kulturkanon (2006) Politikens forlag

LO. LO’s medlemstal (2008) lokaliseret den 13. maj 2009 på http://www.lo.dk/RUNDTOMLO/Faktaogbaggrund/OmLO/~/media/LO/Aktuelt/pdf/LO_medlemstal_2008.ashx

Ludvigsen, Peter. mail fra 31.marts 2009, bilag 2

Marxismemuseum (2009) lokaliseret den 13. maj 2009 på www.marxismemuseum.dk

Mylius Thomsen, Allan. mail fra den 05. maj 2009, bilag 3.

Raahauge & Rose(2004) Lenin centrum i ordstrid. Morgenavisen Jyllandsposten den 27.april 2004.

Lokaliseret den 13. maj 2009 på Arbejdermuseet og Lenin. http://www.arbejdermuseet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=126:arbejdermuseet-og-lenin&catid=73:om-emner-og-personer&Itemid=151〈=da

Stilling, Oliver (2004) l sandhed en ”stødende” statue. Dagbladet Information den 1.maj 2004.

Lokaliseret den 13. maj 2009 på Arbejdermuseet og Lenin.

http://www.arbejdermuseet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=126:arbejdermuseet-og-lenin&catid=73:om-emner-og-personer&Itemid=151〈=da

Tjørnehøj, Henning, mfl. Brevet til Arbejdermuseet, forår 2004, uden dato. Lokaliseret den 13. maj 2009 på Arbejdermuseet og Lenin. http://www.arbejdermuseet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=126:arbejdermuseet-og-lenin&catid=73:om-emner-og-personer&Itemid=151〈=da

Uden ophav. Pressemeddelelse. 18.maj 2004. Lokaliseret den 13. maj 2009 på Lenin på Arbejdermuseet. http://www.arbejdermuseet.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=126:arbejdermuseet-og-lenin&catid=73:om-emner-og-personer&Itemid=151〈=da

Udtalelse fra bestyrelsen den 2. september 2004. lokaliseret den 13. maj 2009 på Arbejdermuseet og Lenin: http://www.aba.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=126:arbejdermuseet-og-lenin&catid=73:om-emner-og-personer&Itemid=151〈=da

Vision og vedtægter (uden år) lokaliseret den 13. maj 2009 på Arbejdermuseets hjemmeside http://www.aba.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=57&Itemid=103〈=da

Weiss, Lars (2004) folkemorder på museum. 17. maj 2004.

Andre kilder

Forside tegning

Albrectsen, Klaus (1.5.2004)

Citat fra sangen, Når jeg ser et rødt flag smælde.

Tekst af Hansen, Oskar. Musik af Madsen, Johs. Skrevet til DSU Københavns kredsstævne i 1923.

BILAG 1

Fra:

"Per Clausen"

Til:

"busterid@yahoo.dk"

tirsdag 17. marts 2009 21.05

SV: Arbejdermuseet

Jeg mener bestemt det ville være rimeligt, hvis Enhedslisten var repræsenteret i Arbejdermuseets bestyrelse. Jeg ved faktisk ikke, hvrfor vi ikke er det.

MVH

Per Clausen

-----Oprindelig meddelelse-----
Fra:busterid@yahoo.dk
Sendt: 17. marts 2009 18:46
Til: Per Clausen
Emne: Arbejdermuseet

Hej Per
I forbindelse med research til en opgave om Arbejdermuseet og debatten om Lenin statuen, har jeg set nærmere på bestyrelses sammensætningen. Her springer det mig i øjnene at Enhedslisten ikke er repræsenteret.
Da jeg mener at Enhedslisten har et fundament og menings sammenfald med arbejderbevægelsen, kunne jeg godt tænke at høre kulturordførerens mening om dette.
Ville det ikke være på sin plads at Enhedslisten havde en bestyrelses plads, således at " arbejderpartierne", både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten var repræsenteret i Arbejdermuseets bestyrelse?

Jeg er bibliotekar studerende og skiver opgave i faget vidensformidlende institutioner.
Med venlig hilsen
Buster Björkman

BILAG 2

Fra:

"Peter Ludvigsen"

Til:

"'busterid@yahoo.dk'"

tirsdag 31. marts 2009 13.46

SV: Bestyrelses sammensætning

Det har aldrigr været på tale, og de har aldrig udtrykt interesse for museet.
Med venlig hilsen - Best regards
Peter Ludvigsen
Direktør
Arbejdermuseet - The Workers' Museum
Rømersgade 22, DK-1362 København K, Denmark
Tel: +45 33 93 25 75 - Fax: +45 33 14 52 58

-----Oprindelig meddelelse-----
Fra:busterid@yahoo.dk
Sendt: 31. marts 2009 11:12
Til: Peter Ludvigsen
Emne: Bestyrelses sammensætning

Hej Peter Ludvigsen
I forbindelse med research til en opgave om Arbejdermuseet og debatten om Lenin statuen, har jeg set nærmere på bestyrelsens sammensætning. Her springer det mig i øjnene at Enhedslisten ikke er repræsenteret.
Da jeg mener at Enhedslisten har et fundament og menings sammenfald med arbejderbevægelsen, kunne jeg godt tænke at høre direktørens mening om dette.
Ville det ikke være på sin plads at Enhedslisten havde en bestyrelses plads, således at De 3 parlamentariske repræsenteret "arbejderpartier", både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten havde plads i Arbejdermuseets bestyrelse?
Jeg er bibliotekar studerende og skiver opgave i faget vidensformidlende institutioner.
jeg vil også lige benytte lejligheden til at rose biblioteket og IT ansvarlig for god hjælp til min opgave.
Med venlig hilsen

Buster Björkman

BILAG 3

Fra:

"Allan Mylius Thomsen"

Til:

busterid@yahoo.dk

tirsdag 5. maj 2009 09.09

Re: spørgsmål om bestyrelses sammensætningen på Arbejdermuseet

Hej Buster
Tak for din mail ang. Arbejdermuseets bestyrelses sammensætning. Jeg er helt enig med dit synspunkt. Men jeg tror at sammensætningen af bestyrelsen er historisk betinget. Det var Fællesorganisationen i København (nu LO Hovedstaden) og Socialdemokratiet, der startede museet op. Dengang var der kold luft mellem arbejderpartierne, og Sociualdemokratiet sad på magten i Fællesorganisationen. Hvordan det kan ændres er jeg ikke klar over, men det er absolut en sag, der bør ses på.
Med venlig hilsen
Allan Mylius Thomsen
Skribent (DJf)
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation
Mail: mylius@12move.dk
Tlf.: +45 3332 2108
----- Original Message ----- From: busterid@yahoo.dk
To: <Allan_Mylius_Thomsen@br.kk.dk>
Sent: Monday, May 04, 2009 1:09 PM
Subject: spørgsmål om bestyrelses sammensætningen på Arbejdermuseet.
Kære
Allan Mylius Thomsen
I forbindelse med research til en opgave om Arbejdermuseet og debatten om Lenin statuen, har jeg set nærmere på bestyrelses sammensætningen.
Her springer det mig i øjnene at Enhedslisten ikke er repræsenteret.
Da jeg mener at Enhedslisten har et fundament og menings sammenfald med arbejderbevægelsen, kunne jeg godt tænke at høre din mening om dette.
Har du en ide og hvorfor det forholder sig sådan.
Ville det ikke være på sin plads at Enhedslisten havde en bestyrelses plads, således at "arbejderpartierne", både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten var repræsenteret i Arbejdermuseets bestyrelse?

Jeg er bibliotekar studerende og skiver opgave i faget vidensformidlende institutioner.
Med venlig hilsen
Buster Björkman

[1] Tegning: Albrectsen, Klaus

[2] Tekst af Hansen, Oskar. Musik af Madsen, Johs. fra 1923.

[3] Udtalelse fra bestyrelsen (2004) fra Arbejdermuseet og Lenin: http://www.aba.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=126:arbejdermuseet-og-lenin&catid=73:om-emner-og-personer&Itemid=151〈=da

[4] Jensen(2008) s. 13

[5] Jensen(2008) s. 14

[6] Jensen(2008) s. 17

[7] Bohman (1997) s. 40

[8] Figur fra Jensen(2008) s. 51

[9] Vision og vedtægter fra http://www.aba.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=57&Itemid=103〈=da

[10] Floris og Vasström (1999) s 173.

[11] Floris og Vasström (1999) s 173

[12] Ludvigsen(2008) in Årbog 2007 arbejdermuseet. s 8.

[13] Jensen (2008) s. 14

[14] Floris og Vasström (1999) s 173

[15] Ludvigsen(2008) in Årbog 2007 arbejdermuseet. s.16