En 1/3 af Danmarks befolkning er ”ikke brugere” af klassiske kulturtilbud.
De skal aktiveres til at bliver kulturbrugere er der enighed om politisk.
Der er dog stor forskel hvordan regeringen og oppositionen italesætter kulturen og deres bevæggrundlag for at alle skal være kulturbrugere.
skaber en trussel for sammenhængskraften i vores samfund. Hvis vi står uden et billede af vores fælles historie og kulturarv; (…) hvis vi mister lysten og evnen til at tale fornuftigt med dem, som vi er uenige med – ja så kan vores demokrati og fællesskab ikke overleve i længden. Men – når vi kender vores kultur og kulturarv i dens mangfoldighed, så sker der heldigvis det modsatte.”. Regeringen ser det som at vi står over for en snarlig død over for vores demokrati, hvis ikke vi gør noget. Symptomerne er eksempelvis sprayhærværk på den danske (kristne) dåbsattest; .
På grundlag heraf må det være af allerstørste vigtighed, at der gøres noget, så den tredjedel af danmarks befolkning som ikke er kulturbrugere, bliver aktiveret.
Hvordan vil man så gøre det, hvem er disse ”ikke-brugere”, og inden for hvilket kultursyn skal de inkluderes?
I Kultur for alle opstilles kulturbrugere i 3 dele. Storforbrugere af kulturtilbud, de der benytter kulturtilbud en gang imellem og sidst, restgruppen af ”ikke brugere”. I Kultur for alle står, at det er de traditionelle kulturtilbud som disse ”ikke-brugere”, altså ikke bruger. Der gives ikke en klar definition for hvad traditionel kultur og kulturtilbud er, men den kan tolkes ud fra en elitær kultur diskurs som værende teater, film (i biografen), museer, koncerter og biblioteker.
Hvordan skal man få disse ”ikke brugere” forvandlet til brugere af den rigtige kultur.
I Kultur for alle står, ”Ikke-brugerne” er en række forskellige grupper, herunder unge, nydanskere og socialt udsatte”. På samme side fortættes, ”For at vi for fremtiden kan formidle relevante og vedkommende kultur tilbud til brugerne og ikke-brugerne, er der imidlertid brug for mere viden om, hvem de er.”. Altså på den ene side ved vi, at ”ikke-brugerne” er de unge, nydanskere og de social udsatte, men på den anden side har vi brug for mere viden om hvem de er, hvilket virker en kende absurd. For at få denne viden, skal der iværksættes en ny kulturvaneundersøgelse, idet den sidste er fra 2004. Særligt fokus skal være på ”ikke brugerne”. Det har dog altid været et fokus punkt i kulturvaneundersøgelserne, hvor der optælles hvor mange og hvem der er brugere, og ligeledes hvem, der ikke bruger givne kulturtilbud. Dette være sig både i forhold til geografi, uddannelsesniveau, alder, segmentering og tid. Et eksempel herpå, er spørgsmålet fra kulturvaneundersøgelsen, 2004; ”Andele af befolkningen over 15 år, som ikke har været til hverken opera, musical, ballet, skuespil, klassisk koncert, på kunstmuseum/-udstilling, andre museer eller folkebiblioteket inden for det seneste år. Fra 1975-2004.”. Svaret viser, at 21-23 % af befolkningen ikke brugte disse tilbud i årrækken 1987-2004. Når tallene har været stabile så længe, kan det være svært at se at en ny kulturvaneundersøgelse skulle kunne vise et helt andet resultat. Her advokeres ikke for at man skal lade være med at lave nye undersøgelser på området – der trænger til en opfølger – sagen er nærmere den, at præmissen i Kultur for alle er uklar. Man løser en problematik, hvor der i forvejen er forholdsvis gode evidensbaserede undersøgelser om hvem ”ikke brugere” er, ved at lave endnu en undersøgelse af samme.
Der er andre initiativer i Kultur for alle. Blandt andet skal der, gennem resultataftaler, sikres et fokus på inddragelse af ”ikke brugere”. Resultataftaler er de specifikke aftaler mellem ministeriet og kulturinstitutionen/ kommunerne, der er det kit som holder hele kulturpolitikken, i ministerielt perspektiv sammen. Disse New Public Managements kontrakter med mål- og resultatstyring, bliver ikke til egentlig kulturpolitisk substans. De er et værktøj, der kan styre målsætningen/ rammerne for alt, lige fra tilladte antal af forureningspartikler på Frederiksberg, til andel af ”ikke brugere” af statsanerkendte museer. Der synes ikke at foreligge en stor forkromet strategi for hvorledes denne gruppe af ”ikke brugere” konkret skal inddrages, på trods af at det anses som værende helt vitalt at denne gruppe bliver integreret i den klassiske danske kultur.
Undersøgelsesmetoder De undersøgelsesmetoder der lægges op til og analyseres på baggrund af i Kultur for alle, er overordnet set kvantitative. Blandt andet i Kulturvaneundersøgelsen får vi data fra mange respondenter. Det er dog svært at trække andre informationer end specifikke besøgstal og hvor stor en del af befolkningen der er ”ikke brugere” over tid. Denne svaghed i undersøgelsesmetoden anerkendes også af Carina Christensen, der ytrer sig, ”Om det faktisk styrker sammenhængskraften, kan man ikke læse ud fra besøgstal og kulturvanestatistikker”. (Inf.3.12.09). Det virker bare ejendommeligt, at dette perspektiv ikke er en del af rapporten Kultur for alle. Tanken, at man kunne have bredt sine undersøgelsesmetoder ud, således at både kvantitative og kvalitative undersøgelser kunne supplere hinanden, kommer først senere. Kultur for alle giver dog konkrete eksempler på vellykkede projekter vedrørende inddragelse af brugergrupper. Carina Christensen var i det hele taget ikke afvisende over for ideen om mere forskning. ”Jeg vil meget gerne høre mere om mulighederne for at forske mere kvalitativt i effekten af kulturvanerne”, udtaler hun i samme artikel. Nogle af de uddannelsesinstitutioner, som kunne stå for sådan en kvalitativ forskning i kulturvaner, er de kunstneriske videregående uddannelser og Det Informationsvidenskabelige Akademi, som netop hører under Kulturministeriet. Her er der dog ikke det største økonomiske frirum til ny forskning, efter en periode med 10 års besparelser inden for Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner. Samtidig har nuværende kulturminister, Per Stig Møller(K), med en lettere revideret styrelseslov, gjort op med princippet om armslængde i institutionernes autonomi. Det er nu kulturministeren der udnævner rektorerne. Omend der er andre strenge at spille på når man skal se på de danske kulturelle værdier og vaner. Kulturministeren har nedsat en kommission til at kortlægge værdier, der er vigtige for danskerne. Her må man på forhånd håbe, at danskerne ikke er alt for ligeglade med dansk kultur og historie – vi vil jo nødig have overmalet Kronborg, Roskilde domkirke eller Ilulissat fjord, der ligesom Jellingestenen også står på UNESCOs verdensarvs liste. Der er dog sikret en kristen nationalkonservativ dominans ved, at lade kommissionen bestå af en del teologer, samt at give Dansk Folkeparti direkte indflydelse på selve kommissions sammensætning.
Nydanske ”ikke brugere” Den, af de ”ikke brugere”-grupper der, for regeringen og DF, synes at være vigtigst at aktivere, er nydanskere. Regeringen slår to fluer med et smæk idet de ser en sammenhæng mellem kultur og integration – eller nærmere assimilation set i integrationsminister, Søren Pinds(V) optik. Det regeringen priser, synes ikke at være en ligeværdig kulturpolitik, hvor kulturel diversitet eller multikultur anerkendes, snarere tværtom. I regeringens udspil fra 2010, Danmark 2020 - viden, vækst, velstand og velfærd, siges at ”Vi har gjort op med tanken om, at alle værdier er lige gode. Danskerne ønsker respekt om dansk kultur.”. ”Ikke brugere” skal altså både aktiveres og anerkende at der kun er dansk kultur i ental, en monokultur. Som professor Jørn Langsted, ved Aarhus Universitet udtalte om kulturen i regeringsplanen, Danmark 2020 (Inf. 24.2.10), ”Det handler jo om, at kulturpolitik skal fungere som integrationspolitik. Dermed får kunsten en instrumentel karakter, som absolut ikke er klædelig.” . Kunsten skal ikke bare stå for sig selv eller have en egen værdi – nej den skal ses som et værktøj til regeringens assimilationsprojekt. Skik følge eller land fly eller, som den første kulturminister efter regeringsskiftet i 2001, Brian Mikkelsen (K) udtalte i forbindelse med oprettelsen af kanon udvalget, på sit partis landsråd (25.9.2005),”En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig så gyldig herhjemme som den danske kultur. Vi skal gøre alt for, at indvandrerne bliver fortrolige med det danske samfund, dets historie og dets demokratiske principper.”. Et kraftigt angreb på en stor minoritetskultur, og i det hele taget ret langt væk fra UNESCOs konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed (ratificeret af Danmark 2007). Her påpeges at, ”kulturel mangfoldighed, der trives i et klima med demokrati, tolerance, social retfærdighed og gensidig respekt mellem folk og kulturer, er en absolut nødvendighed for fred og sikkerhed på lokalt, nationalt og internationalt plan.”, samt ikke mindst, ”henviser til den store betydning, kulturernes levedygtighed har for alle, herunder for personer, der tilhører mindretal, og for oprindelige folk, således som den kommer til udtryk gennem deres frihed til at skabe, formidle og udbrede deres overleverede kulturelle udtryksformer og nødvendigheden af adgang til disse for at kunne anvende dem til gavn for deres egen udvikling.”. Det første citat er i direkte modstrid med Carina Christensens indledning af Kultur for alle. UNESCO påpeger, at kulturel mangfoldighed og gensidig respekt er en nødvendighed for fred. I Kultur for alle er det en trussel for sammenhængskraften, hvis vi ikke besidder en fælles kulturforståelse. Det kan altså konstateres, at der er et tydeligt misforhold mellem dét, Danmark har tilsluttet sig mellemstatsligt, og så dét som italesættes nationalt.
Hvad har så disse perspektiver på kultur at gøre med, at få ”ikke brugere” til at blive brugere af kultur? En del. Det må være op ad bakke at introducere nydanskere for en ”rigtig dansk” kultur, hvis man ikke anerkender værdien i deres oprindelige kultur. I det hele taget er det tvivlsomt om kultur påduttet oppefra kan værdsættes. Kultur skulle gerne have værdi i sig selv og være et område hvor man er opsøgende af sig selv ud fra lystbetonede principper. Lysten skal så at sige drive (kunst)værket.
Multikultur versus Monokultur
De to forskellige kultursyn, der synes at gøre sig gældende i henholdsvis UNESCOkonventionen på den ene side og Kultur for alle samt Danmark 2020, på den anden side, kan lidt forsimplet opstilles som værende et kultursyn i enten en multikulturel eller monokulturel diskurs. Kan man sige noget om hvordan befolkningens syn generelt er ud fra disse, stærkt subjektive kulturbegreber?
I den kvantitative undersøgelse, Danskernes nationale forestillinger (2008) af Christian Albrekt Larsen fra Aalborg Universitet, som er en del af et internationalt undersøgelsessamarbejde, ses der på befolkningernes tilknytning til nationalstaterne mm. Heri er danskerne generelt stærkt forankret i og foretrækker ”vores” danske kultur. 77% mener, at monokultur er bedst for Danmark, hvorimod kun 11% mener, at multikultur er at foretrække. Sammenlignet med de 23 andre lande i undersøgelsen, er Danmark det land der scorer højst når det foretrække monokultur, dog tæt efterfulgt af de andre skandinaviske lande, Sverige med 73% og Norge med 71%.
Ud fra dette kan man sige, at regeringens politik stemmer overens med befolkningens generelle holdning. Hvis man ser nærmere på sammensætning i forhold til kultursyn, ud fra politisk orientering, kan det tydeligt aflæses, at det især er de nationalkonservative og det liberale parti, der priser monokulturen højst. Blandt Venstres vælgere er der 87%, der foretrækker monokultur, Konservative 88% og Dansk Folkeparti hele 94%. Der er ikke de store markante udsving i forhold til oppositionen. Her er der 76% af socialdemokraterne der fortrækker monokultur, 70% radikale, hvorimod der fra SF´ere og enhedslistesympatisører kun er 44% til monokultur. Bortset fra SF og EL, er der stor konsensus i det politiske spektrum i, at fortrække en dansk enhedskultur frem for at ønske kulturel mangfoldighed.
Hvis man kigger nærmere på selve formuleringen og svarmulighederne i spørgsmålet om mono- og multikultur, kan man se, at der er få svarmuligheder og en lettere floromvunden spørgetekst. ”Nogen siger, at det er bedre for et land, hvis forskellige racer og etniske grupper bevarer deres særegne skikke og traditioner. Andre siger, at det er bedre, hvis disse grupper tilpasser sig og indgår i det omgivende samfund. Hvilke af disse synspunkter kommer tættest på dit eget synspunkt?”.
Hertil er svarmulighederne formuleret ”1)Det er bedst for samfundet, hvis grupper bevarer deres særegne skikke og traditioner. 2)Det er bedst, hvis grupperne tilpasser sig og indgår i det omgivende samfund. 3)Ved ikke”. Der er altså ingen gradueringsmuligheder, selvom en stor del af respondenterne nok ville ligge et sted i spektret mellem mono- og multikultur. En opfølgning med en kvalitativ undersøgelse, kunne give et mere nuanceret billede af befolkningens kultursyn.
Hvis vi køber undersøgelsens svar, at en stor del af befolkningen og regeringen har samme kulturelle diskurs, hvorledes ser oppositionen med socialdemokraterne, så deres overordnede kulturpolitiske strategi, i forhold til den nuværende regering? Og hvorledes de vil få fat i ”ikke brugere”?
Kultur er velfærd
Socialdemokraterne med motivator og en formodentlig kulturminister i en S-SF regering, Mogens Jensen, kom med det storstilede kulturpolitiske program, Kultur er velfærd, i 2005.
Her gennemgås nærmest alle aspekter inden for kulturens og kulturministeriets ressortområde. Denne beskrives som en samlet kulturlov, en kulturens grundlov, som den kaldes. Denne store kulturgrundlov er kondenseret til Jensens kronik, Danmark bør have en egentlig kulturlov- en kulturens grundlov (Pol.1.8.2010). Heri står ”Der er behov for at gøre op med en kulturpolitik, der i alt for mange år har været underlagt Dansk Folkepartis indsnævrede og overnationalistiske åg. Som socialdemokrater vil vi en kulturpolitik i Danmark, der bygger på dialog og integration frem for konfrontation, og vi tager afstand fra alle forsøg på at skabe konflikter og grave grøfter mellem befolkningsgrupper i vores samfund.”. Jensen tager afstand fra den nuværende kulturpolitik, og viser retorisk, så det ikke er at tage fejl af, at kultur ikke skal underlægges et ”overnationalistisk” åg, samt at kultur ikke skal være konfliktskabende. På den anden side er det ikke et egentligt opgør med monokulturtanken. Der nævnes eksempelvis ikke ordet ”multikultur” eller ”monokultur” i hverken Jensens kronik eller i Kultur er velfærd. Disse begreber er, om noget, politisk betændte og ofte misbrugt. Så den egentlige betydning kan være svær at dechifrere og begrebsafklare i objektiv forstand. Der er et spændingsfelt inden for socialdemokraterne, hvor der skal navigeres med en vis forsigtighed. Der skal dels lægges afstand til DF, men på den anden side skal der ikke tales med versaler der provokerer de blå socialdemokrater. Kulturarvsbegrebet, set i Jensens optik, er heller ikke et manifestbegreb. Begrebet nævnes, dog efterfulgt af et men. ”Socialdemokraterne ønsker at styrke den fysiske bevaring og den kyndige formidling af fælles kulturarv. Men vi vil også styrke eksperimentet, energiudladningen og bruddet med fortidens arv.”. Han vil ikke kun have kulturarv, men både kulturarv og brud på samme. Kulturarven er ikke den kongstanke eller det plusord som man sporer hos de konservative kulturministre. Hos socialdemokraterne bliver kulturen beskrevet med vægten lagt på kvalitet, indsigt, velvære og udsyn. Kulturen er en vigtig brik i socialdemokraternes ønske om Danmark som oplysnings- og deltagelsessamfund. Derfor anerkendes også udfordringen i at få den sidste tredjedel af befolkningen med som kulturbrugere. Både i Jensens Kultur er velfærd og Christensen Kultur for alle er et vigtigt redskab til at få aktiveret den sidste tredjedel, at få kulturen ud til folk.
”Kunst og kultur i det offentlige rum kan også være med til at skabe interesse for det, der gemmer sig bag institutionens vægge”, står der i Kultur for alle, Samt ”Hvorfor ikke skabe kultur i boligområderne – lige ude foran hoveddøren?”, fra Kultur er velfærd.
Styringsstruktur ses også som et værktøj: Forpligtende aftaler – såkaldte kulturaftaler mellem Kulturministeriet og regionale områder. Dette er regeringens plan. Socialdemokraterne vil, hvis de får magt som de har agt fastlægge ”samfundets overordnede ansvar for et mangfoldigt kultur- og kunstliv og samtidig stadfæster såvel statens, regionernes som kommunernes kulturpolitiske ansvar.”.
Både konservative og socialdemokrater vil have hånd i hanke med kulturen i rammeaftaler og med styringsværktøjer. Fra Christensens, nu Møllers side, skal dette ske af frivillig vej med en gensidig forståelse og aftaler mellem kommunerne og Ministeriet. Dog, hvis ingen aftale, ingen penge. Det virker mere reelt at man, med et lovgrundlag fra socialdemokraterne, giver alle samme ret, pligt og økonomiske ramme. Alt imens man ønsker at bringe kulturen ud til befolkningen – som en Muhammed og bjerget tankegang, så ses der også i Kultur er Velfærd nærmere på ”ikke brugerne”. Denne tabte tredjedel ses som et problem man vil imødekomme med en styrket kommunal kulturindsats. Dette synes vigtigt for at imødegå kulturel ulighed. Der er tydelig forskel på de to rapporters syn på ”ikke brugere”. I Kultur for alle tales om ”ikke brugere” som nogen, der nemt lader sig forandre. Ved at fjerne negationen, har vi – vupti – en bruger. Når Socialdemokratiet ser på ”ikke brugere” ser de samtidig et skævt samfund hvor ikke alle har samme muligheder. Lighed i befolkningen, så alle kan være brugere, er at stile efter. Dette er et gennemgående socialdemokratisk adelsmærke i hele deres poliske retorik. En ulighed i kulturen kan konkret udlignes ved forskellige tiltag, blandt andet ved, i en forsøgsordning, at give resursesvage et kulturklippekort, så de kan få gratis adgang til forskellige kulturtilbud. Denne klippekortsordning er dog også et tiltag som nævnes i Kultur for alle, omend med det fortegn, at det specifikt er til børn.
Ingen af rapporterne giver svar på hvad der sker når man ikke har flere klip. Man kan vel ikke køre på røven i kulturlandskabet?
Det synes til gengæld at være ganske fornuftigt, at starte med børneområdet, når man vil gøre noget ved problemet. I Kultur for alle skal man dog være på vagt som kulturaktør, for ”En enkelt dårlig oplevelse på kulturområdet for barnet (…) kan således få konsekvenser for et helt livs forhold til og interesse for kulturtilbud.”. Man må altså formidle rigtigt, for alle børn, hver gang – et helt umuligt krav. Ligeledes ses det som vigtigt at man, gennem aftaler med kulturinstitutioner, sikrer fokus på børn og at man udarbejder ”best practice-eksempler” på formidling til børn. Ubetinget fine forslag, men ikke særlig konkret i forhold til hvordan man sikrer, at børn af kulturelt svage forældre, vokser op og bliver potentielle kulturbrugere. For hvordan bryder man den kultursociale arv?
Måske skal man ind på Undervisningsministeriets område for at finde forudsætninger for at alle kan blive kulturkonsumenter, som det er tænkt ind i Kultur er velfærd, hvori der ønskes at der sker en styrkelse af de kreative fag i folkeskolen. Der argumenteres med, at det giver skabende og kreative kompetencer, positiv indvirkning på det faglige niveau indenfor øvrige fag som dansk og matematik, samt at det styrker vores konkurrenceevne i forhold til innovation. Alt sammen agtværdige mål, som dog også synes særdeles vigtige. Ved et øget fokus på kreative fag, vokser eleverne op med kompetencer til, udover at udøve kreativitet, at blive kompetente brugere med lyst og behov til kulturelle tilbud. Stort set alle undersøgelser om kulturens brugere, heriblandt National brugerundersøgelse af museer i Danmark fra 2010, at det er de, der i Gallupregi kaldes Moderne fællesskabsorienterede, der er store kulturforbrugere. Så i stedet for at lade kulturinstitutionerne prøve at inddrage andre segmenter, der ikke er velrepræsenterede brugere, er det måske en ide at vende den om og give den stiløvelse videre til skoleregi, at danne rammer og videregive et grundlag for moderne fællesskabsorienterede værdier. Her tænkes på nøglebegreberne; tolerance, humanisme og åbenhed over for omverden, nogle begreber, der synes at være almengyldige og bærende værdigrundlag i forhold til daginstitutioner og folkeskolen.
Kultur i daginstitutioner og folkeskolen
I 2004 blev de pædagogiske lærerplaner for børn i dagtilbud indført. Heri er der 6 temaer, der skal arbejdes pædagogisk ud fra. Det ene tema er kulturelle udtryksformer og værdier. Heri hedder det, at ”deltagelse i kunstneriske arrangementer, udflugter til kulturelle tilbud i lokalsamfundet etc. kan bidrage til den kulturelle vækst.”. Denne vækst, kan ses som at der åbnes for nogle muligheder for barnet, så også dem med ringe kulturel kapital hjemmefra får et bredere kulturelt perspektiv. Dette synes at være en vej til at gøre op med kulturel ulighed og give muligheder for at få flere kulturbrugere i fremtiden. Derudover står der om kulturelle udtryksformer og værdier, at ”Gennem mødet med andre udtryksformer – både kunstnerisk, kulturelt, ved at stifte bekendtskab med andre måder at leve på og andre værdier – udfoldes børnene til hele, nysgerrige og tolerante mennesker.”, altså udvide børns horisont både med lyst til kulturelle tilbud, samt tolerance for anderledes kulturer. Nu opfyldes både UNESCOs konvention om at ”kulturel mangfoldighed, (…) trives i et klima med demokrati, tolerance, social retfærdighed og gensidig respekt mellem folk og kulturer.”. Samtidig afspejler det det moderne fællesskabsorienteret segments værdier. Hvis vi følger børnene fra dagtilbud med de pædagogiske lærerplaner, op i folkeskolen, så er her en tydelig ændring i italesættelsen af kulturen, et paradigmeskift. I folkeskolen ses et hierarkisk kultursyn, hvor dansk kultur er øverst og vigtigst – helt klart tættere på monokulturdiskurs. Formuleret i folkeskoleloven, skal børnene blive ”fortrolige med dansk kultur og historie (som), giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.”. De samme takter som i Kultur for alle. Tankegangen synes, at være, at hvis vi alle har ”vores danske” kultur og kulturarv med i rygsækken bliver vi åbne og demokratiske mennesker. Men man bliver vel næppe hverken royalist eller republikaner ved at kunne kongerækken. Der er da også kritik af disse formuleringer i folkeskoleloven. Foreningen Skole og Forældre, (tidligere Skole og Samfund), siger at ”Ved kun at fremhæve fortroligheden med dansk kultur og historie kan det befrygtes, at historieundervisningen bliver snæversynet og provinsiel.”. Dansk Lærerforening vil gerne væk fra kongerækken, udenadslæren og kanontankegangen i dansk kultur, ”Der er her tale om tilløb til en decideret curriculumtænkning, som foreningen ikke kan anbefale.”, altså dansk kultur i singularis, som samtidig synes at være et slet skjult assimilationsprojekt.
Skal dansk kultur ses som en uforanderlig og statisk størrelse, som de marginaliserede ”ikke brugere” skal integreres eller assimileres ind i, eller er dansk kultur en dynamisk og fleksibel størrelse, der åbner og er åben overfor inklusion. I dette sidste multikulturelle kultursyn, forsvinder gyldigheden i kategorien ”ikke bruger”, hvorefter det er lysten, der må sættes i stedet. En lyst fordi, det anerkendes, at alle har sine kulturelle baggrunde og præferencer, en lyst fordi en præsentation af kulturel diversitet helt fra børnehøjde reproducerer kompetencer og lyst. En lyst til at være bruger af danske kulturers tilbud på deres egne vilkår.
Center for Kunst & Interkultur (CKI) arbejder aktivt for at fremme denne mangfoldige kultur og tilskynder kulturinstitutioner at leve op til UNECOS konvention. Følg med i hvilke institutioner, der tilslutter sig CKI´s charter på www.cki.dk/charter. Offentliggøres på FN-dagen, 21.maj 2011.
Buster Nykjær Björkman er studerende ved
Det Informationsvidenskabelige Akademi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar