fredag den 24. juni 2011

Kulturpolitikken i spændingsfeltet mellem ideologisk national tilgang og internationale konventioners forpligtigelse over for kulturarven

Regeringens kulturpolitik og kulturarvs pleje

- en samlet strategi eller tvetydighed.

Bachelor opgave af Buster Nykjær Björkman.

Abstract

Denne bacheloropgave omhandler dansk kulturpolitik i spændingsfeltet mellem ideologisk national tilgang og internationale konventioners forpligtigelse. Fokus er på kulturarven, dens betydning og italesættelse i forhold til tesen, at regeringens kulturpolitik samt syn på kulturarven ikke er styret af en samlet strategi, men præget anprisning af det monokulturelle.

Af teori vil jeg anlægge en diskursanalyse, hvorved der identificeres ytringer, der opsættes i diskurserne mono-, multi- eller individorienteret, samt anvende Bernard Eric Jensens tre diskurser til anskuelse af kulturarvsbegrebet; samfundsteoretisk, professionsbaseret og partipolitisk. Jeg anlægger dette teoriapparat på strategirapporterne Kultur for alle fra Kulturministeriet og Kultur er velfærd fra Socialdemokraterne, samt andre relevante skrivelser. Dette viser, at der trods regeringens ratifikation af konventionen om kulturel mangfoldighed, til stadighed ses en anprisning af kultur og kulturarv i et monokulturelt perspektiv.

Indledning

Kulturpolitik og tilgangen til kulturarven har været og er højspændte politiske emner. Kulturpolitikken, især efter oprettelsen af Kulturministeriet i 1961, har i tidens løb skabt megen debat. Alle kan have en umiddelbar subjektiv mening om kulturen og Kulturministeriets dispositioner. Rindalismen er et tydeligt eksempel på meningen om de økonomiske dispositioner og en generel uoverensstemmelse i kultursyn. Det er værd at bemærke, at statens udgifter til kulturen kun ligger på omkring 1 % af de samlede statslige udgifter[1], hvorfor det i et økonomisk perspektiv ikke er et område, der vælter eller dræner statskassen. Man kan altså bedre betegne det kulturpolitiske som værende et område hvor de slag, der udspilles, er af ideologisk art.

Trods de værdipolitiske debatter indenfor kulturen er det også et område, der ofte bærer præg af konsensus og stor enighed. De spørgsmål, der rejses i debatten handler ofte om hvor mange penge, til hvilke institutioner og individer, hvad der er støtteværdig kultur, samt hvad kulturen overordnet skal bruges til. Kulturministeriets ressortområde er mangefacetteret, og dækker: Skabende kunst, musik, teater, film, biblioteker, arkiver, museer, bygningsfredning og -bevaring, arkæologi og fortidsminder, samt videregående uddannelser inden for de kunstneriske områder. Hertil kommer almene kulturelle formål, ophavsret, radio og tv, idræt samt kulturelle forbindelser med udlandet, herunder Norden og EU[2] - et omfangsrigt område. Samtidig findes der ikke nogen naturgiven ramme for hvad, der skal inkluderes eller ekskluderes indenfor det kulturministerielle ressortområde, som man eksempelvis ser det indenfor Forsvarsministeriet og Skatteministeriet. De områder som Kulturministeriet i dag favner, er politisk besluttet, ud fra hvad der måtte menes at være inkluderende, i øjeblikket, i kulturens Sfære.

Hvis man overordnet ser på opgaverne for Kulturministeriets virke, er de i følge den første Kulturminister, Julius Bomholt, to hovedopgaver:

  1. At støtte det skabende åndsliv
  2. At sikre den enkelte borger adgang til dette i kulturen[3]

Dette synes stadig at gøre sig gældende. Man støtter skabende kunstnere og skaber rammer for, at kunsten bliver formidlet. Dog vil man kunne tilføje et bevaringsperspektiv af fortidens kunst og kultur, altså arkivalier, museumsgenstande hvori dele af disse betegnes som materiel kulturarv.

Kulturarven synes at være et begreb og område hvor debatten er blusset meget op i de seneste år, efter regeringsskiftet i 2001. For tidligere kulturminister, Brian Mikkelsen, blev det et kardinalpunkt, der med iværksættelsen af Kulturkanon (2006), skabte et værk til formidling af kulturarven for folket. ”Kulturarvens hovedværker aktualiseres jo netop i det øjeblik, vi går dem i møde.” [4].

I det hele taget ser jeg en stærk politisering af begrebet kulturarv, der bruges til at styrke en assimilering, så dansk kultur og kulturarv prises og formidles som en monokultur. Hvilken kultur og hvem bestemmer hvad, der er kulturarv? Hvilke forskellige kultursyn er der på kulturarven? hvad ligger der bag ønsket om, at formidle den rigtige kulturarv? Det er nogle af de problemstillinger jeg vil tage op her i opgaven.

Problemformulering

Jeg agter, at se på forskellige ytringer om kulturpolitikken på området kulturarv, i forhold til, at identificere dem i en mono-, multi- og individorienteret kulturel diskurs. Tidsperspektivet er fra regeringsskiftet 2001 til nu, med fokus på perioden under Brian Mikkelsen (2001-2008) og Carina Christensen (2008-2010).

Jeg vil se på, hvorledes kulturpolitikkens retningslinjer italesættes, om der er sammenhænge, modsigelser eller diskrepans i forhold til perspektiver på kulturarven, set i forhold til en mono-, multi- og individorienteret kulturel diskurs.

Dette vil jeg gøre ud fra tesen om, at der hersker flertydighed i regeringens kulturpolitik, og ikke nogen klar sammenhængende strategi. Den monokulturelle lovprisning af en rigtig dansk kulturarv, i ental, synes på mange måder tydeligst.

Samtidig har regeringen tilsluttet sig internationale aftaler om kulturel mangfoldighed, der peger i retning af en multikulturel diskurs. Hvad angår den individorienterede diskurs, kan den ses som en liberal tilgang til kulturområdet med opgøret om smagsdommere; oplyste folk kan selv tage stilling. Hvordan kan regeringen lovprise en rigtig dansk kulturarv og samtidig tilslutte sig internationale konventioner, der tilskynder at beskytte og fremme mangfoldige kulturer?

Teori og Metode

Det begrebsapparat jeg ønsker, at anvende kan beskrives i opsætning af de tre diskurser

1. Monokulturel diskurs

2. Multikulturel diskurs

3. Individorienteret diskurs

Begreberne mono- og multikultur, som diskursive par, har jeg fra den kvantitative undersøgelse Danskernes nationale forestillinger (2008), af Christian Albrekt Larsen, hvor der opstilles data fra 27 lande, ud fra netop disse begreber. Her undersøges folks tilknytning til deres nationalstater[5].

Som titlen på undersøgelsen viser, er sigtet, at se på danskernes nationale forestillinger, altså hvad danskerne forstiller sig at danskhed består af, samt deres forhold til dette[6].

Undersøgelsen viser, hvor mange procent af hvert enkelt lands befolkning, der henholdsvis foretrækker, at etniske repræsentanter bevarer deres oprindelige kultur og lader samfundet bære præg af multikultur, og hvor mange, der foretrækker landets iboende fremherskende kultur, monokultur. I denne opsætning opstilles de to kultursyn som modpoler, uden mulighed for graduering. undersøgelsens spørgsmål er således formuleret, Nogen siger, at det er bedre for et land, hvis forskellige racer og etniske grupper bevarer deres særegne skikke og traditioner. Andre siger, at det er bedre, hvis disse grupper tilpasser sig og indgår i det omgivende samfund. Hvilke af disse synspunkter kommer tættest på dit eget synspunkt?” [7].

Der ligger klare ideologiske meningstilkendegivelser i disse to ytringer. Man kan ikke være tilhængere af begge kultursyn samtidig, hvorfor mono- og multikulturel diskurs synes, at danne modsætningspar, der kan bruges til at angive en klar tilkendegivelse af fortrukken eller anvendt kultursyn.

Lidt ved siden af eller som del af begge, er så den individorienterede diskurs, som jeg har tilføjet, idet jeg mener, at den vil bidrage til, at nuancere og indplacere flere aspekter af regeringens italesættelse af kulturen og kulturarven. Inspirationen er ligeledes fra Albrekt Larsen, der anvender Giddens til, at hævde, at det postmoderne menneske ikke automatisk overtager tilknytning til det nationale fællesskab, at moderniteten fordrer en refleksiv identitetsskabelse[8].

En sådan refleksiv identitetsskabelse, hvor subjektet har frihed til selv, at vælge sin identitet, kan ses i en liberal optik, i tråd med Fogh Rasmussens opgør med smagsdommeriet i hans nytårstale fra 2002, Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne”.[9].

Ved at anvende disse tre diskurser er det min hensigt, at kunne dechifrere, identificere og diskutere holdninger og meninger, bevidste elle ubevidste i italesættelsen af kulturen i ministerielle rapporter og politiske skrivelser.

Herudover vil jeg gøre brug af Bernard Eric Jensens begrebsapparat fra Kulturarv – et identitetspolitisk konfliktfelt (2008).

Eric Jensen opererer med 3 diskurser om kulturarv

1. Den samfundsteoretiske

2. Den professionsbaserede

3. Den partipolitiske

Dette socialkonstruktivistiske begrebsapparat er udarbejdet i en Foucaultiansk diskurs forståelse, hvori disse begreber beskrives;

Den samfundsteoretiske diskurs tager udgangspunkt i, at kultur er uomgængelig for mennesker. Vi lever i, og er kultur, idet kultur dannes og omdannes med selve jeget som bærer af en given kultur, hvilket betyder at kultur og dermed også kulturarv kan siges, at vedrøre menneskers betydningsdannende praksisser[10]. Vi er og omgiver os med vores kultur og kulturarv.

Den professionsbaserede diskurs knytter an til professionelle formidlere, forskere og museumsfolk, som implicit den enkelte institutions vedtægter eller museumsloven, udlægger en teoretisk tolkning af kulturarvsbegrebet, hvilket man også kan kalde et akademisk syn på kulturarven. Dette syn indebærer ofte en form for graduering og værdisættelse, og dermed er kun en mindre mængde af den samlede nedarvede kulturmængde værdifuld nok til, at være kulturarv i en professionsbaseret diskurs[11].

Den partipolitiske diskurs beskriver Eric Jensen som værende problematisk. Denne diskurs er i Eric Jensens beskrivelse, et nøglebegreb, som den borgerlige regering, under Anders Fogh Rasmussen, har gjort brug af i dens ideologiske kultur- og værdikamp. Dette udmøntes i, hvad man blandt andet kan betegne som kanon-tankegangen, hvor man, inden for kultur og historie kan beskrive og opstille en (hit)liste, der er den almengyldige for en fælles kulturarv[12].

Jeg vil mene, at man ved, at se bredere på den partipolitiske diskurs, bedre kan rumme de indbyrdes spændinger i regeringspartiernes ideologiske arv. Overordnet er Venstre et liberalt parti og de Konservative et nationalt konservativt parti. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, når det har sin berettigelse, at karakterisere den partipolitiske diskurs i enten en liberal eller nationalkonservativ vægtning.

En anden vigtig del af Eric Jensens værk, er analyseværktøjet hvori kultur og kulturarven ses i en normativ eller deskriptiv forstand. De to begreber tager udgangspunkt i hvorledes kulturarv kan anskues. I deskriptiv forstand, er alt eksisterende, positivt såvel som negativt set, nedarvet kulturarv. Delmængden af dette, er kulturarv i normativ forstand, hvor det udelukkende er det positive af den nedarvede kultur, der er signifikant og bevaringsværdig.

Forholdet mellem det normative og deskriptive, samt Eric Jensens diskurser, opsætter han således; ”Den normative variant står helt centralt i den partipolitiske kulturarvs diskurs og spiller også en ganske fremtrædende rolle i den professionsbaserede. Den deskriptive variant ligger derimod til grund for den samfundsteoretiske”.[13].

Diskursernes indbyrdes relationer

De to forskellige tredelte diskursopsætninger er, i nogle henseender, samstemmende og overlappende, omend ikke umiddelbart konverterbare. Jeg har valg, at lade dem være i disse to tredelinger, i stedet for seks ligestillede diskurser, idet jeg mener, at det giver bedst komparativitet af ytringer inden for de to forskellige tredelte diskursopsætninger, hvorfor de ikke sidestilles, da den indbyrdes dynamik dermed ryger.

Jeg vil her, i figurform, diskutere diskursernes indbyrdes relationer.

Eric Jensens diskurssæt Larsens inspirerede diskurssæt

Multikulturel diskurs

Professionsbaserede

Monokulturel diskurs


[14]

Partipolitiske

Individorienteret diskurs


Den samfundsteoretiske diskurs, i Eric Jensens opsætning, står som socialkonstruktivisme, hvor kultur som relativistisk er i alt. Derfor svarer diskursen til alle og ingen af diskurserne i den af Larsen inspirerede opsætning. Den professionsbaserede diskurs kan både have et mono- og et multikulturelt sigte, alt efter hvilken overbevisning den professionelle formidler måtte have. Dog er der ingen konverterbarhed til den individorienterede diskurs, da denne ikke har akademisk rygdækning og står som uprofessionel. Den partipolitiske diskurs er, i Eric Jensens optik, lig den politiske linje, som regeringen stikker ud – altså en borgerlig nationalkonservativ og liberal ideologi. Hvis man splitter denne partipolitiske diskurs op i to kan man sige, at den nationalkonservative ideologi svarer til den monokulturelle diskurs og den liberale svarer til den individorienterede.

Den partipolitiske diskurs, der i Eric Jensens diskurs følger regeringsmagten, vil naturligvis ændres hvis der skulle komme en rød regering senere i år. I en rød partipolitisk diskurs kan man forestille sig, at det individorienterede slægtskab udviskes, til fordel for en relation, der tydeligere er rettet mod den multikulturelle diskurs.

Diskursanalyse som værktøj

I det ovenstående har jeg opridset mine teoretiske tilgange, der har det til fælles, at de er diskursive. Jeg finder, at diskursanalyse bidrager til, at overskue samt give de anvendte tekster mening, idet den beskriver og forklarer sammenhænge, og sætter udsagn i kontekst. Ifølge Den Danske Ordbog er Diskurs: ”Sammenhæng af udsagn, idéer, definitioner el.lign. som udgør kernen i fx en samtale eller et ræsonnement”[15].

Michel Faucault sættes ofte i relation til diskursanalysen, og ses som en udvikler af teori og metode, samt en række empiriske undersøgelser[16]. I sin diskursive analyse tager Faucault afsæt i en foreliggende og tilsyneladende sammenhængende mængde af begivenheder for at kaste lys over hvorfor netop denne mængde af diskursive begivenheder foreligger (…) en samling ytringer som man efterfølgende kan se en regularitet i hvis man sætter dem i relation til hinanden. En sådan regularitet i måden at udtale sig på, i de anvendte begreber, i undersøgelsesfelter eller omtalte genstande peger nemlig på at der har gjort sig en systematik gældende da udsagnene blev dannet.”[17]. Jeg vil se på en samling ytringer, der har en interrelation, som gør, at man kan tale om ytringerne som et system, der fungerer meningskonstruerende og dermed er i en, eller danner en diskurs.

Disse kan så opsættes mod hinanden eller på anden måde relateres til hinanden for derved, at se de forskellige ytringers forbindelse.

Metode og materiale

Det materiale jeg vil analysere med dette teoriapparat er tekster, der er fremført til, at italesætte kulturarven og kulturens betydning fra, først og fremmest, kulturministeriel side.

Dette vil jeg gøre for, at se på regeringens tilgang og italesættelse af kulturpolitikken ud fra betragtningen, at jeg ved en dechifrering af diskurserne for kulturpolitikken og kulturarven, kan føre bevis for, at regeringens kulturpolitik rent overordnet er usammenhængende og ikke konsistent.

Tekster og Gennemgang

Det jeg konkret vil hive fat i er strategirapporten Kultur for Alle, der er udarbejdet af Carina Christensen i 2009, der skal give en status og visioner på kulturområdet. Her vil jeg analyserer og diskuterer, italesættelsen af kultur, formidlingspraksis og aktivering af ”ikke brugere”, samt inddrage kritik af rapporten. Dernæst vil jeg se på kulturarvsbegrebet i Kulturarvsstyrelsens optik, dette i forhold til bla. UNESCOs konventionernes kulturbegreber. Derefter en komparativ analyse af kultursynet fra henholdsvis Center for Kunst & Interkultur (CKI) og Kulturkanon projektet, der står som skarpe modsætninger af kulturavssyn, Derefter, for lidt realpolitisk modvægt, vil jeg se nærmere på socialdemokraternes strategirapport Kultur er Velfærd fra 2005. Her vil jeg analysere og diskutere rapportens kultur og kulturarvs syn i forhold til regeringens og til CKI visioner.

Slutteligt vil jeg indplacere de to rapporters, kulturkanon og (CKI) kultursyn i et koordinat mellem diskurserne mono- , multikulturel og normativ, deskriptiv. Alt dette for at identificerer, diskutere og nuancere de forskellige ståsteder, ud fra de teoretisk opsatte diskurser. Hermed identificeres i hvilken kontekst, samt hvilke andre samtidige tilgange der er på kultursynet i forhold til regeringens kulturpolitik, hvor der synes at mangle en samlet strategi.

I Kultur for Alle har de sat kursen med visionær patos[18]. ”Kultur for Alle sætter kursen fremover. Den skal sikre, at kunsten, kulturen og kulturarven bliver pejlemærker, som alle kan sejle efter.”[19]

Kultur for Alle

I Kulturministeriets tid, fra 1961 til i dag, har syv ud af sytten Kulturministre fremlagt en redegørelse eller strategirapport[20]. Kultur for Alle er navnet på den store og eneste strategirapport som tidligere Kulturminister Carina Christensen præsenterede i december 2009. Samtidig er det den eneste rapport en borgerlig minister har fremlagt siden regeringsskiftet i 2001. Jeg vil ikke betegne Brian Mikkelsens, Et Kultur Politisk Arbejdsprogram fra 2008, som en redegørelse eller strategirapport, idet det er en opremsning og nedslag af en række enkelte sager, der bedre kan ses som et forberedende oplæg til strategirapporten Kultur for Alle[21].

En strategirapport vil jeg betegne som værende nogenlunde lig tidligere tiders redegørelse i kulturministeriel sprogbrug. Hvor strategi, ifølge Den Danske Ordbog, mere sigter mod endemålet[22], så er redegørelse mere en betegnelse for en fremstilling af en sammenhæng[23]. Kulturministeriet kan have ændret sprogbrug for, at vise øget fokus på resultat, og et udtryk for en generel New Public Management tankegang, der bestyrkes af strategirapportens syn og fokus på eksempelvis resultatkontrakterne mellem staten og kommunerne[24].

I pressemeddelelsen op til udgivelsen af Kultur for Alle, står der om hovedformålene med rapporten: ”Alle i Danmark skal have mulighed for at få ejerskab til vores fælles kultur og kulturarv”, samt ”alle i Danmark skal have mulighed for at få adgang til relevante og vedkommende kulturtilbud”[25].

At folk skal have adgang til kulturen, er lig en af hovedopgaverne og fundamentet for Kulturministeriets virke, som Bomholdt citatet i indledningen af opgaven viser – et bevis på at det åbenbart ikke, på trods af 50 års virke, er lykkedes at få alle aktiveret som kulturbrugere.

Eller også er det en eviggyldig formålsparagraf, der åbenbart skal fortsætte med at blive italesat og arbejdes ud fra. Man kan i hvert fald sige, at det peger på en konsensus og kontinuitet af hvad, der synes vigtigt at arbejde med, kulturpolitisk i ministerielt perspektiv.

I det, at vi alle skal have ejerskab af vores fælles kultur og kulturarv, ligger implicit en holdning om at befolkningen, når den har fået adgang til kulturen også skal have en følelse af at denne kultur er deres. Dette, alles ejerskab af fælles kulturarv, giver et billede af at kulturarven er i ental, og at der derfor logisk er tale om, at det er det nedarvede (kulturarven) i normativ form, der derfor knytter sig til kulturarven i en professionsbaseret diskurs. Det rejser spørgsmålet, hvordan befolkningen skal aktiveres og sikres adgang til kulturen og kulturarven.

Her må man gå til selve rapporten.

Undertitlen til Kultur for Alle er – Kultur i hele landet. Dette indikerer, at det er samtlige i Danmark, der er i fokus og som skal have ejerskab af denne kultur. I forordet i Kultur for Alle står:

”Vi lever i en unikt privilegeret tid (…) når det handler om adgangen til kulturtilbud til ny viden, til nye indtryk, til nye muligheder for at finde os en identitet. (…) Samtidig er det en udvikling, der i høj grad udfordrer os som borgere i et kulturelt fællesskab.”[26].

Vi er i Kulturministerens optik privilegerede med hensyn til adgang til kulturen, hvilket ikke helt samstemmer med, at et af fokuspunkterne netop er sikring af alles adgang til kulturen, som er et af rapportens sigte. Denne privilegerede adgang til kulturtilbud giver mulighed for, at finde en identitet. En sådan åben refleksiv identitetsdannelse, kunne indikere en vis form for relativisme, i forhold til hvilken kulturidentitet befolkningen har eller danner sig. Derfor kan dette ses som værende i Eric Jensens samfundsteoretiske diskurs. Identitetsskabelse kan sammenlignes med, at vi som mennesker er og lever i en kulturel virkelighed, der hele tiden dannes og omdannes[27]. Eller det kan betegnes som værende inden for den individorienterede diskurs, der ligeledes er at sammenligne med den partipolitiske i et liberalt perspektiv. Men de uanede muligheder for, at søge efter identitet, bliver dog efterfulgt af en udfordring til os som borgere i et bestemt kulturelt fællesskab.

Carina Christensen gør det klart, at vi er i et kulturelt fællesskab, og hun ser fællesskabet som truet.

”Den konstante strøm af nye kulturtilbud, (…) Så overvældende, at vi pludselig kun ser rigdommen af kultur som et fattigt, gråt flimmer, fordi vi ganske enkelt ikke kan overkomme mere. Så overvældende, at det pludselig kan være fristende og nemmere kun at se på verden i ét snævert perspektiv. Så overvældende, at vi ikke længere kan få øje på vores fælles reference ramme og mister orienteringen.”[28].

Her beskrives en kulturfragmentarisk samtid, hvori der er alvorlig fare for Information Overload, idet vi mister orienteringen om vores fælles reference ramme. Dette scenarie er, i Kulturministerens optik, ikke et særlig positivt billede af hvad, der kan beskrives som en kulturrelativistisk samtid, set i den samfundsteoretiske diskurs.

Hun forsætter, ”Det skaber en trussel for sammenhængskraften i vores samfund. Hvis vi står uden et billede af vores fælles historie og kulturarv; (…) hvis vi mister lysten og evnen til at tale fornuftigt med dem, som vi er uenige med – ja så kan vores demokrati og fællesskab ikke overleve i længden. Men – når vi kender vores kultur og kulturarv i dens mangfoldighed, så sker der heldigvis det modsatte.”[29].

Her fremsiges et retorisk tungtvejende skyts, sammenhængskraften. Sammenhængskraften kan betegnes som det, at vi har, og er i den samme kulturelle forståelseshorisont. For at se det Bourdieuskt, så er dette den kulturelle kapital som vi har akkumuleret gennem opdragelse og dannelse[30]. Som det fremgår af citatet er denne sammenhængskraft i vores samfund, med vores fælles kulturarv i vores fællesskab. Jeg finder det nu på sin plads at se på hvad der ligger i alt dette inkluderende, vores. I Bernard Eric Jensens Kulturarv (2008) gennemgår han kulturarvspleje som han historiserer og diskursopsætter, for herved at se på hvorledes kulturarven er forstået og brugt i forskellige tidsperioder og sociale sammenhænge[31]. Med vores er spørgsmålet om det menes, vores kulturarv som dansk etnisk folk eller handler vores om os mennesker der bor i Danmark? Eric Jensen skelner mellem dette i, hvad han kalder, kulturarven i ethnos og demos regi. Ethnos refererer til det etniske ophav, et fællesskab ud fra et folks etnicitet, hvorimod demos ses som medborgerskabet og fællesskabet som borgere i samme nationalstat[32].

I Kultur for Alle bliver det i hvert fald gjort tydeligt at, ”alle i Danmark skal have mulighed for at få ejerskab til vores fælles kultur og kulturarv.”[33]. Alle i Danmark peger på kulturarven i demos regi, da det netop bliver nationalstatens medborgere, der skal eje kulturarven.

Kulturarven er i ental, så det drejer sig om kulturarv i en monokulturel diskurs. Med brug af vores og fælles kan derfor helt udelukkes den individorienterede diskurs. For, at komme lidt nærmere ind på synet på kultur og kulturarv i Kultur for Alle, hvor et fælles ejerskab af kulturarven er vigtig, finder jeg det relevant, at se på hvem, der skal aktiveres. Hvem er det, som ikke har et ejerskab af kulturarven og ikke bruger den rigtige kultur?

Den tabte tredjedel

I Kultur for Alle opdeles kulturbrugere i tre dele. Storforbrugere af kulturtilbud, de der benytter kulturtilbud en gang imellem og sidst, restgruppen af ”ikke brugere”[34]. Det er de traditionelle kulturtilbud som disse ”ikke brugere”, altså ikke bruger. Der gives ikke en klar definition af hvad traditionel kultur og kulturtilbud er, men den kan tolkes ud fra en finkulturforståelse som værende teater, film (i biografen), museer, koncerter og biblioteker mm. Vores og traditionelle står som diffuse begreber med hensyn til hvilken mening der ligger i dem. Man kan træde et skridt tilbage, og se på det med Johan Fjord Jensens dobbelte kulturbegreb[35]. Her opsættes et modsætningspar i kulturbegrebsforståelsen, det universalistiske og det relativistiske kulturbegreb. Det relativistiske kulturbegreb, svarer til Eric Jensens samfundsteoretiske kulturbegreb, hvor ingen er uden eller udenfor ens egen kultur[36] - en kultur man altså er i og ikke kan være på afstand af[37]. I det universalistiske kulturbegreb ligger den forståelse, at der er nogle almengyldige sandheder, for hvad der kan betegnes som kunstværker og hvad der er klassisk finkultur, dette kræver blot dannelse[38]. Her er vi tæt på den professionsbaserede diskurs, hvor kulturen kategoriseres og det, som tillægges en særlig værdi, kan benævnes som det finkulturelle[39].

I Kultur for Alle, kan jeg nu tolke denne Vores og traditionelle italesættelse, ud over det tidligere nævnte demos regi, som værende inden for det universalistiske og specifikke kultursyn man fra Kulturministeriet ønsker, at få folk aktiveret i – et normativt syn på kultur og kulturarv.

Hvordan skal man få disse ”ikke brugere” forvandlet til brugere af den rigtige kultur.

I Kultur for Alle står, ”Ikke-brugerne” er en række forskellige grupper, herunder unge, nydanskere og socialt udsatte. (…) For at vi for fremtiden kan formidle relevante og vedkommende kultur tilbud til brugerne og ikke-brugerne, er der imidlertid brug for mere viden om, hvem de er.”[40]. På den ene side ved vi, at ”ikke brugerne” er de unge, nydanskere og de socialt udsatte, men på den anden side, har vi brug for mere viden om hvem de er, hvilket virker en kende usammenhængende. For at få denne viden, skal der iværksættes en ny kulturvaneundersøgelse[41], den sidste er fra 2004. Særligt fokus skal være på ”ikke brugerne”. Det har dog altid været et fokus punkt i kulturvaneundersøgelserne, hvor der optælles hvor mange og hvem der er brugere, og ligeledes hvem, der ikke bruger givne kulturtilbud, dette være sig både i forhold til geografi, uddannelsesniveau, alder, segmentering og tid. Et eksempel herpå, er spørgsmålet fra kulturvaneundersøgelsen 2004, ”Andele af befolkningen over 15 år, som ikke har været til hverken opera, musical, ballet, skuespil, klassisk koncert, på kunstmuseum/-udstilling, andre museer eller folkebiblioteket inden for det seneste år. Fra 1975-2004[42].” Svaret viser, at 21-23 % af befolkningen ikke brugte disse tilbud i årrækken 1987-2004[43]. Når tallene har været stabile så længe, kan det være svært at se, at en ny kulturvaneundersøgelse skulle kunne vise et helt andet resultat. Præmissen for en undersøgelse virker uklar. Man løser en problematik, hvor der i forvejen er forholdsvis gode evidensbaserede undersøgelser om hvem ”ikke brugere” er, ved at lave endnu en undersøgelse af samme.

Dette indikerer, at der ikke er en sammenhængende løsningsmodel eller analyse af hvorledes man aktiverer alle til og i kultur. De undersøgelsesmetoder, der anvendes og analyseres på baggrund af i Kultur for Alle, er overordnet set kvantitative. Dette gælder også Kulturvaneundersøgelsen, hvor der modtagers data fra mange respondenter. Det er derfor svært, at trække andre informationer end specifikke besøgstal og hvor stor en del af befolkningen der er brugere og ”ikke brugere” over tid.

Denne brug af kvantitative undersøgelser må siges, at være en yndet metode for undersøgelser og forskning i den professionsbaserede diskurs, udført af professionelle kulturformidlere. Svagheden ved undersøgelsesmetoden anerkendes af Carina Christensen, der ytrer, ”Om det faktisk styrker sammenhængskraften, kan man ikke læse ud fra besøgstal og kulturvanestatistikker”[44]. I dette udtaler hun, at en af grundpræmisserne i Kultur for Alle, at sikre og styrke sammenhængskraften, ikke løses eller ses ud fra undersøgelsesforslagene i rapporten. Med dette bidrager Carina Christensen til at underminere undersøgelsesmetoden og spænder på denne måde ben for dele af sin egen rapports gyldighed.

Formidlingen af kulturarven

Der er konkrete forslag til, hvordan man får fat i ”ikke brugerne”. I afsnittet Kunst, kultur og kulturarv i det offentlige rum i Kultur for alle, ser man på formidlingsstrategier for, at få kulturen og kulturarven ud hvor brugerne er, og forhåbentlig også aktivere ”ikke brugerne”. Formidlingsstrategien er, at ”skabe interesse for det, der gemmer sig bag institutionens vægge. Det kan ligeledes bruges til at tiltrække nye brugergrupper, som inspireres ved at blive præsenteret for kunst og kultur på nye måder.[45]”.

Dette skal ske via kulturaftalerne og ved, at de statslige kulturinstitutioner i ”højere grad benytter sig af muligheden for at formidle kulturen og kulturarven i byerne og i landskabet, hvor det er relevant.”[46]. Kulturinstitutionerne er i forvejen forpligtiget til, at formidle, hvorfor strategien ikke synes særlig progressiv.

Kritik af Kultur for Alle

Satsningerne i formidlingsstrategier har affødt kritik, både på et praktisk og ideologisk plan. ”– Flytter man kunst ud ved et supermarked, bidrager man til en adspredelseskultur og gør kunsten til en almindelig brugsvare. Om det er kunst eller leverpostej bliver det samme”, udtaler magister i Kultursociologi Peter Duelund[47], som med dette mener, at man ved, at komme ud med kultur i det offentlige rum, er medvirkende til en forfladigelse, hvilket netop er det Kultur for Alle advarer imod. Ligeledes mener den borgerlige forfatter Claes Kastholm ikke, at det er konservativ politik, at få mennesker, der ikke er interesserede, til at gå på museum. folk selv komme til dem (museer), hvis de har behov for det.[48]”. Kunstner Bjørn Nørgaard giver sit besyv med, ”Det er interessant at se, at nyliberalistiske politikere mere og mere ligner marxisterne i 1970'erne i deres retorik og vulgære syn på kultur og samfund.”[49]. I disse udsagn italesættes, at det ikke er rigtig konservativ politik, at få kulturen ud til folket, og at det er (ny)liberalistisme, der ligner marxisme. Overordnet kan man sige, at det, at ville have kulturen ud til folk, peger i retning af en styrkelse af sammenhængskraften, at få alle inkluderet i den monokulturelle diskurs. Inden for hvilke af de partipolitiske diskurser, Kultur for Alle´s formidlingsstrategi befinder sig, kan ud fra overnævnte citater, diskuteres. Claes Kastholm agiterer for, hvad jeg vil betegne, en liberal partipolitisk diskurs, eller den individorienterede, idet folk selv må opsøge kunsten, hvis de vil. Samtidig siger han, det ikke er konservativ politik, at få fat i ”ikke brugerne”. Dette vil jeg dog anfægte, da det netop er under konservative kulturministre, som sigter mod, at aktivere alle i en fælles kultur og kulturarv, med både kulturkanonen og Kultur for alle. Bjørn Nørgaard mener derimod at det er gammelt marxistisk tankegods, at få kulturen ud til folket, så vi alle er i det samme kulturværdibærende fællesskab. Denne tanke er nu overtaget af hvad han betegner som (ny)liberalistiske politikere. Dette vil i opgavens begrebsforståelse, kunne betegnes som nationalkonservativ partipolitisk, ikke en liberal partipolitisk diskurs, trods Nørgaard italesætter det som liberalistisk.

I Kultur for Alle trækkes der tydelige tråde tilbage til tidligere tiders strategier i kulturpolitik. At få kulturen ud i hele landet kan ses som en decentraliseringsstrategi, der allerede indarbejdedes i ministerielt perspektiv, med betænkning nr. 517 af Kresten Helveg Petersen, fra 1969[50]. Her skulle satsninger af institutioner i provinsen styrkes, så alle var dækket ind kulturelt[51].
Samtidig er grundvilkåret om at få ”ikke brugeren” med, dog i en anden kulturel forståelse i Kultur for Alle end tidligere ministerielle skrivelser.

”Formålet med at nå bredt ud italesættes ikke inden for rammerne af en oplysnings- og dannelsesdiskurs, men inden for rammerne af en fællesskabsdiskurs”, pointerer Dorte Skot-Hansen, centerleder ved Center for Kulturpolitiske Studier, Det Informationsvidenskabelige Akademi[52].

Denne oplysnings- og dannelsestankegang stod som en af grundstenene for Kulturministeriets anlæggelse, der med Bomholdts ord skulle støtte, men aldrig dirigere[53]. Alle skal have nødvendig oplysning og dannelse, for herved at få udbytte af de kulturelle tilbud[54].

Er det en tilbageskuende, traditionel dansk kultur, der skal udbredes? Eller er det en mere åben kultur, hvor alle bidrager til fællesskabet? Det står der ikke noget om i strategioplægget. Men det må være vigtigt at få diskuteret, hvad vi egentlig mener med en fælles kultur – og den diskussion savner jeg."[55]. Selvom udsagnet er formuleret som et spørgsmål om hvor vidt Kultur for alle formidler en tilbageskuende, traditionel dansk kultur, så antyder Skot-Hansen, at det er det den gør. Hun pointerer, at "Samfundet har jo som et resultat af globaliseringen oplevet et skift fra homogenitet til en større mangfoldighed af etniske kulturer. (…) Helt grundlæggende er spørgsmålet, hvordan vi sørger for at nydanskerne ikke bare bliver inkluderet i en eksisterende kulturpolitik, men også får en stemme således, at deres egen kultur bliver synlig på kunst- og kulturscenen. Det er en vigtig pointe, men det kræver som sagt, at man anlægger et bredere syn på fællesskaber, end strategien her lægge op til." [56].

De forskellige fagfolk og debattørers udsagn, viser nogle interessante perspektiver på hvorledes kultur og kulturarv i Kultur for Alle. Særligt viser de hvorledes formidlingsstrategierne, bliver og ikke mindst burde blive formidlet. Nedenfor er en model (figur 2), hvori henholdsvis Dorte Skot-Hansen, Claes Kastholm og Peter Duelunds forståelse af rapporten er indplaceret.

[57]

Forståelse af kultur- og kulturarvssynet i Kultur for Alle:

Dorte Skot-Hansen: Monokulturel diskurs i negativt fortegn. Mangler Multikulturel diskurs.

Claes Kastholm: Partipolitisk diskurs i negativt fortegn. Mangler Individorienteret diskurs.

Peter Duelund: Samfundsteoretisk eller Individorienteret diskurs i negativt fortegn. Fornemmes mangler Professionsbaseret diskurs.

Figur 2 bidrager til at vise, at en forståelse af kultursynet i Kultur for Alle, i meget høj grad afhænger af hvilke øjne der ser. De tre fagfolk og debattører har hver sin tolkning af, hvad de ser som kultursynet i Kultur for Alle. Samtidig har de ligeledes forskellige perspektiver på, eller forestillinger om, hvad en strategirapport skal indeholde. Det, der synes interessant, er at der ikke er en samstemmende enighed i hvad de se som Kulturministerens egentlige holdning og kultursyn. Dette medvirker til, at bestyrke min tese om, at der fra politisk ministeriel side ikke foreligger et klart overordnet perspektiv på hvorledes kulturen italesættes.

Overordnede perspektiver på kulturarv

For at komme nærmere en overordnet ministeriel definition af synet på kulturarv finder jeg det nærliggende at gå til Kulturarvsstyrelsen. Kulturarvsstyrelsen oprettedes i 2002 og er ”en styrelse under Kulturministeriet, der har til opgave at sikre kulturarven og give den betydning for den enkelte og for samfundet som helhed. [58]. Dens rolle er altså at sikre og et formidle kulturarven. At kulturarven skal være betydningsfuld for samfundet, er en formulering der spænder godt overens med Kultur for Alle. I punktform opremses styrelsens ressortområde:

Kulturarvsstyrelsen står for

Faglig rådgivning til kulturministeren og udarbejder forslag til ny lovgivning.

Bidrager til udformning og gennemførelse af regeringens målsætninger på kulturarvsområdet og varetager administrationen af museumsloven og bygningsfredningsloven.

Arbejder for at beskytte, registrere, udvikle og formidle kulturarven i dialog og samarbejde med kommuner, ejere, institutioner og foreninger.[59].

Der er tale om en styrelse, der kommer hele vejen rundt om kulturarven, ved både rådgivning, udformning, samt administration af det lovmæssige grundlag. Men hvordan defineres kulturarv, og hvorledes kan dette placeres i diskursopsætningen? Den danske kulturarv omfatter alt, hvad mennesket har efterladt sig gennem tiderne: Strukturer, konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave og gravpladser, flytbare genstande og monumenter og den sammenhæng, hvori disse spor er anbragt. Det vil sige hele samfundsudviklingen frem til i dag.(…) Det er ikke alt, vi vælger at bevare.”[60].

På en og samme tid forholder Kulturarvsstyrelsen sig til kulturarven i normativ og deskriptiv forstand. Man anerkender, at alt menneskelig efterladt er kulturarv og på denne måde er styrelsen i en samfundsteoretisk diskurs i et deskriptivt perspektiv. Dog er det ikke alt i denne kulturarv som Kulturarvsstyrelsen vælger at bevare, hvorved de siger, at ikke alt efterladt er af lige stor værdi. Der foretages en vurdering, af hvad der er bevaringsværdig kulturarv og hvad der ikke er, hvorfor man kan sige, at der i praksis er et normativt syn på kulturarven. Kulturarvsstyrelsens virke kan siges at ligge inden for den professionsbaserede diskurs og den partipolitiske diskurs. I Eric Jensens optik skaber regeringens betydelige politiske indflydelse på Kulturarvsstyrelsen, ligefrem en synergieffekt mellem den professionsbaserede og den partipolitiske diskurs[61].

De tilstræbte objektive tilgange i den professionsbaserede diskurs bliver politisk ideologisk farvede, på trods af at styrelsen under Kulturministeriet bør virke uden en politisk slagside. Et andet perspektiv på Kulturarvsstyrelsens definition af kulturarven er om den er i materiel eller immateriel form – om der er tale om fysiske genstande eller bygningsværker, eller om der tale om kultur i en mere uhåndgribelig form.

At definere noget som værende kulturarv, der ikke er bundet i materiel form er forholdsvis nyt i ministeriel forstand. Først i oktober 2009 udsendte Kulturministeriet en pressemeddelelse med en ratifikation af UNESCOs konvention om immateriel kulturarv, med ikrafttrædelse februar 2010[62]. Dette brud med kulturarvens materielle tilknytning, og det at kulturarven nu også anerkendes som værende immateriel i sin form, tydeliggør hvordan Kulturarvsstyrelsens professionsbaserede og partipolitiske diskurs udfordres.

Idet man anerkender immaterialitet i kulturarven, er man nødt til at gentænke og udvide det, der er inkluderet i kulturarvsbegrebet. Hos Kulturarvsstyrelsen kan man spore en tydelig skepsis overfor denne udfordring. "Den immaterielle kulturarv er jo vores totale liv med alle de iboende kulturprægninger, vi har. Det kan jo blive lidt pjattet. Hvis vi mener, at spisning af røde pølser er truet af burgerkulturen, skal pølsespisning så være en del af verdens kulturarv, der bør beskyttes”, siger museumskonsulent Morten Lundbæk fra Kulturarvsstyrelsen[63], hvilket viser flere ting om Kulturarvsstyrelsen.

At se kulturarv som summen af vores totale liv latterliggøres ved italesættelsen af den lavkulturelle praksis, at spise en rød pølse. Heri ligger implicit tilgangen fra Kulturarvsstyrelsen, at den står som autoritet for graduering af hvad, der er bevaringsværdig kulturarv. Styrelsen arbejder inden for den professionsbaserede diskurs, hvilket kan eksemplificeres med den form for graduering, som der ligger i kategoriseringen, udarbejdet i Rapport om udredning om kulturarven (2003).

I denne rapport inddeles de (materielle) kulturarvsgenstande i kategorier, efter kriterierne; væsentlig betydning for kulturarven og økonomisk realisme for bevaring[64]. Hvad kan bevares for de afsatte midler? Navnene på kategorierne er, 1 Enestående national betydning, 2 Væsentlig national betydning, 3 Regional/lokal betydning, 4 Begrænset national betydning, og 5 Mindre betydning[65].

I sådan en kategorisering ligger en vurdering og anprisning af det nationale, hvilket også synes konverterbart til den immaterielle kulturarv, hvis dette ønskes. Man kan let forestille sig, at Kulturarvsstyrelsen kan indplacere det immaterielle i de 5 kategorier. Morten Lundbæk nævner, Mere seriøst kunne man blandt specifikt danske, immaterielle kulturformer nævne foreningskulturen, forsamlingshuskulturen, fællessangen, madkulturen, frokosten med dens ritualiserede rækkefølge af retter, og flagningen - at vi bruger vores nationale flag som udtryk for fest.”[66]. Disse er eksempler på immaterielle kulturformer, som Lundbæk tillægger højere værdi end det, at spise en rød pølse. Dermed bliver forbeholdet mod kulturarv i immateriel form, nærmere en kritik af det deskriptive kulturarvs syn, og kan ses som et paradigmeskift og autoritetsbrud – en forandring fra den professionsbaserede til den samfundsteoretiske diskurs. Derudover er der et skift i forståelsen af kultur og kulturarv, fra monokultur til multikultur, idet immaterielle udtryksformer ikke lader sig indhegne i national og monokulturel betydning. Som professor i antropologi ved KU, Kirsten Hastrup konkretiserer, ”Den immaterielle kulturarv, (…) sprænger enhver forestilling om nationale grænser. Det gælder ikke mindst sproget, der ellers betragtes som det danskeste af det danske. Dansk sprog består for en stor dels vedkommende af låneord fra andre sprog, (…) så kan vi i hvert fald sige om sproget – som er det vigtigste udtryksmiddel – at det næppe lader sig nationalisere.”[67]. Hvis det danske sprog ikke engang kan stå som et betydningsfuldt symbol på den danske kulturarv er der et brud på tilgangen til, hvad der er af national monokulturel betydning.

Et andet eksempel herpå er, at et levende og talt sprog ikke er statisk. Så i hvilken form skal en levende kultur kanoniseres? ”Kultur er en flydende størrelse, der ikke er ret meget i sig selv, men som gør noget og kan bruges på mange måder.” [68], pointere Kirsten Hastrup. Det er i brugen eller i fortolkningen, at kulturarven får liv. ”Al kulturarv, inklusive den faste kulturarv, er immateriel, fordi den skal fortolkes for at give mening.” [69].

At Danmark ratificerer UNESCOs konvention om immaterielle kulturarv, burde forpligte Kulturministeriet til at ændre sin tilgang til kulturarven, der skulle fodre det førnævnte paradigmeskift fra professionsbaseret tilgang til en samfundsteoretisk diskurs. Det har dog ikke haft en synlig afsmitning på rapporten, Kultur for Alle, hvori det er den nationale materielle kulturarv, der italesættes. I pressemeddelelsen om ratifikationen, skrives der ikke at den immaterielle kulturarv, bryder med tidligere tilgange til kulturarven. Der italesættes en positionering af Danmark i forhold til andre lande. ”Ikke mindst er Danmarks ratifikation et positivt signal til stater, som ikke har en lige så høj grad af opmærksomhed på sin immaterielle kulturarv, og hvor forskning, bevaring og formidling af denne kulturarv ikke er højt prioriteret.”[70].

Det har altså ingen realpolitisk betydning på kulturarven, at Danmark tilslutter sig UNESCOs konvention om immaterielle kulturarv, konventionen som i min argumentation nødvendiggør et paradigmeskift af kulturarvsbegrebet. Dette giver et billede af at Kulturministeriet og dertilhørende Kulturarvsstyrelsen har en usammenhængende strategi i forhold til kultursynet.

Ligeledes er der heller ikke sket en revision af kultursynet ved, at Danmark har ratificeret en anden UNESCO konvention, UNESCO’s konvention om kulturel mangfoldighed. I 2006 fremlagde Brian Mikkelsen UNESCO’s konvention om kulturel mangfoldighed til ratifikation i 2007. i denne forbindelse udtalte han at, ”Jeg er meget tilfreds med, at vi forpligter os til aktivt at arbejde for at beskytte og fremme den kulturelle mangfoldighed nationalt og på verdensplan.[71]. I konventionen bliver kulturel mangfoldighed beskrevet som de mange forskellige måder, hvorpå kulturer kommer til udtryk. Et andet vigtigt begreb for fremme af denne kulturelle mangfoldighed er interkulturalitet, der betegnes som det forhold, at der findes et ligeværdigt samspil mellem forskellige kulturer, og at der er mulighed for at skabe fælles kulturelle udtryk gennem dialog og gensidig respekt[72]. Dette skulle om noget åbne for et kultursyn hvor kulturer er i flertal og multikulturen ses som gevinst for samfundet. Spørgsmålet er så bare om denne tilfredshed, fra Brian Mikkelsens side, med den kulturelle mangfoldighed, er smittet af på regeringens kulturpolitik. I 2005, to år før ratifikationen af UNESCO’s konvention om kulturel mangfoldighed, ved igangsættelsen af kulturkanonprojektet udtale han at, “En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er vokset frem på det stykke jord der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Due-odde og Blåvandshuk.” (Tale på Det Konservative Folkepartis landsråd, 25.9.2005)[73]. Dette må siges, at være det modsatte af at prise kulturel mangfoldighed, idet der er en tydelig diskrepans i udsagnene. På den ene side er den tidligere Kulturminister meget tilfreds med kulturel mangfoldighed, og på den anden side er muslimsk kultur ikke lige så gyldig som den kultur, der er ”vokset” frem inden for den nationale grænse. Karen Lisa Salamon, antropolog ved Danmarks Designskole, ser dette som udtryk for kulturbegrebet i essentialistisk forståelse[74]. Med dette mener hun, at der er nogle iboende træk ved en kultur, der er knyttet til kulturens udspring rent geografisk. Altså er dansk kultur demokratisk og ikke middelalderlig, grundet det, at den er fra det geografisk afgrænsede område, der hedder Danmark[75]. Hvis man følger denne argumentation er og bliver muslimsk kultur knyttet til de geografisk afgrænsede områder, en dansk muslim oprindelig er udvandret fra. Hvert folkeslag er født med iboende træk, der naturligt bygger på deres oprindelsessted, der præger en tilbøjelighed til at udvise visse typer adfærd og tænkning[76]. Hvis man køber denne præmis, hvorledes kan Brian Mikkelsen da tilslutte sig en konvention, der fremmer interkulturelitet? Her er det givtigt at gå til pressemeddelelsen, hvor Brian Mikkelsen beskriver konventionen. ”Konventionen bekræfter vores ret til at værne om og støtte vores mangfoldige kultur og kulturarv.[77]. Kultur ses her i ental og det, han italesætter er det positive i, at vi som land har ret til, at støtte vores indbyrdes nationale mangfoldige kultur. På denne måde er mangfoldighed ikke i en multikulturel, omend i en monokulturel diskurs, hvor en intern anprisning af forskellige danske kulturelle udtryk, ved en kanonisering netop er det der ses i en fremstilling som Kulturkanonen.

Dermed fremstilles virket i Kulturministeriet som usammenhængende. Man tilslutter sig internationale konventioner og gradbøjer erklæringerne til umiskendelighed således at det passer i et ministerielt monokulturelt virke.

En sådan monokulturel ensidighed i kulturvirket har fået modstand, dels fra politisk side, men også fra råd og nævn – råd og nævn, vi ikke havde brug for ifølge Foghs berømte nytårstale 2002. Et af disse er Center for Kunst & Interkultur, som i den grad råber vagt i gevær overfor denne monokulturelle politisering af kulturområdet.

I det følgende vil jeg se på Center for Kunst & Interkultur (CKI) komparativt med kulturkanonprojektet, da de synes at stå som hinandens modsætninger, i forhold til hvorledes kulturpolitikken skal formes. De står for hver deres kulturelle diskurs. CKI er i den multikulturelle diskurs og kanonprojektet er i en monokulturel diskurs.

CKI & Kulturkanon

Kulturkanonen er en af de mest debatterede og materielle bevis på regeringens kulturpolitik med Brian Mikkelsen som ideologisk bannerfører. Med det tidligere citat fra det Konservative landsråd, anslår Brian Mikkelsen en tydelig Dem og Os tilgang til kulturen, hvor det fornemmes at det er den danske kultur, der prioriteres i kulturarvsarbejdet. ”Vi har sat et arbejde i gang med at udarbejde en national kulturkanon. Den skal være en gave til alle borgere her i landet – også til indvandrere, der får en god adgang til de fælles referencerammer den danske kultur bygger på.”[78]. Alle skal have samme referenceramme til kulturarven. Samtidig er det en gave. Man kan forestille sig at ræsonnementet bygger på, at når vi (Danmark) nu har sådan en god kultur, i forhold til jer (indvandrere) middelalderlige med dårlig kultur, så må det da være en gave. Der tales tydeligt til fordel for en monokultur, alt imedens andre kulturer forkastes.

Kort kan man sige, at Kulturkanonens formål er, at præsentere en liste over forskellige kunstværker, der er uomgængelige og umistelige i den danske kulturarv[79]. I selve Kulturkanon (2006) definitionsafklares kanonbegrebet, ”I en kanon samler man det, som nogle har udpeget som det bedste eller rigtigste.”[80]. Ud fra denne tankegang i en professionsbaseret og partipolitisk diskurs, listes nu de værker der er bedst og uomgængelige. Kulturministeren gør dette i behørig armslængde, ved hjælp af syv udvalg af eksperter med akademisk og professionel tilgang indenfor forskellige kunstområder. Men hvordan harmonerer det i regeringens førte politik, at lade eksperter og smagsdommere bestemme på befolkningens vegne? Jeg gentager citatet fra Fogh Rasmussens nytårstale fra 2002, ”Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.”[81].

Denne interne uoverensstemmelse indenfor regeringen kommer også til udtryk i debatten op til kanonudgivelsen. I artiklen Kulturkanon udløser borgerlig kulturkamp (2004), stilles spørgsmålet om forskellen på et liberalt og konservativt kultursyn?

Her udtaler venstres Birthe Rønn Hornbech, Det (er) for mig den grundtvigske folkeoplysning, som ikke skal lære familien Danmark noget bestemt, men som skal lære dem at tage stilling som myndige borgere, over for et ekspertstyre og smagsdommere (…) det er farligt, hvis kulturministeren mener, at hans apparat og myndighed skal bruges til at fortælle, hvad der er mest dansk.”

I samme artikel udtaler Brian Mikkelsen, ”Jeg vil ikke presse en bestemt statslig kulturopfattelse ned over hovedet på den danske befolkning. Mit formål er at vække til debat og gøre kulturen til genstand for større nysgerrighed.”, og afviser, at kanonen er udtryk for smagsdommeri[82].

I Venstre er der et vist forbehold, ved at lade staten diktere hvad, der er bedst og rigtig dansk kultur, hvormed Venstre tydeligt viser sine liberale rødder. Det oplyste folk skal selv tage stilling. Dette er indbefattet den individorienterede diskurs, en partipolitisk diskurs i liberal forstand. I Brian Mikkelsens genmæle, siger han, at der ikke presses et bestemt kultursyn ned over hovedet på folk. Dog forærer han kulturkanonen som gave til alle i Danmark, med den slet skjulte dagsorden, at vise den rigtige danske kultur, kontra den forkerte middelalderlige muslimske kultur. I dette værk præsenteres den ”uomgængelige” danske kultur, der ikke giver individet plads til selv at bestemme hvad det synes er bedst, rigtigst eller mest uomgængeligt. Dette viser at kanonprojektet er i en monokulturel diskurs og i en nationalkonservativ partipolitisk diskurs. Kulturpolitikken i en monokulturel diskurs er ikke kommet med den borgerlige regering i 2001. Ifølge Albrekt Larsens Danskernes nationale forestillinger (2008) har dette syn en lang tradition. Her nævnes nederlaget i 1864, hvor Danmark reduceredes til et land kun bestående af et dansk folk, samt indførelsen af undervisningspligt i 1814 med styrkelsen af det danske sprog og kultur. Indførelsen af demokrati samt parlamentarisme i 1901, og opbygning af velfærdsstaten med start i 1891 med alderdomsforsørgelsen[83]. Disse forhold er med til at give forestillingen om et folk, en stat, et politisk fællesskab og fælles nationale velfærdsrettigheder[84]. Resultatet af undersøgelsen i Danskernes nationale forestillinger, om danskernes tilgang til hvilken kultur de fortrækker af enten monokultur eller multikultur, viser da også at tilslutningen til monokultur er ret markant. 77 % foretrækker monokultur, hvorimod det kun er 11 %, der foretrækker multikultur[85]. I det hele taget er Danmark det land, ud af de 27 lande, der deltager i undersøgelsen, der rangerer højest i at foretrække monokultur[86]. Ud fra undersøgelsen er der overensstemmelse mellem den førte politik på kulturområdet og danskernes repræsentative holdning. Det forholder sig anderledes hvad angår stoltheden over den danske kultur. Her ligger Danmark på tredjesidstepladsen, hvilket ansporer Albrekt Larsen til at kommentere, at dette ”må være en meget dårlig nyhed for landets kulturministre, der har kæmpet for H.C. Andersen ambassadører og kulturkanoer etc.[87].

Som et modspil til regeringen og også som et forsøg på, at få befolkningen til at indtage en anden position i kultursynet, er CKI en aktør, hvis arbejdsgrundlag er udvikling af et kulturelt mangfoldigt kulturliv. CKI er et videns-, kompetence- og formidlingscenter[88], der er værdibaseret i UNESCO’s konvention om kulturel mangfoldighed. Man arbejder ud fra konventionen, der er ratificeret og vedtaget af regeringen, som de dog ikke mener, har påvirket den praktiske kulturpolitik. Dorte Skot-Hansen fra Det Informationsvidenskabelige Akademi, samt bestyrelsesmedlem i CKI, fremlagde en tale til et seminar den 20. januar 2011, vedrørende de kulturpolitiske indsatser, i statslig regi set i forhold til det flerkulturelle område. Hun mener, at Danmark ikke har tradition for kulturpolitik, i et mangfoldigheds perspektiv. Danmark lider af lilleput syndrom, hvor enhedskulturen ses som en styrke[89]. Hun opridser hvorledes der, under de tidligere kulturministre, ikke har været en overordnet strategi for at styrke mangfoldighed i kulturlivet, kun ad-hoc-projekter med integration som sigte[90]. Kun under den sidste ikke-konservative Kulturminister, den radikale Elsebeth Gerner Nielsen (1998-2001), var der tiltag for fremme af en kulturpolitik med mangfoldigheden i fokus. Disse tiltag og støtter blev sløjfet efter regeringsskiftet i 2001[91]. Skot-Hansen diagnosticerer, ”Den borgerlige kulturpolitik var – og er – nationalistisk.[92]. Om kulturkanonen udtales, ”kulturkanonen (fik) aldrig den tilsigtede virkning, hverken i forhold til gamle eller nye danskere, det blev simpelthen glemt. Men at den i udgangspunktet var udtryk for en assimilatorisk kulturpolitik er der ingen tvivl om.”[93]. Skot-Hansen anerkender, at det danske kulturlandskab før og nu fortrinsvis er præget af kulturpolitik i en monokulturel diskurs. De tiltag der har været i forhold til en mangfoldighedstilgang på kulturområdet, er få og ikke en del af en samlet strategi. Samtidig rejser hendes statement, at kulturkanonen er glemt, et interessant spørgsmål. Kulturkanonen blev måske alligevel set som kultur, trukket ned over hovedet på befolkningen, trods Brian Mikkelsens afvisning. Til denne antagelse finder jeg hjemmel i danskernes manglende stolthed over for dansk kultur, jf. Albrekt Jensens undersøgelse. I det hele taget kan kulturkanonen, her 5 år efter udgivelsen, ses som et symbolpolitisk projekt, på linje med, hvad der udtrykkes om den netop vedtagne genindførelse af grænsekontrollen.

Tilbage til substansen i Skot-Hansens tale, identificerer hun tiltag som hun ser positivt og mangfoldighedsfremmende på. Tiltag, der ligger uden for den universalistiske kulturtilgang som er herskende i Kulturministeriet. Det positive tiltag er Kunstrådets handlingsplan fra 2007-2011. Her ser Skot-Hansen et opgør med denne universalisme, som dermed også betyder et brud på monokulturel diskurs. ”Talent og høj kunstnerisk kvalitet vil altid være styrende for kunststøtten, men på samme måde som man ikke kan operere med ét universelt kunstbegreb, må et kvalitetsbegrebs kompleksitet erkendes. Rådet vil derfor i sin handlingsplan samt virke arbejde med et differentieret kvalitetsbegreb, som på hvert enkelt fagområde blandt andet udfordres af

mangfoldighed og globalisering.(…) Kunstrådet ser diversitet som en ressource og kilde til inspiration. Kunststøtten skal derfor understøtte mangfoldighed uanset social baggrund, køn, alder, geografi og etnicitet.”[94]. Ud fra denne erkendelse, af at der ikke findes et universelt kunstbegreb og at kompleksiteten er til stede i kvalitetsbegrebet fordrer nytænkning af, i hvilken diskurs, regeringens kulturpolitik skal indplaceres. Når Kunstrådet bevæger sig væk fra det universalistiske kulturbegreb, vil det, i følge Johan Fjord Jensens dobbelte kulturbegreb, være i den relativistiske tilgang. Dette kan så igen sammenstilles med Eric Jensens samfundsteoretiske diskurs, hvori kunsten og kvaliteten er inkluderet i Kunstrådets handlingsplan. Men træerne vokser ikke sådan lige ind i himmelen i CKIs univers. Kunstrådets formand er udskiftet og den nye, Per Arnoldi har ikke udtalt sig om overordnede tilgange til mangfoldighed i kulturbegrebet. Dog udtaler han at,

Jeg er pisse elitær, det har jeg altid været. Og gammel og reaktionær, sur, kritisk og grumpy.[95], hvilket ikke ligefrem ligger op til et brud på de universalistiske kulturtilgange. CKIs ønske om fremtiden er, at kulturpolitikken skal indarbejde en mangfoldighedsstrategi, der styrker det interkulturelle felt på et statsligt plan[96]. Dette vil betyde et brud med den kulturpolitiske tilgang i professions og partipolitisk diskurs. Samt nok så vigtigt for CKI, vil der kunne komme fokus på et multikulturelt perspektiv i kulturpolitiken og dermed et paradigmeskift i forhold til den historiske monokulturelle tilgang til kulturområdet. Om dette er en realistisk drøm. under en ny regering vil jeg, i det kommende afsnit, diskutere set i forhold til socialdemokraternes strategirapport Kultur er velfærd.

Kultur er velfærd

Socialdemokraterne med kulturordfører og kandiderende Kulturminister, Mogens Jensen har i 2005 fremlangt et storstilet kultur- og kunstpolitisk program, Kultur er velfærd (2005). Denne forholdsvis omfangsrige (60 sider) rapport er en helhedsplan, der skal sætte rammerne for hele kulturområdet[97]. I en kronik i Politiken, vælger han at kalde denne helhedsplan for kulturens grundlov[98]. Kultur er velfærd ligger op til, hvad der af Mogens Jensen kaldes en offensiv kulturpolitik, der ”fastlægger samfundets overordnede ansvar for et mangfoldigt kultur- og kunstliv og samtidig stadfæster såvel statens, regionernes som kommunernes kulturpolitiske ansvar.”[99]. Disse overordnede rammer giver, trods de almene formuleringer, en fornemmelse af at det brede og mangfoldige kulturliv skal gives mere plads. Dette syn på mangfoldighed uddybes, ”Staten bør ligeledes gennemføre tiltag for at fremme og værne om en mangfoldighed af kulturudtryk i henhold til internationale forpligtelser som bl.a. UNESCO-konventionen om kulturel mangfoldighed.”[100]. Dette er helt i tråd med CKIs ønske for en ny regering, ”Her må vi håbe at mangfoldigheds-diskursen bliver omsat til en egentlig mangfoldighedsstrategi, der kommer til at gennemsyre hele kulturpolitikken.[101]. I Mogens Jensens retorik, særlig i kronikken, ser han sig selv som en fornyer i forhold til den siddende regerings kulturpolitik. ”Der er behov for at gøre op med en kulturpolitik, der i alt for mange år har været underlagt Dansk Folkepartis indsnævrede og overnationalistiske åg.”[102]. Disse udsagn beretter om en vilje og et opgør mod regeringens kulturpolitik, der i Mogens Jensens optik, ses som overnationalistisk, i en nationalkonservativ partidiskurs. Ønsket om at fremme mangfoldigheden, kan ses som at socialdemokraterne ønsker, at bevæge sig imod en mere multikulturel diskurs i deres praksis. Dog er det mangfoldigheden, der anvendes som udtryk og ikke en decideret anprisning af multikulturalismen. ”Der nævnes eksempelvis ikke ordet ”multikultur” eller ”monokultur” i hverken Jensens kronik eller i Kultur er velfærd. Disse begreber er, om noget, politisk. (…) Der er et spændingsfelt inden for socialdemokraterne, hvor der skal navigeres med en vis forsigtighed. Der skal dels lægges afstand til DF, men på den anden side skal der ikke tales med versaler der provokerer de blå socialdemokrater.”[103]. Dette mener jeg medvirker til, at vise det handlingsrum som Mogens Jensen skal agere i, og det viser at spørgsmålet om mangfoldighed ikke står krystal klart. Ønskes der at det danske samfund skal inkludere andre kulturer, så det bliver et mangfoldigt og multikulturelt samfund, hvad der kan betegnes som relativistisk kultursyn i en samfundsteoretisk diskurs? Eller ønskes en accept af at andre kan have en kulturopfattelse, der afviger fra den danske (læs universalistiske monokulturelle), dette i en individorienteret diskurs? Er det altså ønsket om et inkluderende kulturlandskab eller ønsket om accept af parallelle kulturer, der lægges op til?

I Eric Jensens definitionsafklaring af kulturarvsplejen bruger han The Parekh Report (2000), der bidrager med nytænkning af definitionerne, som et flerkulturelt medborgerdemokrati skal håndtere i Storbritannien[104]. ”Britain needs to be, certainly, ‘One Nation’ – but understood as a community of

communities and a community of citizens, not a place of oppressive uniformity based on

a single substantive culture.”[105]. Et fællesskab af fællesskaber og et fællesskab af medborgere, samt ingen undertrykkende uniformitet eller ensartethed – dette ses som en anerkendelse af nationen hvori der er et lighedprincip, med respekt og anerkendelse af forskelighed. Dermed kommer der også en demokratisering af kulturarven og kulturarvsplejen, alt imens magtforholdet er på spil i og med at, ”No individual, group or institution has the right - or indeed, any longer the power - to define the culture and stories of others.”[106]. Dette fodrer et monopolbrud i forhold til hvem, der har definitionsretten til den rigtige kulturarv. Intet individ, gruppe eller institution som eksempelvis Kulturarvsstyrelsen, kan have denne ret og der åbnes op for en samfundsteoretisk kulturforståelse af kulturarven. Er det denne retning socialdemokraterne vil gå?

I Kultur er velfærd står, danskere har udsyn og dermed forståelse for den mangfoldighed af kulturer, vi skal handle med verden over. Samtidig bor der i Danmark i dag mange med forskellig kulturel baggrund, som skal arbejde, bo her og bidrage til samfundets udvikling. Det betyder, at vi i Danmark må lægge vægt på respekten for kulturel mangfoldighed som en grundlæggende værdi.”[107]. Vi skal have forståelse og respekt for andre kulturer, men citatet fortæller ikke hvorvidt vi skal implementere andres kulturer i den danske. Her tænkes på om der ligges op til en redefinition af begrebet kulturarv. I en rapport fra 2000, af Hvenegaard Rasmussen og Høirup, udgivet af Center for Kulturpolitiske Studier, er der forslag til inddragelse af de etniske minoriteter i kulturlivet. Her ønskes ”ny kulturpolitik baseret på kulturel mangfoldighed, (…) helt nye, hybride kunstneriske og kulturelle udtryk kommer til verden. En kulturpolitik, hvor kulturel forskellighed opfattes som en ressource og ikke et problem.[108]. Blandt flere andre punkter skal dette gøres ved, ”En inddragelse af minoriteters kunst og kultur i kulturarven.”[109]. Dette viser en inklusion af andres kulturer i kulturarven. Følger man Hvenegaard Rasmussen og Høirups præmis, vil der være en anerkendende tilgang og syn på kulturelle udtryk fra andre sider end det nationale monokulturelle danske perspektiv, hvorved man får en anerkendelse af mangfoldighed, der rækker længere end i Kultur er velfærd. Her bliver multikulturen ikke blot anerkendt, men også forhøjet til en del af kulturarven. Men hvordan ser socialdemokraterne på kulturarven og bliver den politiseret? Socialdemokraterne ønsker at styrke den fysiske bevaring og den kyndige formidling af fælles kulturarv. Men vi vil også styrke eksperimentet, energiudladningen og bruddet med fortidens arv.[110]. Det der umiddelbart ses er at kulturarven italesættes i fysisk altså materiel forstand og i et normativt syn. Der findes ingen overvejelser af kulturarven, i immateriel forstand, i Kultur er velfærd, ligesom der heller ikke er det i Kultur for Alle. Det immaterielle er område, der synes akademisk italesat, med eksempelvis Kulturministeriets rapport, Begrebet immateriel kulturarv (2006), men som der mangler politiske visioner om. For at vende tilbage til kulturarven i Kultur er velfærd, så er det bevaring og formidling der nævnes. To ting, der synes at være konsensus om i det politiske felt, og som er en del af museumsloven, § 2.Gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling er det museernes opgave at virke for sikring af Danmarks kultur- og naturarv, (…) gøre samlinger (…) tilgængelig for offentligheden.”[111]. I både socialdemokraternes og regeringens rapporter er sådanne konsensus og lovbestemte formuleringer af en vis fylde. Man får dermed rygdækning og sørger for at politiske modstandere ikke kan nedsable hele rapporten. Der, hvor der sker noget nyt og interessant i Kultur er velfærd på kulturarvs området, er at der lægges op til et brud med fortidens arv. Dermed vil socialdemokraterne både bevare og bryde med kulturarven, og man kan sige at der handles i, hvad man kan betegne som socialdemokraternes partipolitiske diskurser. Ligesom i den borgerlige regerings partipolitiske diskurs indeholder både en nationalkonservativ og liberal vinkel, så har socialdemokraterne også interne uoverensstemmelser i den partipolitiske diskurs, som det ses i Björkman citatet, ”Der skal dels lægges afstand til DF, men på den anden side skal der ikke tales med versaler der provokerer de blå socialdemokrater.”[112]. De to retninger kan betegnes som den traditionelle blå socialdemokratiske diskurs, arbejderne i LO segmentet, der støtter bevaringen af kulturarven og så de røde progressive, akademikere i DJØF-segmentet, som ser med interesse på brud og nytænkning. Samtidig kan man forestille sig, at en socialdemokratisk ledet regering, med SF og de radikale som parlamentarisk grundlag, ligeledes vil have indre stridigheder med hensyn til synet på kulturarvspolitikken. Her tænkes på Elsebeth Gerner Nielsen, der stod som fortaler for at fremme en kulturpolitik i multikulturel diskurs.

En anden tolkning på bevaring og formidling på den ene side, og samtidig brud på samme arv på den anden side, ses i Peter Christensen Teilmanns Kulturliv (2010), som et paradoks, der præger både regeringens Kultur for Alle samt socialdemokraternes Kultur er velfærd. På den ene side ses et regressivt anvendt begreb om finkultur og på den anden side ses et rummeligt og offensivt anvendt bredt og folkeligt kulturbegreb[113]. Bruddet sker inden for den monokulturelle diskurs, hvor den folkelige kultur får en større betydning. Der ses mere deskriptivt på kulturarvsbegrebet inden for den monokulturelle diskurs. Ligesom i pressemeddelelsen fra Brian Mikkelsen, vedrørende tilslutning af UNESCOs konvention for kulturel mangfoldighed, hvor mangfoldighedsbegrebet tolkes inden for den monokulturelle diskurs. ”Konventionen bekræfter vores ret til at værne om og støtte vores mangfoldige kultur og kulturarv.[114]. Det er svært at sige, om vi ved en ny regering vil få et paradigmeskift således at kulturarvsforståelsen går fra monokulturel til multikulturel, men det synes dog at være i socialdemokraternes Kultur er velfærd, at en offensiv tilgang til mangfoldighed, samt anerkendelse og italesættelse af UNESCOs konvention for kulturel mangfoldighed, trods alt er til stede.

Sammenfatning

For at danne et overblik og til sammenligning har jeg opsat dels de to rapporter, Kultur er velfærd og Kultur for Alle, samt kulturkanonen og CKIs kulturforståelse i et koordinatsystem. X aksen repræsenterer spændet i normativ og deskriptiv forståelse af kultur og kulturarven. Y aksen er spændet mellem kultur i mono- og multikulturel diskurs.

Multikulturel

Monokulturel

[115]

I figur 3 anskueliggøres, at Kulturkanonen står som det mest normative og monokulturelle element i opsætningen, hvor CKI står for det modsatte, nemlig multikulturel diskurs i deskriptiv forstand. Imellem disse yderpunkter synes at ligge de to rapporter, hvor regeringens Kultur for Alle hælder mest mod det normative og monokulturelle, og Kultur er velfærd ses mest som multikulturel i deskriptiv forstand. Jeg har ikke indsat Kulturarvsstyrelsen i figuren, da jeg finder det svært, at indsætte den i spændet mellem det normative og deskriptive. De synes at være i et paradigmeskift, grundet ratifikationen af konventionen om immateriel kulturarv.

Sammenfattende har gennemgangen af de to politiske rapporter Kultur er velfærd og Kultur for Alle, samt kulturkanonen og CKIs kulturforståelse vist, i hvilke diskursive perspektiver de forskellige rapporter og skrivelsers ytringer kan indplaceres. Derigennem synes teoriapparatet, der er opsat i opgaven, at være sat i spil til at danne forståelse for italesættelsen i både rapporter og skrivelser. Gennem analyse, diskussion og opsætning af disse rapporter og skrivelser viser det sig at der er mange positioner i kulturarvssynet. Regeringens kulturarvssyn sættes i kontekst i sin samtid.

Der kan ofte tages forbehold i forhold til sådanne politiske manifest skrivelser, samt ses på forholdet mellem de nedskrevne visioner og udført praksis. Derfor bygger analysen også på en formodning om at socialdemokraterne vil føre den nedskrevne kulturpolitik, såfremt de får magt som de har agt. Derfor vil konklusionen også forholde sig til den nuværende regerings italesættelse af kultur og hvad jeg forstår som deres egentlige agenda.

Konklusion

Min tese i problemformuleringen er, at der hersker en tvetydighed og ikke nogen klar sammenhængende strategi i regeringens kulturpolitik, især hvad der angår kulturarvens betydning.

Dette kan afkræftes, hvis man kun forholder sig til en kilde, nemlig Kultur for Alle.

Heri ses at kulturarven skal styrke sammenhængskraften, så alle danskere får en fælles forståelse og referenceramme. En tydelig, klar og sammenhængende strategi, hvor alle skal tilslutte sig den samme monokulturelle kulturarv. Denne (materielle) kulturarv bestemmes ud fra en professionsbaseret/partipolitisk diskurs, med en universalistisk kulturbegrebsforståelse.

Dog bliver det usammenhængende når regeringen italesætter denne ensidige kultur og kulturarvs tilgang i Kultur for Alle, samtidig med at den tilslutter sig internationale konventioner i UNESCO regi, hvor der kommer helt modsatrettede tilgange til kultur og kulturarv til udtryk.

Tilslutningerne af UNESCO konventionerne om den immaterielle kulturarv og kulturel mangfoldighed, fordrer ikke blot små justeringer i forhold til ført dansk kulturpolitik – der skal et paradigme skifte til. Man kan ikke både anprise den danske kultur som værende den bedste, rigtigste og eneste, og samtidig støtte et kulturelt mangfoldigt Danmark. Anprisning af både mono- og multikultur er uforeneligt.

Samtidig viser min opsætning i figur 2, med tre fagfolk og debattører, at de har hver sin vinkel på, hvad rapporten Kultur for Alle mener på formidlingsområdet.

Desuden ses det tydeligt, at de problematikker, som anerkendelsen af den immaterielle kulturarv rejser, nødvendiggør en gentænkning og tydelig italesættelse af, hvad kulturarvsstyrrelsens opgave og kultursyn er. Om Kulturministeren handler i ond tro, om det er mangel på indsigt i konventionerne eller om det er et spørgsmål om at inkorporere de dele af UNESCOs konventioner, som passer i Kulturministerens ideologiske kultursyn, er ikke til at sige. Det står dog klart, at der er diskrepans mellem det, Kulturministeriet siger i strategirapporten Kultur for Alle og hvad Danmark har forpligtiget sig til, ifølge UNESCOs konventioner.

Perspektiver

Ovenfor nævnte diskrepans synes ikke at være særlig befordrende i et demokratisk samfund. Der bliver ikke direkte løjet eller fejet noget ind under gulvtæppet, men det italesættes heller ikke tydeligt hvad konventionstilslutninger betyder for kulturarvssynet.

I konventionen om kulturel mangfoldighed bliver kun de dele, der passer i Kulturministerens kram anerkendt og italesat. Det er ønskværdigt, at Kulturministeren toner rent flag. Der kan perspektiveres til to scenarier. 1, Kulturministeren gør en aktiv indsats for, at indarbejde UNESCOs konventioner i national praksis, og italesætter dette tydeligt i en samlet kulturpolitisk strategi.

2, Kulturministeren anerkender at konventionerne, især UNESCO konventionen, om fremme af kulturel mangfoldighed, ikke er forlignelige med ministerens ideologiske tilgang på området, og derfor tager konsekvensen og forkaster konventionen. Ved begge scenarier vil der blive tonet rent flag, og vi som vælgere kan tage reelt stilling. Man kan ikke bare plukke i internationale konventioner, man må gå All in eller stille sig uden for.

Litteraturliste

Albrekt Larsen, Christian (2008) Danskernes nationale forestillinger. Aalborg universitetsforlag

Becker Jensen, Leif (2004): Fra patos til Logos. Roskilde universitetsforlag

Bekendtgørelse af museumsloven (2006) Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 10:00 på https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=12017

Bille, Trine et al. (2005) Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004

med udviklingslinjer tilbage til 1964. akf forlaget.

http://kum.dk/Documents/Publikationer/2004/Danskernes%20kultur-%20og%20fritidsaktiviteter/Danskernes_kultur-_og_fritidsaktiviteter_2004.pdf

Björkman, Buster Nykjær (2011) Den danske kulturs tabte tredjedel. En formidlende tidsskriftsartikel i faget Hvem? Hvad? Hvordan? Hvorfor? - om kulturens brugere. IVA. Upubliceret skriftlig opgave, vedlagt som bilag 1

Bohman, Stefan. (1997) Historia, museer och nationalism.Carlssons

Brask Rasmussen, Anita(2009) Folk skal have mulighed for at sige nej tak. In Dagbladet Information den 3.december 2009. Lokaliseret den 10.maj 2011 kl 12:00 på http://www.information.dk/217516

Center for Kunst & Interkultur (CKI) /om CKI. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kunstoginterkultur.dk/omcki

Danmarks statistik(2010). Statistisk Årbog 2010. Danmarks statistik

Erik Jensen, Bernard. (2008) Kulturarv – et identitetspolitisk konfliktfelt. Gad

Fihl Jeppesen, Mia (2002) Kulturen, kunsten og kronerne. Akademisk

Fjord Jensen, Johan (1988) In Hauge & Horstbøll (red) Kulturbegrebets kulturhistorie. Aarhus universitetsforlag

Fogh Rasmussen, Anders (2002). Statsministerens nytårstale. 1.januar 2002 lokaliseret den 29.April 2011 kl 22:00 på http://da.wikisource.org/wiki/Statsministerens_nyt%C3%A5rstale_2002

Hvenegaard Rasmussen & Charlotte Lee Høirup (2000) Kulturinstitutionernes bidrag til det kulturelt mangfoldige Danmark. Center for Kulturpolitiske Studier. Danmarks Biblioteksskole

Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 12:00 på http://www.iva.dk/cks/Kulturinstitutionernes%20bidrag%20til%20det%20kulturelt%20mangfoldige%20Danmark.pdf

Jensen, Mogens (2010) Danmark bør have en egentlig kulturlov- en kulturens grundlov. In Politiken.dk. Lokaliseret den 3.maj 2011 kl 18:00 på http://politiken.dk/debat/kroniker/article1027334.ece

Jochumsen, Henrik og Casper Hvenegaard Rasmussen (2006): Folkebiblioteket under forandring – Modernitet, felt og diskurs. København. Danmarks Biblioteksforening

Jørgensen, Marianne Winther & Louise Phillips (1999) Diskurs analyse som teori og metode. Roskilde universitetsforlag

Krasnik, Benjamin(2009) Kultur for alle fører til dårlig kunst. In Kristelig Dagblad 4. december 2009. Lokaliseret den 11 maj kl 12:00 på http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/348386:Danmark--Kultur-til-alle-foerer-til-daarlig-kunst

Kulturarvsstyrelsen (2003) presse & nyt/ Skal vi frede folkedans, Skt. Hansbål og hygge? 01.03.03 Lokaliseret den 13 maj 2011 kl 12:00 på http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/skal-vi-frede-folkedans-skt-hansbaal-og-hygge/

Kulturarvsstyrelsen (2010) Om os 27.9.2010. Lokaliseret den 13 maj 2011 kl 12:00 på http://www.kulturarv.dk/om-os/

Kulturarvsstyrelsen (2010) Om os/ hvad er kulturarv 17.12.2010. Lokaliseret den 13 maj 2011 kl 12:00 på http://www.kulturarv.dk/om-os/om-kulturarvsstyrelsen/hvad-er-kulturarv/

Kulturministeriet (2003)Udredning om bevaring af kulturarven. Kulturministeriet

Kulturministeriet (2004) Brian Mikkelsen vil have national kulturkanon. Pressemeddelelse 9. december 2004. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/Nyheder-og-Presse/Pressemeddelelser/2004/December/Brian-Mikkelsen-vil-have-national-kulturkanon/

Kulturministeriet (2006) Danmark er klar til at ratificere kulturkonventionen. Pressemeddelelse. 24. november 2006. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2006/november/danmark-klar-til-at-ratificere-kulturkonvention/#

Kulturministeriet (2006) Kulturkanon. Politikens forlag

Kulturministeriet (2006) Begrebet immateriel kulturarv. Kulturministeriet

Kulturministeriet (2009) Kulturministeren lancerer ny kulturpolitisk strategi: Kultur for Alle. Lokaliseret den 3. maj 2011 kl 12:00 på http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2009/december/kulturministeren-lancerer-ny-kulturpolitisk-strategi-kultur-for-alle/

Kulturministeriet (2009) Pressemeddelelse 7.oktober 2009. lokaliseret den 15 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2009/oktober/ratifikation-af-konvention-om-immateriel-kulturarv/

Kulturministeriet(2009) Kultur for alle - Kultur i hele landet. Kulturministeriet

http://kum.dk/Documents/Publikationer/2009/Kultur_for_alle%20-%20kultur_i_hele_landet/pdf/Kultur_for_Alle.pdf

Kulturministeriet /om ministeriet. Lokaliseret den 28.April 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/Om-ministeriet/Administration-og-strategi/Ressortomrade/

Kunstrådet(2008) Kunstrådets handlingsplan 2007-2011. Lokaliseret den 17 maj 2011 kl 16:00 på http://www.kunst.dk/db/files/handlingsplan_2007_2011.pdf

Lavrsen, Lasse og Bo Sørensen, Rasmus (2009) Er kulturen virkelig for alle. In Dagbladet Information den 5.december 2009. lokaliseret den 12.maj 2011 på http://www.information.dk/print/217619

Parekh, Bhiku (2000) The Future of Multi-Ethnic Britain.The Parekh Report. Profile Books

Raffnsøe, Sverre, Marius Gudmand- Høyer & Morten Thaning (2008): Fouault. Samfundslitteratur

Salamon, Karen Lisa (2007) s 2 Kulturel oprustning? Om den kulturalistiske drejning i dannelse og politik. In Copenhagen working papers on design 2007 no.4.

Skot-Hansen, Dorte (2011) Center for kunst & Interkultur. Den interkulturelle udfordring i statslig kulturpolitik. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kunstoginterkultur.dk/vidensbase/artikler/dorte-skot-hansen-om-den-interkulturelle-udfordring?searched=Dorte+Skot-Hansen&advsearch=oneword&highlight=ajaxSearch_highlight+ajaxSearch_highlight1+ajaxSearch_highlight2

Socialdemokraterne (2005) Kultur er velfærd. Socialdemokraternes kultur- og kunstpolitiske program www.socialdemokraterne.dk/download.aspx?docId=701178

Strøyer, Rasmus (2010) Jeg er pisseelitær og har altid været det. In

DR nyheder kultur 23. nov. 2010 17.34 Lokaliseret den 17 maj 2011 kl 16:00 på http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/11/23/173204.htm

Teilmann, Peter Christensen (2010) Kulturliv - institutioner, praksis og formidling. Samfundslitteratur

Thobo-Carlsen, Jesper og Jesper Eising (2004) Kulturkanon udløser borgerlig kulturkamp. In Berlingske Tidende 11. December 2004. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://www.b.dk/kultur/kulturkanon-udloeser-borgerlig-kulturkamp

UNESCO (2005) UNESCOs konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed (Ratificeret Danmark 2007) Paris

http://kum.dk/Documents/Love%20og%20bekendtg%C3%B8relser/Internationalt/UNESCO_de_kulturelle%20udtryksformers_mangfoldighed.pdf



[1] Fihl Jeppesen (2002) s 68

[2] Kulturministeriets /om ministeriet . Lokaliseret den 28.April 2011. kl 14:00 på http://kum.dk/Om-ministeriet/Administration-og-strategi/Ressortomrade/

[3] Fihl Jeppesen (2002) s 31

[4] Kulturkanon (2006) s 5

[5] Albrekt Jensen (2008) s 9

[6] Ibid.

[7] Ibid. s 27

[8] Ibid. s 14

[9] Fogh Rasmussen (2002). Statsministerens nytårstale. 1.januar 2002 lokaliseret den 29.April 2011 kl 22:00 på http://da.wikisource.org/wiki/Statsministerens_nyt%C3%A5rstale_2002

[10] Eric Jensen(2008) s. 14

[11] Ibid. s. 15

[12] Ibid. s. 17

[13] Eric Jensen (2008) s 48

[14] Figur 1.

[15] Opslaget ”diskurs” i Den Danske Ordbog. Lokaliseret den 3. maj 2011 kl 12:00 på http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=diskurs&search=S%C3%B8g

[16] Jørgensen & Phillips (1999) s. 21

[17] Raffnsøe m.fl. (2008) s. 184

[18] Becker Jensen (2004) s 128

[19] Kultur for alle. Kulturministeriet (2009). Lokaliseret den 3.maj 2011 kl 12:00 på

http://kum.dk/Documents/Publikationer/2009/Kultur_for_alle%20-%20kultur_i_hele_landet/pdf/Kultur_for_Alle.pdf

[20] Fihl Jeppesen (2001) s 11

[21] Teilmann (2010) s 86

[22] Opslaget ”strategi” i Den Danske Ordbog. Lokaliseret den 3. maj 2011 kl 12:00 på http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=strategi&search=S%C3%B8g

[23] Opslaget ” redegørelse” i Den Danske Ordbog. Lokaliseret den 3. maj 2011 kl 12:00 på http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=%20redeg%C3%B8relse

[24] Kultur for alle (2009) s 13

[25] Kulturministeriet (2009) Kulturministeren lancerer ny kulturpolitisk strategi: Kultur for Alle. Lokaliseret den 3. maj 2011 kl 12:00 på http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2009/december/kulturministeren-lancerer-ny-kulturpolitisk-strategi-kultur-for-alle/

[26] Kultur for alle (2009) s 4

[27] Eric Jensen (2008) s 14

[28] Kultur for alle (2009) s 4

[29] Kultur for alle (2009) s 4

[30] Juchumsen & Hvenegaard Rasmussen (2006) s 41

[31] Eric Jensen (2008) s 60

[32] Ibid. s 84

[33] Kultur for alle (2009) s 4

[34] Kultur for alle (2009) s 10

[35] Hauge & Horstbøll (red) (1988) s 165

[36] Eric Jensen (2008) s 14

[37] Teilmann (2010) s 86

[38] Ibid.

[39] Eric Jensen (2008) s 15

[40] Kultur for alle (2009) s 10

[41] Ibid.

[42] Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004 (2005) s 295 Lokaliseret den 10.maj 2011 Kl 12:00 på http://kum.dk/Documents/Publikationer/2004/Danskernes%20kultur-%20og%20fritidsaktiviteter/Danskernes_kultur-_og_fritidsaktiviteter_2004.pdf

[43] Ibid.

[44] Brask Rasmussen, Anita(2009) Folk skal have mulighed for at sige nej tak. In Dagbladet Information den 3 december 2009. lokaliseret den 10.maj 2011 kl 12:00 på http://www.information.dk/217516

[45] Kultur for alle (2009) s 21

[46] Ibid. s 22

[47] Krasnik, Benjamin(2009) Kultur for alle fører til dårlig kunst. In Kristelig Dagblad 4. december 2009. lokaliseret den 11 maj kl 12:00 på http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/348386:Danmark--Kultur-til-alle-foerer-til-daarlig-kunst

[48] Ibid.

[49] Ibid.

[50] Fihl Jeppesen (2002) s 43

[51] Ibid.

[52] Lavrsen, Lasse og Bo Sørensen, Rasmus (2009)Er kulturen virkelig for alle. In Dagbladet Information den 5 december 2009. lokaliseret den 12 maj 2011 på http://www.information.dk/print/217619

[53] Fihl Jeppesen (2002) s 33

[54] Ibid.

[55] Lavrsen, Lasse og Bo Sørensen, Rasmus. Er kulturen virkelig for alle. In Dagbladet Information den 5 december 2009. lokaliseret den 12 maj 2011 på http://www.information.dk/print/217619

[56] Lavrsen, Lasse og Bo Sørensen, Rasmus. Er kulturen virkelig for alle. In Dagbladet Information den 5 december 2009. lokaliseret den 12 maj 2011 på http://www.information.dk/print/217619

[57] Figur 2 navne i sort viser hvad der positivt ønskes. Navne i rød viser hvad rapporten indeholder og de ser som negativt.

[58] Kulturarvsstyrelsen Om os 27.9.2010. Lokaliseret den 13 maj 2011 kl 12:00 på http://www.kulturarv.dk/om-os/

[59] Ibid.

[60] Kulturarvsstyrelsen. Om os/ hvad er kulturarv 17.12.2010. Lokaliseret den 13 maj 2011 kl 12:00 på http://www.kulturarv.dk/om-os/om-kulturarvsstyrelsen/hvad-er-kulturarv/

[61] Eric Jensen (2008) s 18

[62] Kulturministeriet. Pressemeddelelse 7.oktober 2009. lokaliseret den 15 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2009/oktober/ratifikation-af-konvention-om-immateriel-kulturarv/

[63] Kulturarvsstyrelsen. presse & nyt/ Skal vi frede folkedans, Skt. Hansbål og hygge? 01.03.03 Lokaliseret den 13 maj 2011 kl 12:00 på http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/skal-vi-frede-folkedans-skt-hansbaal-og-hygge/

[64] Udredning om bevaring af kulturarven (2003) s 10

[65] Ibid. s 25

[66] Kulturarvsstyrelsen.presse & nyt/ Skal vi frede folkedans, Skt. Hansbål og hygge? 01.03.03 Lokaliseret den 13 maj 2011 kl 12:00 på http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/skal-vi-frede-folkedans-skt-hansbaal-og-hygge/

[67] Kulturministeriet (2006) Begrebet immateriel kulturarv. s 12

[68] Ibid. s 9

[69] Ibid. s 13

[70] Kulturministeriet. Pressemeddelelse 7.oktober 2009. lokaliseret den 15 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2009/oktober/ratifikation-af-konvention-om-immateriel-kulturarv/

[71] Kulturministeriet. Pressemeddelelse 24. november 2006. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2006/november/danmark-klar-til-at-ratificere-kulturkonvention/#

[72] UNESCO’s konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed (2005) s 7 lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/Documents/Nyheder%20og%20Presse/Pressemeddelelser/2006/Danmark%20klar%20til%20at%20ratificere%20kulturkonvention/UNESCO_de_kulturelle%20udtryksformers_mangfoldighed.pdf

[74] Salamon (2007) s 2 Kulturel oprustning? Om den kulturalistiske drejning i dannelse og politik. In Copenhagen working papers on design 2007 no.4.

[75] Ibid.

[76] Ibid.

[77] Kulturministeriet. Pressemeddelelse 24. november 2006. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2006/november/danmark-klar-til-at-ratificere-kulturkonvention/#

[79] Kulturministeriet. Pressemeddelelse 9. december 2004. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/Nyheder-og-Presse/Pressemeddelelser/2004/December/Brian-Mikkelsen-vil-have-national-kulturkanon/

[80] Kulturkanon (2006) s 4

[81] Fogh Rasmussen (2002). Statsministerens nytårstale. 1.januar 2002 lokaliseret den 29.April 2011 kl 22:00 på http://da.wikisource.org/wiki/Statsministerens_nyt%C3%A5rstale_2002

[82] Thobo-Carlsen & Eising (2004) Kulturkanon udløser borgerlig kulturkamp. In Berlingske Tidende 11. December 2004. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://www.b.dk/kultur/kulturkanon-udloeser-borgerlig-kulturkamp

[83] Albrekt Jensen (2008) s 11

[84] Ibid.

[85] Ibid. s 29

[86] Ibid.

[87] Ibid. s 40

[88] Center for Kunst & Interkultur (CKI) /om CKI. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kunstoginterkultur.dk/omcki

[90] Center for Kunst & Interkultur (CKI) /om CKI. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kunstoginterkultur.dk/omcki

[90] Skot-Hansen (2011) Den interkulturelle udfordring i statslig kulturpolitik. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kunstoginterkultur.dk/vidensbase/artikler/dorte-skot-hansen-om-den-interkulturelle-udfordring?searched=Dorte+Skot-Hansen&advsearch=oneword&highlight=ajaxSearch_highlight+ajaxSearch_highlight1+ajaxSearch_highlight2

[91] Ibid

[92] Ibid

[93] Ibid

[94] Kunstrådets handlingsplan 2007-2011(2008) s 4. Lokaliseret den 17 maj 2011 kl 16:00 på http://www.kunst.dk/db/files/handlingsplan_2007_2011.pdf

[95] Strøyer, Rasmus (2010) Jeg er pisseelitær og har altid været det. In

DR nyheder kultur 23. nov. 2010 17.34 Lokaliseret den 17 maj 2011 kl 16:00 på http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/11/23/173204.htm

[97] Socialdemokraterne (2005) Kultur er velfærd. Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 10:00 på www.socialdemokraterne.dk/download.aspx?docId=701178

[98] Jensen, Mogens (2010) Nej til mentalt junkfood-samfund. In Politiken 1 august 2010. Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 10:00 på http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1027334/nej-til-mentalt-junkfood-samfund/

[99] Socialdemokraterne (2005) Kultur er velfærd. s 9. Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 10:00 på www.socialdemokraterne.dk/download.aspx?docId=701178

[100] Ibid.

[102] Jensen, Mogens (2010) Nej til mentalt junkfood-samfund. In Politiken 1 august 2010. Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 10:00 på http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1027334/nej-til-mentalt-junkfood-samfund/

[103] Björkman (2011) s 8 Den danske kulturs tabte tredjedel. En formidlende tidsskriftsartikel i faget Hvem? Hvad? Hvordan? Hvorfor? - om kulturens brugere. IVA. Upubliceret skriftlig opgave, vedlagt som bilag 1

[104] Eric Jensen (2008) s 84

[105] Parekh, Bhiku (2000) s 56

[106] Ibid. s 163

[107] Socialdemokraterne (2005) Kultur er velfærd. s 7. Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 10:00 på www.socialdemokraterne.dk/download.aspx?docId=701178

[108] Hvenegaard Rasmussen & Høirup (2000) s 9 Kulturinstitutionernes bidrag til det kulturelt mangfoldige Danmark

Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 12:00 på http://www.iva.dk/cks/Kulturinstitutionernes%20bidrag%20til%20det%20kulturelt%20mangfoldige%20Danmark.pdf

[109] Ibid.

[110] Socialdemokraterne (2005) Kultur er velfærd. s 8. Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 10:00 på www.socialdemokraterne.dk/download.aspx?docId=701178

[111] Bekendtgørelse af museumsloven (2006) Lokaliseret den 18 maj 2011 kl 10:00 på https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=12017

[112] Björkman (2011) s 8. Den danske kulturs tabte tredjedel. En formidlende tidsskriftsartikel i faget Hvem? Hvad? Hvordan? Hvorfor? - om kulturens brugere. IVA. Upubliceret skriftlig opgave, vedlagt som bilag 1

[113] Teilmann (2010) s 35

[114] Kulturministeriet. Pressemeddelelse 24. november 2006. lokaliseret den 16 maj 2011 kl 14:00 på http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2006/november/danmark-klar-til-at-ratificere-kulturkonvention/#

[115] Figur 3. Inspireret af Eric Jensen (2008) s 51, figur 4 af indbyggede spændinger i kulturarvsbegrebet, mellem normativ og deskriptiv, samt materielt og immaterielt.